michalik

Steve Michalik

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

En kamikaze-krudters historie. Hvis man interesserer sig for bodybuilding, så kender man sikkert en del bodybuildere fra 70’erne og 80’erne. Det var bodybuilding sportens vækstperiode, hvilket til dels skyldes den indflydelse Arnold Schwarzenegger havde på sporten.

Men der er mange bodybuilding profiler fra den tid som aldrig rigtigt har været profileret særligt godt. En af dem er den tidligere Mr. America og Mr. Universe, Steve Michalik.

Steve Michalik er ikke interessant pga. hans præstationer indenfor bodybuilding. Han opnåede aldrig noget der bare nærmer sig det Arnold gjorde. Steve Michalik er interessant fordi manden var rablende gal, og havde en ekstremt selvdestruktiv tilgang til både træning og bodybuilding-kemi. Han står som et eksempel på hvor galt det kan gå, når man har en afvigende personlighed, og bliver besat af bodybuilding sporten. Steve Michalik er i dag en ødelagt mand, pga. de mange år med massivt misbrug af anabolske steroider. Han har haft alt lige fra kæmpe cyster på leveren, til hjerteanfald og hjerneblødninger. Han er stadigvæk aktiv indenfor sporten, og forsøger at advare folk imod brugen af anabolske steroider. Dette er hans historie.

En gal mand som folk frygtede

Med et brystmål på 152 cm og en overarm på 58 cm, så var Steve Michalik en stor mand. Han var sikkert ganske frygtindgydende i sig selv. Men det var ikke hans statur som gjorde at folk frygtede ham. Folk var bange for Steve Michalik fordi han var rablende gal og utilregnelig. Han havde sit eget træningscenter, og det var alment kendt, at hvis man kiggede forkert på Steve når han trænede, så ville man med stor sandsynlighed vågne op i en blodpøl ude på fortovet. Efter sigende kom der en dag en ung gut ind i centret, og henvendte sig til Steve. Han sagde, ”Mr. Michalik, jeg vil være ligesom dig en dag. Jeg vil vinde Mr. America og Mr. Universe”. Steve spurgte ham om han mente det seriøst, og spurgte ham hvor meget han ville kæmpe for det. Knægten svarede, ”Jeg vil have titlen mere end noget andet i verden. Faktisk vil jeg dø for en krop som din”. Steve svarede, ”Ja, det vil du sikkert”, og bad knægten om at møde ham nede ved stranden klokken 6 næste morgen. Den unge gut mødte op til tiden, og spurgte Steve hvad han så skulle gøre. Steve tog fat i knægten og slæbte ham 20 meter ud i vandet, hvorefter han greb ham i håret, og pressede hans hoved under vandet. Han holdte ham nede i 45 sekunders tid, hvorefter han lod ham komme op og få luft et kort øjeblik. Så pressede han hans hoved under vand igen. Denne gang holdte han ham nede indtil der ikke længere kom luftbobler op. Steve hev knægten op, som nu spruttede og hev efter vejret, og råbte ham ind i hovedet, ”Når dit ønske om at vinde titlen er ligeså kraftigt, som dit ønske om at komme til at trække vejret, mens du var under vand, så kan du komme til mig igen”. Den slags var hverdag i Steve Michalik’s liv. Man vidste aldrig hvor man havde ham, og han kunne eksplodere fra det ene øjeblik til det andet.

Han ville dø på scenen ved Night of Champions

I slutningen af Steve Michalik’s karriere havde han været meget igennem, og hans krop var ved at være ødelagt af 10 års intens steroide misbrug. Han var i konstant smerte, fordi hans led var nedslidte og ødelagt. Hans blodtryk var så højt, at han var nødt til at proppe vat i næsen når han trænede, for ikke at bløde ud over det hele, når han løftede tunge vægte. Han havde pisset blod i flere måneder, og hans afføring lignede ikke længere menneske afføring. Når han kom fra træning var han nødt til at pakke hans hoved ind i is for at tage den værste hovedpine. Han var kort sagt en ødelagt mand. Men Steve Michalik var ikke færdig med bodybuilding. Han havde et sidste mål. Han ville vinde Night of Champions 1986. Han ville stå på scenen 115 kg tung, med silketynd hud, og en definition som man aldrig havde set før. Og så ville han stå i rampelyset, med pokalen i hånden, og dø foran alle tilskuerne. Det var hans mål. Han ville presse det sidste ud af hans trætte krop.

Hans bønner blev hørt

Hans ønske om at dø var meget tæt på at blive opfyldt. Ikke på scenen ved Night of Champions 1986. Men i en sygeseng på et sygehus. Omkring 2 uger før konkurrencen vågner Steve op med meget kraftige smerte i maven. Han bliver kørt på sygehuset, hvor lægerne konstatere at han har 4 meget store cyster på leveren. Den ene er ligeså stor som en moden grapefrugt. Cysterne havde vokset sig store pga. hans massive misbrug af medikamenter. Lægerne sagde at de næste 24 timer ville være afgørende for om han ville overleve eller ej.

Man skulle tro at Steve’s helbredsproblemer skyldtes, at han ikke havde skyggen af indsigt i hvad han lavede mht. hans misbrug af steroider. Men det er på ingen måde tilfældet. Steve Michalik havde interesseret sig for biokemi, fysiologi, steroider og mange andre ting siden han var en ung knægt. Han var besat af at finde ud af hvad der fik den menneskelige krop til at vokse, og blive stor og stærk. Han havde sågar skrevet en bog omkring brugen af anabolske steroider, og havde deltaget i liveshows på TV, hvor han havde diskuteret emnet med læger og andre eksperter. Nej, problemet var ikke manglende indsigt. Steve Michalik vidste nøjagtigt hvad han lavede. Hans besættelse af sporten drev ham bare til at tage nogle chancer, som en normal person aldrig ville gøre.

Han indtog store mængder orale steroider, til trods for at han godt vidste, at de var ekstremt levertoksiske. Han var besat af at tage mere end alle andre tog. Hvis hans træningsmakkere tog 2 x 50 mg anadrol pr. dag, så tog han 4 x 50 mg. Det samme gjorde sig gældende med dianabol, som er en anden oral steroide, som har levertoksiske egenskaber. Dengang var det normalt at tage 3 piller af 5 mg, men Steve øgede dosis til 12 piller. Der var ingen grænser for hvor langt han ville gå for at nå sine mål.

Men anadrol og dianabol var ikke det eneste som Steve Michalik og hans træningsmakkere indtog. De eksperimenterede med alskens suspekte medikamenter og substanser. De skulle efter sigende sågar have købt abehoveder, hvor de stak kanyler ind i hypotalamus, og trak en hormonholdig væske ud, som de injicerede sig selv med. De købte et fransk medikament som hed Triacana, som er et stofskifte hormon. De proppede sig bogstaveligt talt med alt de kunne få fingrene i. Det havde ikke kun en effekt på deres styrke og muskelmasse. De store mængder medikamenter som cirkulerede i deres krop havde også en effekt på deres psyke. De blev mildest talt rablende gale. En af Steve’s træningsmakkere løb en dag ud af centret, i den tro, at han var umenneskelig stærk og usårlig, og forsøgte at stoppe en bil med de bare næver. Han blev tromlet ned af en bil og brækkede både arme og ben. Det var den slags vanvid som var dagligdag i Steve’s træningscenter. Men det betød også, at deres træning bestod af ting som ville slå et normalt menneske ihjel. Træningspas med 70 sæt pr. muskel, 100 rep sæt, alt til failure træning, med forced reps og hele baduljen. Den fik alt hvad den kunne trække, i et forsøg på at smide flere kg muskelmasse på kroppen. Steve stod op klokken 2 hver nat, for at spise et ekstra måltid. Alt handlede om at blive større.

Den sexgale Dr. X

På et tidspunkt havde Steve kontakt til en læge, som efter sigende forsynede det meste af bodybuilding eliten med steroider. Han havde mulighed for at skaffe steroider, som var svære at få fat i. Ting som Primobolan og Parabolin. Penge var dog ikke betaling nok for Dr. X. Han forlangte seksuelle tjenester af de bodybuildere som han forsynede med medikamenter. Det nægtede Steve Michalik dog, men de fandt en alternativ løsning. Steve havde via hans træningscenter tilgang til en stor gruppe af unge aspirerende bodybuildere, som han sendte videre til Dr. X.

Det var efter han traf Dr. X, at hans steroide misbrug eskalerede. Han tog mere og mere, og han kunne mærke effekten på hans krop. Både den positive og den negative. Han voksede som aldrig før, men han kunne mærke at der var en bagside af medaljen. Hans hjerte slog hårdere end det plejede, og han fik regelmæssigt næseblod til træning, så han var nødt til at stoppe næseborene til med vat. Til tider kunne han høre fornuften skrige til ham, fra de fjerneste afkroge af hans sind. ”Stop nu for helvede med det vanvid mens der stadigvæk er tid”. Men vanviddet fortsatte. Da han i 1975 tog til Mr. Universe i London, var han så syg af steroider, at han havde svært ved at komme op på scenen. Hans kolesterolværdier og blodtryk var så højt, at han ikke længere turde lade sig undersøge af en læge.

Arnold kaldte ham fantom-bodybuilderen

I 1975 blev der dog sat en midlertidig stopper for Steve Michalik’s bodybuilding karriere. Steve kørte galt i hans bil, og blev ramt af en lastbil. Hans skader var så alvorlige, at lægerne mente, at han aldrig ville komme til at gå igen. Hans ischias-nerve var kraftigt læderet. Steve troede ikke på lægerne, og mens han lå i sygesengen, og indtog alskens medicin, fortsatte han med at injicere sig selv med testosteron. Lægerne kunne underligt nok ikke forstå hvorfor Steve’s blodtryk var så højt.

Men tilsyneladende hjalp steroiderne for første gang i Steve’s liv ham med noget positivt. For de fremskyndede helingsprocessen, og han begyndte langsomt at få følelsen tilbage i benene. Steve blev udskrevet fra hospitalet, men fremgangen stoppede her. Steve kunne stadigvæk ikke hverken stå eller gå. I et år lå han i sengen og pumpede sig selv med steroider og spiste chokoladekage. Han var en skygge af sig selv, og lignede en oppustet spærreballon. Den eneste som støttede Steve i denne periode var hans lillebror. Alle hans venner havde afskrevet ham totalt, og besøgte ham aldrig. Men lillebroren kom dagligt, og masserede Steve’s ben, mens han opmuntrede ham og sagde at han nok skulle komme tilbage på scenen. Det var først en dag Steve lå på sofaen og så en bodybuilding konkurrence i TV, at han lagde selvmedlidenheden på hylden, og gjorde noget aktivt for at komme videre. Han fik nøglerne til et lokalt center af en gammel ven, og fik hans lillebror til at køre ham derind. Lillebroren hjalp ham fra maskine til maskine, og i løbet af kort tid begyndte hans overkrop at ligne sig selv. Hans ben var stadigvæk små og svage. Men efter et par måneder begyndte han at få smerter i benene. Umiddelbart skulle man tro det var grund til bekymring, men i Steve’s tilfælde ville man sige, tværtimod. Lægerne havde sagt det kunne tage op imod 10 år, før ischias-nerven havde regenereret sig selv. Men steroiderne havde tilsyneladende fremskyndet denne proces, og smerterne var et symptom herpå. Han øgede nu doserne på alle hans steroider, og et halvt år senere kunne han benpresse 380 kg, og hans ben havde genvundet det meste af deres størrelse. Et år senere gik han uannonceret op på scenen ved en grand prix konkurrence i Florida. Arnold var med-kommentator for TV stationen ABC, og troede ikke sine egne øjne. ”Det er Steve Michalik. Jeg troede han var invalid. Hvilken fantom-bodybuilder”.

En misbruger stopper aldrig

Hvis Steve Michalik havde været klog, så havde han stoppet efter denne optræden. Arnold havde praktisk talt gjort ham til en legende. Fantom-bodybuilderen, som kom tilbage efter at havde været erklæret invalid. Han kunne have spundet guld på dette. Men en steroide misbruger stopper aldrig. Og det gjorde Steve heller ikke. Hvis han kunne opnå dette, med de doser og medikamenter han havde kørt indtil nu, hvad kunne han så ikke opnå med alle de nye medikamenter som dukkede op, og med endnu højere doser? Det var mentaliteten. Det vidnede hans træningscenter også om. På væggene var der ikke, som i mange andre træningscentre, billeder af de store bodybuildere. Der var i stedet for billeder af store kanyler, og tekst der sagde ”ØG DOSIS”. Det var reelt en stor reklame-søjle for anabolske steroider. Men kunne måske undre sig over hvorfor Steve Michalik ikke var i politiets søgelys, men efter sigende trænede de fleste politifolk i hans center, og købte steroider af ham. Hans center var en magnet på de mest suspekte typer. Der var blandt andet en tidligere Mr. America, som var så ulykkelig da hans hund døde, at han fik den udstoppet, og tog den med rundt fra maskine til maskine, når han var nede og træne. Der var en kæmpe gut på 210 cm, som en dag løb rundt i centret og råbte ”JEG SLÅR JER ALLE SAMMEN IHJEL”. Der var ingen som vidste om han mente det, eller om de var for sjovt. Uanset hvad, så var Steve’s center fyldt med gale mennesker, og Steve var den mest gale af dem alle. De var alle bange for Steve.

Kroppen begyndte at sige fra

I starten af 80’erne begyndte Steve’s krop langsomt at sige fra. Han havde regelmæssigt blødninger fra adskillige steder i kroppen. Han havde konstant smerte i alle led, og han havde kraftig hovedpine hver dag. Han udviklede derfor en afhængighed af smertestillende medikamenter. Ved en grand prix konkurrence i Toronto faldt han om, med spasmer fra top til tå, og arrangørerne måtte bære ham ud. Til trods for at hans form ved de seneste konkurrencer havde været dårligere og dårligere, så levede han stadigvæk med drømmen om at vinde en stor konkurrence. Han var besat af tanken om at vinde Night of Champions i 1986, om så han skulle dø på scenen. Men som nævnt tidligere kom den drøm aldrig i opfyldelse. Hans massive lever cyster satte en stopper for denne drøm. Men til Steve Michalik’s held, så blev lever cysterne mindre. Hans liv var reddet, men hans veltrænede krop visnede ind til ingenting. I løbet af 3 uger tabte han 35 kg. Alle hans indre organer fungerede ekstremt dårligt, og hans nyrefunktion gik fra 60 % til 20 % i denne periode. Hans sorte hår blev gråt. Og de få timer han var ved bevidsthed hver dag, lavede han ikke andet end at græde. Hans store stærke krop var reduceret til ingenting, og hvor han tidligere havde styrke til at benpresse 700 kg, og køre gentagelser med 180 kg i bænkpres, så kunne han nu knap nok finde styrke til at løfte hovedet fra puden.

Steve Michalik i dag


Steve Michalik i dag

Steve blev dog efter noget tid udskrevet fra hospitalet. Hans krop ville dog for altid være mærket af hans vanvittige steroide misbrug. Hans hormon værdier svarede til en 12 årig piges, og han havde ikke haft en erektion i 3 år. Han gennemgik nogle afgiftningsprogrammer, bestående af løbetræning og en stram diæt. Efter et stykke tid begyndte hans blodværdier at nærme sig noget der var normalt. Han var dog på ingen måde ude af mørket. I årene efter oplevede Steve en lang række helbredsproblemer, som med stor sandsynlighed kunne spores direkte tilbage til hans misbrug. Blandt andet fik han et hjerteanfald og en hjerneblødning, men overlevede begge dele. I dag er han meget kraftig fortaler for drug-free træning, og rejser rundt og holder foredrag om farerne ved anabolske steroider. Steve Michalik er et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når en besættelse for bodybuilding fører ind i et misbrug af anabolske steroider. Hvis man spørger Steve i dag, om han fortryder hans misbrug, og ham ville gøre det om hvis han kunne, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville svare et rungende, JA.

Relaterede artikler om doping

En dopingbrugers historie – 1 af 3

En dopingbrugers historie – 2 af 3

En dopingbrugers historie – 3 af 3