trænerudd5

Hvordan bliver jeg personlig træner eller muskelekspert?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Jeg modtager ofte PM’er, mails og facebook beskeder fra unge mænd og kvinder som gerne vil vide hvordan de kan blive træningseksperter eller personlige trænere. Det sjove ved dét er at jeg slet ikke selv er eller har været særligt økonomisk succesfuld personlig træner eller sportsstøttetræner og jeg skulle hilse at sige at der er lang vej fra at mange folk synes at man er ekspert, til at man kan leve af det. Men jeg kender både fitness miljøet, de fleste af Danmarks succesfulde trænere og miljøet omkring Team Danmark godt nok til at jeg godt kan komme med nogle kvalificerede bud på hvad vejen kan være.

Hvordan bliver jeg en god personlig træner?

Der findes mange veje til at blive en god personlig træner, men allerførst skal man tænke over hvad der kvalificerer én til at blive ”god”. Handler det om at tjene mange penge, blive kendt, være god til at gøre folk stærkere, slankere eller hurtigere eller noget helt andet, for disse ting hænger ikke fuldstændigt sammen. Det skyldes at der findes mange typer kunder til personlige trænere, altså at blandt de kunder, der er villige til at smide 500+ kroner per session for personlig træning, er der mange forskellige ønsker og forventninger til hvad der skal komme ud af det og dermed findes der forskellige klient segmenter og altså følgelig flere forskellige typer trænere, der passer til disse forskellige segmenter.

trænerudd1

Nogle klienter er f.eks. interesserede i at tabe sig, nogle er interesseret i at blive store og hakkede, andre i at blive stærkere, andre i at finde velvære. Sidstnævnte findes ofte i forskellige vinklinger på f.eks. at stresse ned eller at finde noget kønsspecifik kropslighed (f.eks. ”Tag dig sammen, MAND”). Endelig skal man huske på at nogle af dem der køber personlig træner, køber det som en slags accessory, hvor det handler lige så meget om at de købet et stykke branding, et stykke historie til deres egen fortælling om dem selv (sandsynligvis tilfældet med Ninka og co, Detoxcirkus’et og Ninka’s ”kernesund familie” forløb).

Men for at få en god forretning er det slet, slet ikke nok at man er god til at træne folk og skabe ændringer. Hvis folk ikke ved kender éns navn og brand, kan de nemlig ikke købe noget af én. Der er mange måder at skabe opmærksomhed omkring sig selv og selve dét at kunne skabe gode resultater i folk er selvfølgelig en af dem, men langt fra den vigtigste. At have en aktiv profil på sociale medier og i blogsfæren og at smide godt tekst-, billede- og videoindhold op, at skrive artikler og generelt at udnytte muligheder for at komme i medierne hører også med. At have et navn der er kendt, fordi man selv har været eliteudøver indenfor et eller andet hjælper selvfølgelig også svært.

Men her støder man på noget af det, som jeg vil sige er et problem ved menneskeheden. Ting der er kontroversielle er nemlig mere fængende for opmærksomheden, end ting der ikke er. Derfor vil en træner, der benytter sig af kontroiveriselle/bizarre forklaringsmodeller, øvelser, programmer, kostprogrammer etc. have lettere ved at skabe opmærksomhed omkring sin person/sit brand, end en, der benytter sig af mere konventionelle metoder. Det er en af grundene til at personer som Tracy Anderson har haft let ved at skabe sig et navn. Det er simpelthen lettere at få gang i sin forretning, hvis man har en gimmick, end hvis man ikke har. Det kan være slyngetræning, udendørstræning, kettlebells, reformer yoga eller hvad fanden ved jeg. Disse gimmicks skaber er dels med til at selektere et særligt kundesegment og dels med til skabe et indtryk af merværdi af ens produkt, idet man jo via denne gimmick distancerer sig fra andre trænere.

Derudover findes der en lang række grundholdninger eller grundtyper i kundesegmentet, som ofte bliver brugt i markedsføring. F.eks. findes der den en nyholisme, som er meget baseret på en emotionel/intuitiv tilgangsvinkel til ting. Det følges ofte med en afstandtagen fra egentlig styrketræning og anstrengelse og meget fokus på fleksibilitet, bevægelseskontrol, åndedrætskontrol, udrensning og at holde sig fra stimulanser (som kaffe). Der findes også den alternative modkultur, som er karakteriseret ved at have gluten og sukker og total afvisning af at mættet fedt har noget med hjertekarsygdomme at gøre, tro på funktionel medicin, lowcarb diæter, tå-sko, osv. Hvis man som træner/ekspert/whatever signalerer et tilhørsforhold til en eller flere af disse grupper, udgør det som regel et stærkt marketing værktøj.

Alt det her lyder enormt kynisk, men det behøver det egentlig ikke være. Der er helt sikkert fitness personer derude, som profilerer sig på ting de ikke selv tror på, alene for marketing værdien (ingen nævnte, ingen glemt), men hvis man som spirende personlig træner rent faktisk kan, ved eller tror noget særligt, som andre ikke kan, så er det vigtigt at få gjort opmærksom på det, så den slags kunder der er ude efter lige præcis dét har lettere ved at finde dig.

Men når jeg bliver spurgt til hvordan man bliver personlig træner går spørgsmålet ofte primært på uddannelse i forhold til praktisk viden og træningshåndværk og ikke alt muligt trælst marketing gøgl. Hvilke uddannelser skal man tage og hvilke kurser. Og det er et virkeligt godt spørgsmål. Igen, så afhænger svaret af hvilken type træner man gerne vil være.

Rent pragmatisk kan man sige at hvis man kigger udover de mest succesfulde personlige trænere i Danmark, tegner der sig ikke et ensartet billede. Selvfølgelig er der en del fysioterapeuter eller folk med idrætsuddannelser fra universitetet, men der er næsten lige så mange salgsuddannede eller autodidakte.

Træningshåndværk

Men hvis vi ser bort fra alt det små-alternative og fokuserer på selve det at blive god til at lave resultater, så er klart det vigtigste at få opbygget et solidt træningshåndværk og en fornemmelse for hvordan træning virker på kroppen. Det er noget, der tager hundredevis til tusindvis af timer at opbygge. Derfor vil jeg altid sige at det er en fordel at opbygge erfaring som udøver indenfor en sportsgren, hvor man fokuserer på at opøve fysiske ydeevne og bevægelseskvalitet, som fitness, bodybuilding, styrkeløft, vægtløftning eller atletik. En baggrund i håndbold eller fodbold vil i efter min ydmyge mening ikke virke lige så godt, fordi en stor del af håndværket i disse sportsgrene handler om noget andet end individuel fysisk udvikling. Når det er sagt at noget at det er vigtigt at få et træningshåndværk, så betyder det ikke at man nødvendigvis skal være eliteudøver, men det er helt klart en fordel at have prøvet at tage sin krop til nogle ekstremer. Så tidligt som muligt bør man begynde at træne andre så, så man kan få en fornemmelse for hvordan det er – der er nemlig meget stor forskel på at træne sig selv og så at træne andre. Først når det er på plads, bør du i mine øjne begynde at koncentrere dig om uddannelse.

Formelle uddannelser

Der findes en masse uddannelser og kurser derude og nogle af dem er gode og andre af dem er bestemt mindre gode. I Danmark er fitnessidræt ikke videnskabeliggjort på samme måde som foreningssport og da slet ikke i samme omfang som man ser i USA, hvor man kan få uddannelses-credits på college niveau for kurser i styrketræning. Det betyder at der ikke findes nogle formelle uddannelser, der i særlig høj grad giver en egentlig uddannelse og kompetence i fitness idræt. Indenfor det formelle uddannelsessystem er det der kommer tættest på, nok den erhvervsfaglig fitness instruktør-uddannelse, idræt på universitetet, eller professionsbachelor i fysioterapi eller i ernæring og sundhed. Førstnævnte er en erhvervsfaglig uddannelse og har derfor et meget begrænset akademisk niveau, mens universitetsuddannelsen i idræt og fysioterapeut uddannelserne nok giver et godt fagligt fundament, men stort set ingen specifik uddannelse i udholdenheds- eller styrketræning, et problem der også gør sig gældende for professionsbacheloren i idræt og sundhed. Det vil altså sige at hvis man erhverve de specifikke kompetencer der hører til fitness idræt og personlig trænings- og kost-vejledning, skal man altså enten gøre det selv (som autodidakt, hvad de fleste ikke formår) eller via kursussfæren.

trænerudd2

Selvfinansieret, kursusbaseret uddannelse

I virkeligheden er uddannelseskulturen omkring fitness-miljøet forfærdelig. Da der er lagt op til at uddannelser i fitness sektoren generelt er selvfinansierede, betyder det at kurserne generelt ikke kan koste særligt meget og derfor heller ikke være særligt omfattende. De fleste kurser af denne type koster 10-20.000 og har en varighed på under 100 timer.

Med så korte kurser ER det altså bare begrænset hvor meget man kan nå at lære. Selve det at træne folk er en kompleks størrelse, som kræver kompetencer i anatomi, fysiologi, psykologi, ernæring etc., og kurser i den nævnte størrelsesorden vil de nødvendigvis blive meget koncentrerede og udelukkende handle om den selektion, som en kursusansvarlig har fundet  relevant. Men det er et problem at den viden der formidles ikke kan gå særligt meget udover det allermest relevante, for den omkringliggende viden danner kontekst og uden kontekst kan det let blive svært at se begrænsningerne ved egne kompetencer (den såkaldte Dunning-Kruger effekt).

Certificeringer og udbydere

Når uddannelserne er så små har flere interesseorganisationer forsøgt at etablere certificeringsbrands, som mindre kursusvirksomheder kan bruge til at certificere deres uddannelser med. I USA er det primært American Council of Exercise (ACE), og i Europa er det primært European Health and Fitness Association (EHFA).

European Health and Fitness Association (EHFA) er en interesseorganisation under EU, som har forsøgt at etablere nogle uddannelses standarder for fitness branchen, som hedder European Register of Exercise Professionals (EREPS). Under EREPS er der defineret nogle kompetenceniveauer (f.eks. er niveau 3 er fitness instruktør og niveau 4 er personlig træner). EREPS’ kriterier for at kvalificere en uddannelse til de forskellige niveauer er også rigtigt fine, men problemet er bare at der ikke er nok penge i EHFA/EREPS til at kontrollere om institutionerne også lever op til kriterierne, hvilket udvander værdien af disse certificeringer temmelig meget. Flere af de danske uddannelser er således EREPS certificerede, men jeg mener ikke på nuværende tidspunkt at det kan ses som et specielt kvalitetsstempel. EHFA er desuden ved at udvikle en række lærebøger rettet mod fitness instruktører og personlige trænere (hvor jeg selv har bidraget med et par kapitler), som burde komme ud i 2014 eller 2015.

ACE er på mange måder den amerikanske pendant til EHFA, en non-profit organisation der ratificerer fitness uddannelses institutioner ud fra nogle givne standarder og det nu hedengangne SATS’s uddannelser var ACE certificerede. Det er mit indtryk at ACE holdt bedre øje med de uddannelser de havre certificeret end EHFA gør, men jeg er ikke pt klar over hvilke af de danske uddannelser der bruger ACE certificeringer. Ligemeget hvad har ACE faktisk udviklet noget rigtigt fint uddannelsesmateriale som alle kan bruge.

Danske kursusudbydere

I Danmark findes en række kursusudbydere, som laver uddannelser til personlige trænere og fitness instruktører. Jeg nævner i flæng Fitness World, Instruktørskolen (som historisk har lavet uddannelser til fitnessDK), At Work, Health Lab (tilknyttet Fit&Sund), Fitness Institute (Henrik Duers firma). Jeg har undervist og været med til at lave undervisningsmateriale på flere af dem og jeg vil ikke her sige om den ene er bedre end den anden, da jeg let ville kunne beskyldes for at have en interessekonflikt. Jeg kan dog sige for dem alle at jeg egentlig ikke synes kurserne er omfattende nok til at dække selve det at arbejde med mennesker, men det er jo fordi at kurser der varede hele eller halve år ville blive for dyre til at kunne sælges.

Der findes dog en undtagelse på det danske kursusmarked, nemlig Sportshøjskolen i Aalborg som har en styrketræningslinie. Højskoleformatet tillader faktisk en uddannelse af et omfang som kommer tættere på noget som jeg ville anse som værende tilstrækkeligt (op til 42 uger) i forhold til at skulle arbejde med at lave trænings- og kostvejledning til andre.

Internationale kursusudbydere

Internationalt er kursus markedet dels præget af nogle certificeringer fra store non-profit idrætsfaglige organisationer som National Strength and Conditioning Association (NSCA) og American College of Sports Medicine (ACSM) og dels af kurser fra private udbydere, specielt Paul Cheks og Charles Poliquin’s.

NSCA og ACSM har en række certificeringer som man kan opnå ved at tilmelde sig en eksamen, hvor de nærmeste nok er i London indtil videre. Det vil sige at der i Danmark ikke findes egentlige kursusforløb rettet mod dem og at det derfor må være egentlig selvstudie. Selvom eksamenerne udelukkende er teoretiske, synes jeg de indenfor rammerne af dét er gode til at teste folks viden om praktiske forhold. Det ændrer dog ikke på at der i mine øjne mangler noget mere praksis. Disse certificeringer kræver generelt at man samtidig har en uddannelse svarende til bachelor niveau i idræt, biologi eller lignende og niveaet i certificeringerne reflekterer også dette.

Paul Chek har en række forskellige CHEK practitioner kurser, mens Poliquin har en styrketræningsuddannelse ved navn PICP og en livsstilscoach/funktionel medicin uddannelsen ved navn Biosignature, som de største. Både Chek’s og Poliquin’s uddannelser er meget rettet mod personlige trænere og handler om mange af de praktiske forhold ved at arbejde med klienter, men set fra et stringent videnskabeligt synspunkt indeholder de temmelig meget alternativt hokuspokus og helt sikkert en del ting der beviseligt er forkerte. Men man må konstatere at mange af de succesfulde personlige trænere har et eller flere af disse kurser, hvilket måske kan henføres til at det som videnskabeligt set er alternativt hokuspokus er noget af det som personlig træning klienter efterspørger og oplever som en slags merværdi.

Outrotrænerudd3

Hvis jeg selv var 15-17 år og vidste jeg ville leve af at træne andre, ville jeg sørge for at træne rigtigt meget gymnastik og vægtløftning, nok til at komme ud og konkurrere og forsøge at blive ungdomstræner. Efter en gymnasial (eller tilsvarende niveau) uddannelse ville jeg hurtigst muligt spare nok sammen til at tage en et-årig uddannelse i styrketræning under Trænerakademiet på sportshøjskolen i Aalborg. Derefter ville jeg tage en bachelor uddannelse i fysioterapi eller idræt, gerne med studieophold eller internships i udlandet. Kompetencerne fra sportshøjskolen ville kunne bruges til at lave relevant studiearbejde med træning af enkeltpersoner eller idrætshold ved siden af studiet. Pengene derfra ville kunne buges til at

finansiere ekstra kursusbaseret uddannelse ved siden af den formelle, også noget af det ”alternative” fra Chek og Poliquin. Dét ville efterlade én med den mest solide uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige pakke jeg kunne forestille mig man kunne have som 23-24-årig. Skulle man blive grebet af det akademiske og ønske at dreje i den retning, ville det kun gøre at man blev en bedre akademiker qua et bedre bevaret praktisk perspektiv.