elephant-in-the-room

Elefanten i rummet

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Vil en eller anden ikke nok begynde at snakke om elefanten i rummet? Eller ok, måske er det ikke en elefant, men en mand. En død mand. En KÆMPEstor død mand. Faktisk er det ikke kun en, men en rimeligt stor bunke af kæmpestore, døde mænd. Mænd som var kendte for enten at være store og hakkede eller store og stærke og mænd som sandsynligvis har taget billetten på bekostning af det. Nogle af de øverste (og underforstået sidste) i bunken er den canadiske bodybuilder Greg Kovacs og stærkmanden Mike Jenkins, som begge er døde indenfor de sidste uger. Hvis man bruger et par minutter på at google døde stærkmand, bodybuildere, styrkeløftere og wrestlere, så kan man hurtigt se at der er en dramatisk overvægt af dem, der er døde tidligt i deres liv.

Som du måske allerede har gættet, handler denne artikel om bagsiden af det at være unaturligt stor og stærk, nemlig at det potentielt er dødeligt og at vi måske skal tænke over om og hvordan disse mænd bliver idoliseret, specielt af helt unge mænd. Jeg syntes i hvert fald selv som tidlig teenager at de her store mænd var tæt på halvguder. At mange af dem havde kroppe der var voldsomt i stykker på indersiden druknede i FLEX forsider og voldsomme løft.

Hvad er nyt?

kovacs-palumboism

Kovacs var kendt i 90’erne for at være den største bodybuilder der var. Han kom aldrig rigtigt i en god konkurrenceform og vandt aldrig nogle større konkurrencer af samme grund. Man han blev dog kendt på at være den største og stærkeste bodybuilder der fandtes, med en vægt på over 180 kg, de magiske 400 pund. Han blev ved med at konkurrere et stykke op i 00’erne og så ikke overraskende mindre og mindre sund ud og blev en poster boy for det fænomen, der kaldes Palumboism, som er en manifestation af lidt for lang tids brug af krudt. Det viser sig ved at arme og ben ikke længere kan holde sig store og at torso og maven specielt hæver op… Og i en verden hvor fascinationen af størrelse og det ekstreme var og er så stor, blev det hans liv at være den vildeste, lige indtil han døde som 44-årig. Mike Jenkins var professionel stærkmand og havde fået en femte plads til Worlds Strongest Man 2012 og vundet Arnold Strongman Classic det samme år. Han var altså ret ny i stærkmands gamet, men meget lovende. Han var en kæmpemand på 198 cm og en vægt på 180-190 kg. Han døde af hjertesvigt i sin søvn som 31 årig. Jeg kan strengt taget ikke vide med 100% sikkerhed om disse mænd døde af steroider, men de er bare de sidste i en lang række af store mænd, der er døde meget tidligt. Hvis du ikke tror mig kan du prøve at google ”dead” i kombination med ”strongmand”, ”bodybuilder”, ”powerlifter” eller ”wrestler”. Der findes sågar hjemmesider til at holde styr på

Fra barnlige fascination til voksen realisme

Som dreng fulgte jeg intenst med i stærkmandskonkurrencer, både det daværende Hercules i den gamle by i Århus, Danmarks stærkeste mand og Verdens stærkeste mand. År efter år. Der var (og er) bare noget helt særligt over de her kæmpestore, meget stærke mænd. Jeg har dog haft en lang periode, hvor jeg også skulle bruge min opmærksomhed på en masse andre ting og i de seneste år er stærkmandssport vokset lidt på mig igen (eller også er det bare fordi jeg har fået adgang til Eurosport). Men forleden sad jeg og så Worlds Strongest Man 1994 fra Sun City i Sydafrika. Et af de bedste år, hvor der var episk battle imellem Magnus Ver Magnusson, den stille islænding, og Manfred Hoeberl, den østrigske bodybuilderstærkmand med kæmpe guns (67 cm! Sandsynligvis uden olie) og dertil passende bandana, om første pladsen og hvor det først blev endeligt afgjort i sidste disciplin.  Når man smider andre stærkmandskæmper som Badenhorst, Riku Kiri og Ted vand der Parre ind i det, var der lagt op til noget stort. Jeg kan huske hvordan jeg så dén stærkmandskonkurrence sammen med min far i stuen og synes de var så seje og kæmpestore. Forleden så jeg den igen på youtube og så bagefter begik jeg ”fejlen” at bagefter se jeg WSM 2012 finalerne, hvor top 5 havde en gennemsnitsvægt der var ikke mindre end 40 kg højere end for deltagerne i 1994, uden at være tykkere og deres løft er tilsvarende blevet mere sindssyge. I 80’erne og 90’erne endte logpress konkurrencer omkring 160 kg, og nu om dage kommer de ofte over 200 kg. Tilsvarende kan de fleste moderne stærkmænd stærkere dødløftere, hvor der er flere i top 5 i verden i stærkmand, der kan reppe med 380-400 kg, noget der var uhørt i 90’erne. Atlas stones nu om dage går jo op til næsten 200 kg, mens de generelt sluttede ved 130-140 kg i 90’erne. De er ikke bare blevet stærkere, men meget stærkere. En moderne stærkmand som Zavickas eller Brian Shaw kunne have spist Magnus Ver Magnusson som mellemmåltid.

elephant

En lignende udvikling er sket indenfor bodybuilding, men lidt tidligere og over lidt længere tid. Den udvikling, der er sket i stærkmand, startede lidt tidligere i bodybuilding og man så de første massemonstre i bodybuilding i starten af 90’erne, en slags æra der nok blev startet af Dorian Yates. Siden da er det selvfølgeligt blevet endnu mere ekstremt

Da Arnold Schwarzenegger konkurrerede som bodybuilder var han omkring 186 cm og stillede op med en konkurrencevægt på cirka 110. Moderne elite bodybuildere vejer op mod 130 kg og er generelt under 175-180 cm. Så de moderne top bodybuildere er 5-10 cm lavere og vejer 15-25 kg mere! Bodybuilderne fra den gyldne æra havde arme på 50 cm. Moderne bodybuilder flasher guns på omkring 60 cm…

Hvad har ændret sig?

Dét som gør forskellen er ikke bare krudt, men MASSIVE mængder krudt, i særdeleshed for stærkmand.

Dét, der gør at moderne stærkmænd og bodybuildere er så meget større og/eller stærkere end de var for 20 år siden, er ikke at de er blevet meget bedre til at træne eller spise. Selvfølgelig er der sket en professionalisering af sport generelt, så der er flere der kan leve af det på fuldtid og dermed flere, der kan dedikere den nødvendige tid til event træning osv. Men det er ikke dét, der giver 40 kg ekstra i log press og 30 kg mere i dødløft eller 10 cm større guns. Og tro mig, stærkmandsudøverne og bodybuilderne i 80’erne og 90’erne holdt sig ikke tilbage, når det kom til krudt. Dét som gør forskellen er ikke bare krudt, men MASSIVE mængder krudt, i særdeleshed for stærkmand. Den slags info der slipper ud om krudtmisbrug blandt bodybuildere, antyder at det ikke er helt lige så slemt blandt dem, som blandt stærkmænd, men hvor slemt står det til?

Størrelseordener

Hvis du har fået hakket løgene af eller skadet hypofysen, vil din testosteron (læs mere om testosteron her)erstatningsterapi oftest være på 250 mg testosteron enanthat hver anden til tredje uge, altså svarende til 60-90 mg ren testosteron i ugen (enanthaten udgør noget af vægten).

Da jeg begyndte at følge med i alt det her med steroider som teenager, var en begynder-kur vel omkring 300-600 mg testosteron (eller tilsvarende) i ugen. Nu om dage er den vel på 500-1000 mg/uge og for en erfaren krudter 1000-2000 mg/uge. Der har simpelthen været en drift i hvor meget krudt, man synes man kan tillade sig at tage. De mængder, der bruges af moderne stærkmænd er meget, meget højere end det, ofte over 7000 mg/uge. Selvom det selvfølgelig er en privat sag er rygterne omkring professionelle BB’ere mere moderate og lander dem på 1500-4000 mg i ugen, dog typisk mixet mere op med alt muligt andet medicin og selvfølgelig i lang tid ad gangen, for nogle udøvere mere eller mindre kronisk. Jeg er personligt forholdsvist overbevist om at evnen til at respondere særligt godt på krudt eller at have en stor modstandsygtighed overfor krudt-afledte bivirkninger er blevet et selektionskriterie i moderne bodybuilding, på linie med en god knoglestruktur, skadestolerance osv.

Men dét er forklaringen på at de moderne stærkmænd ikke kun er 5% stærkere, men 10-20% stærkere end for 20 år siden og moderne bodybuildere er 20-30% mere massive end for 30 år siden. Og det er med al sandsynlighed også grunden til at så mange af disse mænd dør meget unge.

Og hvad så?

Man kan argumentere for at dét at bruge krudt og meget af det, er et valg disse mennesker træffer – en kalkuleret erhvervsrisiko, som de tager som en del af en ekstrem livsstil, på samme måde som rockstjerner, for hvilke occupational partying med alt hvad der til hører af alkohol, stoffer og kønssygdomme ender med at slå dem ihjel. Og hvis dét er tilfældet og man accepterer en præmis om at det kan være et legitimt valg at træffe, så er dén del af det vel nogenlunde okay. Man må bare håbe at der ikke er nogen af udøverne, der er i den situation, at de føler sig tvunget til at bruge mere krudt for at kunne ”følge med”, så de kan sikre sig deres næste sponsoraftale, deres næste præmiesum, deres næste seminar osv. Og dét kan jeg i hvert fald personligt godt være en situation, som jeg tror nogle af disse folk har været i. Man forledes let til at sammenligne med travheste der drives til deres død af umenneskelige konkurrencevilkår.

kai-green

Problemet ved alt det her er i virkeligheden, at der er en hel industri, der har til formål at ikonisere de her fysisk enormt store og stærke mænd, så der bliver skabt en fortælling, en forestilling, som man kan sælge i form af kosttilskud. Og det er ingen hemmelighed at mange af de amerikanske kosttilskudsfirmaer gerne vil have så modbydeligt store/stærke/hakkede uhyrer som muligt at sætte på klistermærkerne til deres pulvere og piller. Formålet med IFBB, der blev startet af Weider brødrene, var fra starten af at skabe opmærksomhed omkring bodybuilding, så sporten og udøverne kunne bruges til at sælge kosttilskud. Fra starten af – og det har ikke ændret sig. Der ér altså indbygget nogle mekanismer i sporterne, som kan skabe et pres, der kan få folk til føle sig tvunget til at krudte sig for at følge med. Ikke en rar tanke at følge til dørs.

Det er specielt unge mænd, der er modtagelige for denne ikonisering af nogle kropslige idealer, som er aldeles uopnåelige uden uhyrlige mængder medicin. Men i denne ikonisering udelades det belejligt at disse kroppe ikke kan nås uden krudt og altså i nogle tilfælde bliver syge og dør, som følge af dét, der har gjort dem så ekstreme at de kunne ikoniseres. Det er som om den der ”fuck, hvor er de seje”-tanke bliver knap så appellerende, når selve dét, der gør at man synes de er seje ender med at æde nogle af dem op indefra. Og man kan bare ikke tale om det – stofferne er i enormt høj grad blevet ”elefanten i rummet”. Alle ved at det er gamechangeren, der har ændret alt. Når der sidder IFBB professionelle og giver seminarer til Loaded Cup, vil 80% af tilhørerne jo i virkeligheden mindst lige så gerne vide hvilket og hvor meget krudt profferne tager, som hvordan de spiser og træner. Og når disse spørgsmål kommer, for det gør de en gang imellem, skal vi enten lide under tåkrummende, forfærdelige løgne om ren idræt eller lige så tåkrummende bortforklarende grin. Udøverne vil jo ikke risikere deres sponsoraftaler, vel?

Outro

Jeg er stadig fascineret af store, stærke mænd. Min fascination er nok blevet knap så uskyldig og har fået nogle mere dystre undertoner. Men jeg er helt sikker på, at der findes masser af teenagerdrenge for hvilke denne fascination stadigvæk er 100% romantisk og drysset med lige dele heavy metal, Conan fantasier, og fallisk fascination. Og denne romantiske forestilling om kæmpekroppen bør altså følges af et realistisk syn på de omstændigheder, der hører med, ellers tror jeg det kan få nogen til at gøre nogle dumme ting med krudt, som de ikke har tænkt til ende…. Det er slemt nok at unge mænd om Jenkins dør ikke for, men af deres sport, men hvis det betyder at de tager andre med sig, alene fordi det ikke fra starten stod klart hvad omkostningen ved at gøre som profferne, er det næsten ubærligt.

Pas på jer selv.