askesethumb

Askese og selvpineri

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hvad er det, der får folk til at bruge timevis hver uge på at pine sig selv i fitnesscentre, og får dem til at nægte sig selv alverdens lækkerier, som ellers ofte er lige inden for rækkevidde i vores moderne samfund? Mennesket er trods alt, fra naturens side indrettet sådan, at vi er drevet mod hvile (energibesparende aktivitet), og indtag af mad (energitilførende aktivitet). Og i den overflodskultur vi lever i, hvor der er rigeligt med mad og rig mulighed for hvile, ville man nok forvente, at mennesker ville tilbringe det meste af deres tid med at spise, hvile og nyde livet. Det er der så sandelig også mange der gør, men der findes altså også en kæmpe gruppe mennesker, som tilsyneladende får større tilfredsstillelse ud af at nægte sig selv kage, slik, is, junkfood og afslapning på sofaen end at kaste sig frådende over alle disse fristelser. I denne artikel skal vi se på denne form for moderne askese: https://www.youtube.com/watch?v=uYHAR8Xzsyo

askese1

Ser vi på billederne herover, er det umiddelbart svært at vurdere, om der er tale om middelalderlige torturinstrumenter eller fitnessmaskiner. Det de har til fælles er, at de begge er designet til at gøre noget ved kroppen, som er svært at udholde. Forskellen på de to maskiner er, at den ene er bygget til selvvalgt pineri, mens den anden er bygget til påtvungen pineri. Nå ja, og så er det sjældent du får revet en arm af led eller får knust dine testikler i fitnesscentret, men alligevel, det er set. Og overbelastningsskader og fibersprængninger er lidt derhen af. Den canadiske forfatter Douglas Coupland, skrev i sin bog Generation X fra 1991, at når arkæologerne om nogle tusind år graver vores fitnesscentre frem, vil de døbe vor tid, ’torturens tidsalder’, og han er måske ikke helt galt på den.

Billede fra: wikimedia.org

Billede fra: wikimedia.org

Religiøs askese og fitnessaskese

Engang handlede askese om at komme nærmere Gud. Ved at nægte kroppen det den naturligt hungrer efter, som mad, sex, socialt samvær osv., og i stedet udsætte sig for selvpineri, askese og cølibat, håber den udøvende at komme nærmere det religiøse, fordi det asketiske liv er med til at frigøre personen fra jordiske og kropslige behov og betingelser.

Det paradoksale ved den moderne fitnessaskese er, at modsat den religiøse askese, hvor målet er spirituelt og kroppen på alle måder skal negligeres, så er kroppen både fitnessaskesens højeste mål og værste fjende.

For den moderne asket handler det om at forbedre jeg’et. Forbedre jeg’et ved at gøre kroppen hård og veltrænet. Blødhed er et hedengangent ideal. Nu er det hårde tider. Den hårde krop fortæller omverdenen, at kroppens ejer vil og evner selvdisciplin. En veltrænet fitnesskrop er et fysisk udtryk for viljens sejr over drifterne. En sejr over naturen. Kroppen er kultiveret efter ejerens ideal, og er ikke blot et produkt af omstændighederne. Tidligere brugte vi bare vores krop, og den kom til at se ud som den gjorde, fordi vi var tvunget til at bruge den på en bestemt måde. Kroppen var beregnet til produktion. I dag er den beregnet til præsentation. Den skal ikke nødvendigvis kunne, men blot se ud.

Billede fra: breakfastbarry.com

Billede fra: breakfastbarry.com

Dette nye ideal er ikke blot et ideal, som det er lykkedes reklamefolk at trække ned over hovedet på os, som ellers ofte er en påstand der bliver luftet. Fælles idealer vil altid være mere end blot smarte påfund fra reklamefolk. Idealerne har kun nedslagskraft, hvis de også rammer en tråd i tiden. Hvis de er præcise og dybe nok som kulturelle metaforer. Selvkontrol og disciplin, som den hårde veltrænede krop er et udtryk for, bliver attraktivt og nødvendigt i en tid med overflod, som den vi lever i for tiden. Den æstetik vi dyrker nu til dags, er ikke hevet ud af den blå luft. Den er i tråd med tiden. Den signalerer selvdisciplin i en tid, hvor mangel på selvdisciplin kan føre til sygdom og død, og den er stopfuld af moralske meldinger om hvad der er godt og slet.

Billede fra: weedactivist.com

Billede fra: weedactivist.com

Det er sundt at træne, derfor anses det for at være lig med ’det gode’. Men det er også hårdt at træne, hvorfor mange undlader at træne. Og da det er usundt ikke at være fysisk aktiv, bliver de inaktive, overvægtige og andre, der på en eller anden måde kropsligt signalerer, at de ikke evner selvkontrollen, anset for ’de slette’, eller i hvert fald de ’mindre gode’. De evner tilsyneladende ikke at tage magten over deres egne lyster, og denne manglende evne er med til at gøre dem usunde. I en kultur, hvor det er nemt at lade være med at gøre det der er svært, bliver det svært at acceptere dem, som kun gør det nemme. Og den veltrænede krop bliver et symbol på det overskud der ligger i at gøre det svære, selvom det i bund og grund er unødvendigt. Denne tilgang til livet, hvor man er i stand til at modstå fristelser som andre drages mod, og knokler, hvor andre hellere vil hvile, opfattes ofte som imponerende og beundringsværdig, hvorfor den veltrænede krop bliver et statussymbol, som man er villig til at lide meget for at få.

Billede fra: wikimedia.org

Billede fra: wikimedia.org

Askese gennem tiden

Den filosofiske retning kaldet ’kynismen’, som blev grundlagt omkring 300 f.kr af Diogones fra Sinope, havde askese som et centralt element. Kynikerne brugte store dele af livet på at træne kroppen til at modstå de fysiske plager, som ethvert menneske bliver ramt af, i større eller mindre grad, gennem livet. De spiste fx kun det allermest nødvendige, drak kun vand, sov direkte på den hårde jord og ejede ofte ikke mere end en kappe, en madpose og en stok. Alt dette for at hærde krop og sind. Som krigerne i filmen 300, levede de spartansk og nøjsomt og blev derfor hårdføre.

Billede fra: 123poster.com

Billede fra: 123poster.com

Mange af de tanker som man finder hos kynikerne, kan man også genfinde hos de samtidige stoikere. Stoikerne lagde vægt på en harmonisk livsførelse præget af ligevægt, sindsro og selvbeherskelse, hvorved de mente, at man bliver i stand til, at få del i det gode. Man skal ikke bare lade sig nøjes med at være et produkt af omstændighederne, men man skal være herre over sig selv, ved at lade fornuften og viljen suverænt beherske alle lidenskaber og impulser. Kynikerne mente ligeledes, at mennesket er en slave af sine lyster og behov, men at frigørelse er mulig, hvis vi disciplinerer os selv, fx gennem askese. Ved at udsætte os selv for fristelser og modstå dem, bliver vi trænede og kan tage magten og få ro i vores liv. Stoikerne og kynikerne var forløbere for den værdiomvurdering, som man også ser hos moderne fitnessasketer, nemlig at de traditionelle sociale og umiddelbart ’naturlige’ goder som rigdom, overflod og diverse umiddelbar nydelse, ikke fører til lykken. Tværtimod er de med til at degenerere kroppen og gøre krop og sind slatne og bløde. Lykken består i uafhængighed i forhold til goderne. At man kan undvære dem og nøjes med lidt. Derved er fitnessasketen, ligesom kynikerne, stoikerne og spartanerne, også bedre rustet til hårde tider. Til den dag, hvor zombieapokalypsen kommer.  Og den kommer en dag ved I nok.

Billede fra: goodreads.com

Billede fra: goodreads.com

En langt senere fitnessevangelist er Jane Fonda, som i 1981 udgav sit vækkelsesskrift ’Jane Fonda’s Workout book’. Jane Fonda bekendte her alle de synder hun havde begået gennem årene, i forsøget på at tabe sig, herunder bulimi, rygning, indtag af amfetamin og misbrug af vanddrivende medicin. Nu havde Jane Fonda set lyset, og fra 1981 og frem, ville hun dedikere sit liv til at drive inaktivitetsdjævlen ud af folk gennem træning. Jane Fonda var på mange måder lige så radikal som Paulus. Kroppen er en fjende som skal bekæmpes og overvindes. Men modsat Paulus, som helst så kroppen forsvinde fuldstændigt, så ville Fonda ophøje kroppen. Ophøje den ved at tugte den og ændre den radikalt. Selvom der umiddelbart er langt fra Jane Fonda til bodybuilding, så er tankegodset fra samme geologiske asketiske lag.

Nødvendigheden af selvkontrol

Når selvkontrol er endt med at blive en dyd i vor tid, hænger det sammen med, at selvkontrollen er udfordret af overflod af mad og mulighed for stor grad af inaktivitet. To ting der i kombination kan degenerere kroppen og slå os i ihjel. Asketiske kropspraksiser bliver en del af løsningen på overflodskulturens udfordring. Det er ikke moralsk attraktivt at nyde det, som kommer for let. Og derfor bliver selvkontrol attraktivt i en overflodskultur. Den veltrænede krop er et vidne om tusindvis af timer med forsagelse og disciplin. Det ydre udstiller det indre. Ved at ændre sin krop gennem diæt og træning, bliver det rent faktisk muligt at præsentere indre kvaliteter gennem sit ydre. Desværre går det ikke kun den ene vej, at en veltrænet krop vidner om mådehold og selvdisciplin, men det går også den anden vej. At overvægt og fedme vidner om mangel på mådehold. Mangel på selvdisciplin, og en svag karakter.

Billede fra: fitinafatworld.files.wordpress.com

Billede fra: fitinafatworld.files.wordpress.com

Verden har nemlig set hvor vi ender, hvis vi ikke udviser en vis selvdisciplin og får vendt kajakken. En del af Douglas Couplands Generation X endte faktisk med at blive til Generation XXL. Produkter af omstændighederne. Ofre. Ofre for high fructose corn syrup, fast food kæder, billige biler, gigantcolaer, forstæder uden fortove og en misforstået forestilling om, at man er lykkelig og lever i en materialiseret utopi. Den moralske fordømmelse af overvægtige, bliver overdrevet i vores iver efter at undgå selv at falde i samme grøft. Man har behov for at distancere sig.

Billede fra: cavemancircus.com

Billede fra: cavemancircus.com

Fede amerikanere, der ikke længere kan gå og som æder dem selv ihjel, er den pol vi frygter vores kompas skal dreje over til, hvis vi ikke begynder at sætte selvdisciplin over dovenskab, nydelsessyge og grådighed. Igen peger tankegodset tilbage til det religiøse, da dovenskab, nydelsessyge og grådighed er tre af de syv dødssynder i katolsk teologi fra omkring år 500 e.Kr og frem.

Billede fra: fitinafatworld.files.wordpress.com

Billede fra: fitinafatworld.files.wordpress.com

Bodsgang og ekstremisme

Holder vi fast i den religiøse betragtningsvinkel, kan fitnesscentret ses som et rituelt rum. Her udfører man de ritualer, der skal udfri én fra synden og bane vej for frelsen, gennem et veltrænet legeme. Ritualerne består af gentagne øvelser udført i samme rækkefølge. Ritualer, som alle i centret er fælles om, om end med udgangspunkt i deres egen individuelle bodsgang. Disse øvelser minder i nogen grad om den monotone gentagne messen der strømmer ud fra kirker og moskeer verden over. Fitnesslokalets ofte spartanske og enkle udformning vidner desuden om, at det ikke er for nydelsen, man kommer der, men for at gøre bod. Man tager sin rituelle tur gennem centrets redskaber som aflad for de ekstra kilo som jule- eller sommerferiens synder har smidt på sidebenene. Når man har forbrændt sin synd, har man opnået en form for syndsforladelse – indtil man falder i og spiser noget fedende eller usundt igen.

Billede fra: 25.media.tumblr.com

Billede fra: 25.media.tumblr.com

Alt det ovenstående er der såmænd intet negativt i. På ingen måde. Det er blot en måde at betragte den moderne fitnesskultur på. Man kan være enig eller uenig i, at det til forveksling ligner tidlige tiders religiøse handlinger. Der hvor det går galt; der hvor det antydningsvist religiøse går hen og bliver negativ rendyrket fundamentalisme er der, hvor man fx risikerer, at selvfølelsen bliver afhængig af kroppens udseende. Af musklerne og de stramme baller. Nogle har behov for at vise deres muskler frem hele tiden, for at fastholde hvem de er. Andre ender i en gigantisk krise, når de fx bliver gravide og deres krop ændrer sig, eller når de bliver ældre, og musklerne svinder ind, og det hele begynder at hænge. Identiteten som ham eller hende den veltrænede, og alt hvad der følger med af beundrende blikke, anerkendelse og en følelse af kontrol, fordufter pludseligt. Nogle ender også i anoreksien, som kan betragtes som en slags sygdoms-askese, hvor eksistensen bliver brudt ned til håndterbare enheder som kg og kcal. En forenkling og en fattiggørelse af livet. Ender man som fanatiker, kan man på et tidspunkt blive nødt til at indrømme, at man måske nok har kontrol over alt, undtagen denne besættelse efter at måtte have kontrol over alt.

Billede fra: schowkarlsen.dk

Billede fra: schowkarlsen.dk

Afslutningsvis vil jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg selv er en af disse fitnessasketer. Jeg er ikke så fanatisk, at det gør noget, ikke længere i hvert fald, men jeg piner stadig jævnligt mig selv i fitnesscentret, og har frivilligt valgt at tugte mig selv med hård hånd gennem årene. Grunden er, at jeg føler livet giver mere mening, når jeg nægter mig selv ting og tvinger mig selv til hårde ting. Livet bliver for mig meningsløst, hvis det er for let. Hvis jeg udelukkende lever hedonistisk; lever for at spise god mad, få nogle fede oplevelser, holde nogle lækre ferier, drikke hjernen ud og feste og hore, slappe af på sofaen og andre livsnyderagtige ting, så bliver jeg deprimeret i løbet af meget kort tid. Det giver mig ingenting at nyde på denne måde. Jeg er meget bedre tilpas, når jeg kører mig selv hårdt, nægter mig ting og piner mig selv. Når der er en eller anden indre fjende der skal besejres. Religiøst eller ej, så er jeg fan af askese. Det giver bare en helt anden følelse af overskud, mening og fokus, frivilligt at vælge en hård vej i livet, selvom den lette vej ligger åben lige ved siden af. Det gør mig langt mere lykkelig at bruge livet på at gøre mig umage frem for at gøre mig magelig.

Kilder: Finn Skårderud – Uro, en rejse i det moderne selv. Tiderne skifter 2000