charlesthumbnail

En legende bliver født

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Den stærkeste mand på jorden

Lang tid før ’The golden age of bodybuilding’, lang tid før de episke kampe mellem Arnold, Franco Columbo, Serge Nubret og Lou Ferrigno, som bl.a. er portrætteret dramatisk i filmen Pumping Iron, var der en kort periode, som vi kan kalde ’The golden age of professional strongmen’, hvor kampene mellem de stærkeste mænd på jorden, ikke var mindre spektakulære end kampene mellem Arnold og hans slæng. I denne artikel skal vi se på en skelsættende aften i nov. 1889, hvor verdenshistoriens første egentlige muskelsuperstar sparkede sin karriere i gang med nogle mindeværdige stunts.

Charles Sampson. Blærede medaljer much?  Billede fra: Graeme Kent – The Strongest men on earth, The Robson Press 2012

Charles Sampson. Blærede medaljer much?
Billede fra: Graeme Kent – The Strongest men on earth, The Robson Press 2012

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) sagde på et tidspunkt om sig selv: ’Jeg er ikke noget menneske – jeg er dynamit!’ Det samme kunne med lethed siges om stærkmanden Charles Sampson, født 1859, som for øvrigt til forveksling ligner en muscled-up udgave af selvsamme Nietzsche. Havde Sampson levet den dag i dag, ville han konstant have været i medierne. Han var et powerhouse af storhedsvanvid, snyd og bedrag og gode historier. For det første påstod han, at hans enorme kræfter ikke kom fra hård træning, men var kommet til ham, fordi han var blevet ramt af lynet som 14-årig. Han havde ellers været en lille svagelig knægt, men havde som en anden superhelt, fået superkræfter af lynet. Sampson var godt nok kun 172 cm høj, men han påstod hårdnakket, at han vejede 96 kg og havde 46 cm overarme, hvilket nok, som så meget andet med Sampson, var en voldsom overdrivelse.

Sampson var en satans karl, der yndede at stille op til sine shows i tights, gladiatorstøvler, pisse mange fortjenstmedaljer og et skide flot overskæg. Han var fuld af gode historier. På et tidspunkt påstod han, at han var blevet overfaldet af en fuld officer med en sabel, men at affæren var endt med, at Sampson havde brækket mandens ene skulderblad 3 steder. Han påstod også, at have sat en hel fabriksproduktion i stå, ved at hive en maskine løs fra dens boltede fundament. Hvorfor han rendte rundt og lavede vandalisme på diverse fabrikker, svarede han dog aldrig på. Han havde angiveligt også, som en slags 1800-tals Rambo, klaret sig heroisk gennem, at blive såret i den fransk-preussiske krig, og havde lappet sig selv sammen med forhåndenværende materialer. Måske ikke med gaffa tape, men noget i den stil.

Rambo lapper sig selv sammen med krudt og ild.  Billede fra: allouttabubblegum.com

Rambo lapper sig selv sammen med krudt og ild.
Billede fra: allouttabubblegum.com

Sampson var på ingen måde interesseret i, at være en del af hele stærkmandsfællesskabet med de andre stærkmænd, men kørte sig eget løb, og gjorde sig derfor ret hurtigt upopulær blandt de andre stærkmænd i branchen. Dette kom sig bl.a. af, at han insisterede på, at kalde sig den stærkeste mand i verden, selvom det var åbenlyst, at han langt fra var den stærkeste.

Han snød også så vandet drev i sine shows. Mønter der skulle brækkes midt over, havde han f.eks. filet svage på forhånd, så de var lette at knække. Under et af sine shows, var der blandt publikum en række andre stærkmænd, som havde luret tricket med de filede mønter. De bad derfor på et tidspunkt Sampson om, at brække nogle mønter de selv havde med. Dette nægtede Sampson pure, og sammen med resten af publikum, begyndte stærkmændene derfor, at tyre mønter efter Sampson. Mange mønter. Sampson var pisse ligeglad. Han tog imod møntstormen, og da de havde fået gennet pøblen ud, samlede han alle mønterne sammen og gik i banken med dem. Mest indbringende aften ever! Haters gonna hate.

Billede fra: fitnessblackbook.com

Billede fra: fitnessblackbook.com

Andre af Sampsons tvivlsomme metoder bestod i, at han havde fået fremstillet en vægtstang, der kunne boltes usynligt fast til den blytunge vogn den blev kørt rundt på. Publikum fik først mulighed for, at prøve at løfte stangen, hvilket ingen kunne, da den jo var boltet fast. Derefter tog Sampson over, og løftede den under stor prusten, stønnen, ståhej og klapsalver fra tilskuerne. Hans assistent Cyclops, en anden semi-legendarisk stærkmand, havde forinden, ved at lade som om han pudsede vægtstangen, løsnet boltene, så stangen nu var omtrent 180 kg lettere, og ingen sag for Sampson at løfte. En lignende metode blev brugt med en vægtstang, som lå oven på 2 store olietønder. Efter publikums mislykkede forsøg på at løfte den, gik Sampson amok i en warm-up rutine, hvor han tilsyneladende skulle psyche sig selv op til løftet. Han løb som en galning frem og tilbage på scenen, brølede og slog sig på brystet som en hangorilla, alt sammen for at trække opmærksomhed væk fra Cyclops, som i mellemtiden lod alt det sand som kuglevægtene var fyldt op med, strømme ned i olietønderne, så vægten nu var til at løfte. Snedig rad. En slags datidens Rune Klan. Bare muskuløs og stærk. Og med overskæg. Men ellers. 1800-tals Rune Klan. –ish.

Overskæg var pisse populære dengang.  Billede fra: vintagevenus.com.au

Overskæg var pisse populære dengang.
Billede fra: vintagevenus.com.au

En ny udfordrer til tronen

Sampson lavede mange forskellige succesfulde shows, især i England, men 2. nov. 1889, blev en aften, hvor en ny ung brushane skrev sig ind i historiebøgerne på Sampsons bekostning. For at trække tilskuere til, havde Sampson udlovet en præmie på 500 £, til den der kunne kopiere hans styrkebedrifter. Mange havde prøvet forgæves, men en ung muskuløs preusser, også med smukt hår og flot overskæg, havde overrasket Sampsons makker Cyclops nogle dage forinden, hvor han uden større besvær, havde slået Cyclops i direkte styrkekamp. Denne unge mand havde lovet at komme tilbage 2. nov, for at tage kampen op med Sampson selv, og vinde de 500 £.

The Royal Aquarium.  Billede fra: lucasbrothers.co.uk

The Royal Aquarium.
Billede fra: lucasbrothers.co.uk

Det spektakulære teater, hvor showet blev afholdt, The Royal Aquarium i London, var denne aften packed til randen med i omegnen af 10.000 tilskuere. Udenfor var der ligeledes stopfyldt med mennesker, som var blevet afvist ved døren, på grund af pladsmangel i teatret. Entréen var denne aften skruet op til 1 shilling, hvilket man på daværende tidspunkt kunne få 60 cigaretter eller 6 glas øl for.

Sampson var i gang med sit vanlige show, men alle gik bare og ventede på, at den unge alpha male, der ville udfordre Sampson, dukkede op. Sampson var på ingen måde interesseret i at møde ham, da han havde set, hvor stærk han var, da han slog Cyclops nogle aftener forinden. Sampson risikerede nu, at blive ydmyget i sit eget show. 10 min før deadline var udfordreren endnu ikke dukket op, og Sampson proklamerede højlydt og selvsikkert: ’Ah – see. He does not come!’ Udfordreren var dog undervejs. Han var blevet opholdt, af de mange afviste tilskuere uden for teatret, og stod nu ved indgangen, hvor han blev afvist af dørmanden, som troede han bare var en random tilskuer og smækkede døren i for ham. Dette fandt den unge preusser sig ikke i, og han lagde an til angreb, og smadrede med et flot løb og en skuldertackling døren, og tvang sig adgang til teatret.

Udfordreren, som kun talte gebrokkent engelsk, var klædt som en verdensmand i Victoriansk overklassetøj med monokel og hele pivtøjet. Da han nåede scenen, smed han dog dette tøj, og stod nu iført en pink wrestling dragt. Legendary, er vist det ord der må bruges her.

Hvad de egentlig skulle kæmpe om, var lidt uklart, men det skulle handle om styrke, og være en del af Sampsons vanlige show. Sampson var allerede begyndt at jonglere med flasker, men dommerne, som skulle styre løjerne denne aften, bad ham stoppe med sit pjat, da det ikke var skide styrkerelateret.

Derefter tog Sampson et stykke stål og tæskede løs på sine arme og ben for at bøje det. Preusserknægten fulgte trop og gjorde det samme, om end han aldrig havde prøvet det før. Det var knapt så yndefuldt som Sampsons udgave, men det lykkedes ham også at bøje jernet.

Billede fra: i2.wp.com

Billede fra: i2.wp.com

Derefter spændte Sampson en wire rundt om brystet, som han sprængte ved at suge luft ind og spænde sine muskler. Udfordreren fulgte trop uden at anstrenge sig synderligt. Sampson begyndte at virke desperat nu, og fandt endnu en flaske frem. Det var uvist hvad hans intention var, men dommeren bad ham lægge den fra sig og holde op med alt det flaske pjat. Sampson var ved at koge over. Han kastede sig derfor over sit glansnummer, som var, at sprænge en armkæde. Han spændte den om den ene overarm, og flexede til den sprængte. Den unge Friedrich, som udfordreren hed, var dog velforberedt på dette glansnummer, da ham, og hans manager, havde set Sampson lave det før, nogle dage forinden, da Friedrich havde slået Cyclops. Først prøvede Friedrich en af Sampsons armkæder, men den var alt for lille. Friedrichs arme var 42 cm da hans form peakede, og det siger også lidt om, hvor meget Sampson havde overdrevet, da han påstod at have 46 cm overarme.

Tilskuerne fik derefter lov til, at røre ved kæderne, inden de blev returneret til scenen, hvor Friedrich spændte dem om begge overarme, og sprængte dem uden problemer.

Friedrichs manager hev derefter to tilsvarende kæder frem af inderlommen, fra samme producent som Sampson brugte. Manageren havde fået fremstillet dem til lejligheden, blot i en længde der passede Friedrich. Dette vakte selvfølgelig mistro blandt både tilskuere, dommere og hos Sampson, men tilfældigvis var producenten tilstede, og han garanterede, at der ikke var fusket med kæderne. De var bundsolide og ikke til at sprænge for almindelige mennesker. Tilskuerne fik derefter lov til, at røre ved kæderne, inden de blev returneret til scenen, hvor Friedrich spændte dem om begge overarme, og sprængte dem uden problemer.

Nogle år senere røbede en kvinde som var blandt publikum den aften, at hun havde haft 2 tilsvarende kæder på sig, som hun havde fået af Friedrichs manager. Under publikums befamlen af kæderne, havde hun udskiftet de solide kæder, med dem hun havde på sig. Kæderne var på bedste Sampson manér filet til, så de lettere kunne sprænges. Med ild skal ild bekæmpes.

Sampson, som nu efterhånden var detroniseret, fandt dernæst på, at han ville rive et læderbælte midt over, men dommerne påpegede, at da det ikke var en del af Sampsons vanlige rutine, som var den udfordreren skulle kopiere, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at vinde de 500 £, var det ikke en godkendt disciplin, og hvis ikke Sampson havde mere at byde på, så måtte han hellere hoste op med præmien til Friedrich.

Billede fra: matthewreeves.org

Billede fra: matthewreeves.org

Friedrich, som efterhånden var sikker på sejren, viste nu storsind, og ville gerne give Sampson mulighed for at vinde pengene tilbage, så han gik rask væk i gang med at løfte en 127 kg’s håndvægt op i strakt arm, hvorefter han lavede en slags turkish get-up med den. Derefter sprang han en kæde der var blevet viklet om hans ene overarm, mens han overhead pressede en 100 kg’s håndvægt med den anden hånd, og bad Sampson gøre ham kunsten efter hvis han kunne. Publikums reaktion var noget i retning af: ’Follow that Sampson you little bitch!’ Sampson kunne intet stille op mod denne præstation. Han manglede ganske enkelt råstyrken. Og uden mulighed for at snyde sig til en sejr, var han ved at gå amok og komme op at slås med Sandow, som netop havde ydmyget ham i sit eget show. Sampson mumlede noget om humbug og fair play og fortrak hurtigt og forsvandt i mængden, inden der kom styr på finanserne. Det endte derfor med, at chefen for teatret måtte skrabe alt det sammen han kunne finde rundt omkring i pengeskabe og skuffer, for at undgå at publikum gik amok over den manglende betaling til den nye unge styrkechamp, og smadrede stedet totalt. Han kunne dog kun skrabe 350 £ sammen, men Friedrich var godt tilfreds. Han havde netop banet vejen for det der skulle vise sig, at blive en af de mest indbringende og flotte karrierer, som nogen muskelmand kunne tænke sig.

Billede fra: ifbbpro.com

Billede fra: ifbbpro.com

Sampson, på den anden siden, fortsatte efter denne aften ufortrødent med at kalde sig verdens stærkeste mand og lave sine shows. Som sagt, han var en egenrådig satan, der just didn’t give a fuck. Dysten mellem de to, blev efterfølgende omtalt i aviser både i Engand, men også i USA, ligesom der blev skrevet sange om sejren. F.eks. sangen ”The Strongest Man On Earth” af Alec Hurley. Der blev også lavet pisse sjove sketches og teaterforestillinger om sejren. Komikerne The Griffith Brothers lavede f.eks. en sketch med følgende dialog, hvor de gjorde grin med stærkmændenes navne og ofte brede accenter:

”What is your name?”
”Gorgonzola.”
“Mein Gott! You must be strong!”

Den unge Friedrich som var løbet af med sejren, skulle siden hen blive kendt under navnet Eugen Sandow. Han begyndte på baggrund af al den publicity der fulgte, at tjene styrtende med penge efter sin sejr over Sampson. Han tjente omtrent 15 gange så meget som Sampson for hvert show han lavede, og endte til sidst med blive et ikon inden for træningsverdenen, lægge krop til Mr. Olympiastatuen ’The Sandow’ udført i bronze af franskmanden Frederick Pomeroy, og blive datidens svar på Arnold Schwarzenegger. Men alt det er en helt anden historie, som du bl.a. kan læse mere om her.

Kilde: Graeme Kent – The Strongest men on earth, The Robson Press 2012