lumregyder1

Bodybuildingens lumre gyder

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Det er ikke noget man taler særlig højt om i branchen, men bodybuilding, gay porn og homoseksualitet har altid, i en hvis udstrækning, gået hånd i hånd. Lige ved siden af den hypermaskuline bodybuildingmotorvej, er der en række obskure tabubelagte gyder, hvor der foregår ting, som de fleste bodybuildingfans sjældent skænker en tanke. I denne artikel tager vi tabuet under kærlig behandling, og slentrer en tur ned i det vi kan kalde bodybuildingens Red Light District.

Pornografi

Bodybuilderkroppe er gennem tiden blevet brugt i mange obskure seksuelle sammenhænge, fordi den hypermaskuline krop, altid har haft et fast publikum. At bodybuilderen Kai Greene lavede en pornovideo på et tidspunkt, hvor han knaldede en grapefrugt, er derfor egentlig bare fortsættelsen af en gammel tradition. Okay grapefrugten er måske lidt i den bizarre ende af skalaen, men ellers, en god gammel tradition, der startede med bladet Psysique Pictorial, udgivet af Bob Mizer første gang i 1945.

lumregyder2

Jeg skal spare jer for billeder af selve akten, men her er Kai i gang med forspil med grapefrugten.
Billede fra: youtube.com

Da Bob Mizer startede sin produktion i 1945, var det ulovligt at distribuere porno, og Physique Pictorial, som vel i dag ville blive betragtet som et slags soft porn blad, snød sig kun gennem filteret, ved at maskere sig som værende et bodybuildingblad. Det var fyldt med fotografier af mere eller mindre muskuløse mænd, oftest iklædt intet andet end en minimal g-strengs-agtig trusse, og desuden var modellerne hyppigt smurt godt ind i babyolie og poserede i stillinger der nok ville vække en del opsigt, såfremt de blev kopieret til Mr. Olympia eller DM i bodybuilding. På et tidpunkt fandt Bob Mizer endda på, at få trykt trusserne på modellerne på, med en speciel farve, der let kunne vaskes af med en våd klud. Derved kunne man med en let gnubben få modellens ædlere dele at se. Oh la la. Dermed var det ikke Bob der distribuerede porno, men folk selv, der valgte at gøre hans ellers uskyldige fotografier pornografiske. Snedigt trick Bob.

Billeder fra: ebay.com.au/internationalplayground.tumblr.com

Billeder fra: ebay.com.au/internationalplayground.tumblr.com

Bob Mizers blad, var stærkt medvirkende til, at bodybuilding i lang tid derefter, blev kædet uløseligt sammen med homoseksualitet. I mange kredse var den almindelige opfattelse, at dem der deltog i bodybuilding var homoseksuelle, og hvis ikke de var, så blev de det nok af at dyrke det. Helt op til 70’erne havde Psysique Pictorials fremstilling af muskuløse mænd store omkostninger for bodybuildingens omdømme og rygte, hvilket afholdt mange fra at deltage i det.

To ting var med til at rette op på sagerne og få pornoficeringen og homoseksualiseringen af bodybuilding til at aftage. For det første blev pornolovgivningen lempet i 70’erne, og man slap for at skjule sit pornoforbrug bag blade for bodybuildingfans eller solbadeentusiaster. For det andet tog de to brødre Ben og Joe Weider bodybuildingen under deres vinger, og ændrede den fuldstændigt.

Billede fra: muscleandfitness.com

Billede fra: muscleandfitness.com

Weidertransformationen

Weiderbrødrene begyndte f.eks. at udgive blade som Muscle and Fitness og FLEX, hvor bodybuilderne blev fremstillet som atleter og ikke som sexobjekter. Fokus i bladene var ikke på lækkerhed, men på, hvordan atleterne havde opbygget deres kroppe gennem kost og træning. Desuden skabte Weiderbrødrene IFBB, som var med til at trække bodybuilding i retning af en reel sport, fremfor at være en homohobby. Man skal ikke undervurdere den indflydelse datidens syn på bodybuilding havde på, hvordan Weiderbrødrene valgte at indrette IFBB. F.eks. lavede de den regel, at poseringsrutiner i IFBB regi, ikke måtte ikke indeholde tøj, rekvisitter eller andre accessories i den frie poseringsrutine. Dette blev gjort for, at afholde deltagerne fra at lave deres show om til striptease eller semi-erotiske forestillinger. Denne regel er der senere blevet slækket lidt på. F.eks. poserede Ronnie Coleman iført et kongekostume i 2005. Ser man på nogle af Kai Greenes poseringskostumer, som han har brugt uden for Mr. O regi, kan man måske godt få den tanke, at folkene bag Mr. O kunne få lyst til at stramme reglerne lidt igen.

Billede fra: forums.rxmuscle.com

Billede fra: forums.rxmuscle.com

Microtrusser eller g-strenge, á la dem man havde set i Physique Pictorial, blev også forbudte, for at minimere graden af porno og homoerotik. Med tiden er poseringstrusserne dog langsomt blevet mindre og mindre, for at eksponere så meget muskelmasse som muligt, herunder også ripped glutes, som i 70’erne og 80’erne var en muskelgruppe dommere og publikum ikke interesserede sig specielt meget for.

lumregyder8

Billede fra: conceptart.org/cdn-w.musculardevelopment.com

Bodybuildingen havde i disse efterkrigsår stærkt brug for, at blive af-homoficeret, af-erotiseret og re-maskuliniseret, hvis den skulle accepteres af et bredt købedygtigt publikum. Som udgangspunkt et svært job, da en scene fuld af mænd, kun iført små trusser, der bliver betragtet af en sal, primært fuld af mænd, meget let kan misforstås som værende en homoerotisk aktivitet. Weiderbrødrene lykkedes dog med deres projekt, bl.a. ved hjælp af deres guldfugl Arnold Schwarzenegger. Arnold blev ofte fotograferet med kvinder, eller han kom med machokommentarer om at have sex med kvinder, for at understrege sin heteroseksualitet. Arnold gjorde dette uden at falde i den anden grøft og blive homofobisk. Han var tværtimod sikker på sin seksualitet, at han ikke følte sig truet, og blot kunne joke, selv når journalister kom ind på spørgsmål omkring homoseksualitet i bodybuilding. Arnold var nok den første muskuløse mand i undertøj, som unge mænd kunne hænge billeder af på væggen, uden at deres forældre straks frygtede at de var homoseksuelle.

Bob Paris. Billede fra: t-nation.com

Bob Paris. Billede fra: t-nation.com

Tilfældet Bob Paris

Bodybuildingbranchen generelt, havde dog ikke råd til at dele Arnolds tilbagelænede holdning til homoseksualitet, så da bodybuilderen Bob Paris fortalte verden han var homoseksuel i 1989, hamrede han pretty much et gigantisk søm i kisten til sine muligheder for at få sponsorater og dermed sin professionelle karriere. Branchen havde ikke i sinde at kaste 30 års arbejde ud af vinduet, kun for at se en ny række af homoseksuelle bodybuildere trække sporten i den ’gale’ retning igen ved at springe ud af skabet. Man så sig nødsaget til at statuere et eksempel med Bob Paris, så der ikke var andre der fik samme idé. Holdningen fra branchen var (og er?) tilsyneladende, at hvad bodybuildere laver i det skjulte må de selv om, men vil de promoveres af de etablerede bodybuildingmedier, så dur det ikke at være homoseksuel.

Bob Paris var ellers blevet både Mr. America og Mr. Universe i 1983, og var blevet udråbt som værende den mest æstetiske bodybuilder siden Steve Reeves. Det lå derfor i kortene, at han skulle have en stor flot karriere inden for bodybuilding. Men ifølge Bob selv, så røg 80 % af alt det arbejde han havde i form af modelarbejde, sponsorater osv. da han kom ud af skabet. Han modtog endda dødstrusler. En stor del af forklaringen på denne hetz skal nok findes i den generelle holdning blandt befolkningen. En meningsmåling foretaget i USA i slut 80’erne viste, at 70 % af den amerikanske befolkning anså homoseksualitet for at være en synd. Samtidig var AIDS begyndt at vise sit grimme ansigt, og i 1991, samme år som Queen forsangeren Freddie Mercury døde af AIDS, og blev posterboy for den nye ’homosygdom’, blev Bob Paris nødt til at stoppe sin bodybuildingkarriere.

Gay for pay og andre obskuriteter

Både før og efter Bob Paris’ exit, har der været rygter omkring mange andre pro bodybuilderes påståede homoseksualitet, eller homoseksuelle udskejelser, men der er ingen professionelle bodybuildere siden, måske bortset fra Chris Dickerson, der har ønsket, eller har turdet, at træde offentligt frem og proklamere de er homoseksuelle. Og da slet ikke mens de endnu er aktive i sporten. Dette er for øvrigt noget, der gør sig gældende, ikke kun i bodybuilding, men inden for professionel sport generelt. Sporten er stadig lysår efter den almene moderne holdning ift. accept af homoseksualitet.

Chris Dickerson. Billede fra: meettherhino.com

Chris Dickerson. Billede fra: meettherhino.com

På trods af det officielle billede af bodybuildingen som en sport, hvor homoseksualitet slet ikke eksisterer, så viser det sig hurtigt, hvis man dykker ned i de lidt mere lyssky dele af muskelbranchen, at der foregår ting bag facaden, der peger i retning af en ganske anden virkelighed. Det er de færreste bodybuildere der har lyst til at tale åbent om disse mere fordækte ting, da det det foregår, ikke er noget der er den store forståelse for blandt publikum. Og det er trods alt publikum, der betaler regningerne i den sidste ende.

Beskæftigelser som ’gay for pay’ og ’muscle worship’ er nok mere udbredte end man lige skulle tro. ’Gay for pay’ og ’muscle worship’ går i al sin enkelthed ud på, at bodybuildere forsøger at tjene en klink på det der før i tiden nok ville have været Physique Pictorial læsere. Dvs. mænd som tænder på muskuløse bodybuilderkroppe, og er villige til at betale gode penge for bodybuilderporno, eller for at få bodybuildere til at lave seksuelle ting med dem. Er det ens drøm, at blive professionel bodybuilder og leve af sine muskler, og kæmper man for at få økonomien til at hænge sammen, så kan man måske godt forstå, at man kan blive fristet af, at lave lidt mere obskure ting, hvis der er folk der tilbyder flere penge for det, end man kunne tjene på at tage sig en tjans som opvasker på den lokale restaurant.

Kai Greenes grapefrugtvideo er et eksempel på den slags arbejde. Var det Christiano Ronaldo, der havde lavet en sådan video, havde fodboldverdenen nok reageret noget mere voldsomt end bodybuildingverdenen har gjort. Den manglende reaktion skal nok ses i lyset af, at mange bodybuildere i branchen selv har været der, og ikke er specielt interesserede i, at kaste med sten når de selv bor i et glashus.

At man laver videoer rettet mod et homoseksuelt publikum gør ikke nødvendigvis de deltagende bodybuildere homoseksuelle, men det kan nok være svært for udenforstående at skelne tingene. Og fordi man ikke har lyst til at ødelægge sin karriere ved, at fansene begynder at tro man er homoseksuel, så vælger mange at holde deres ’gay for pay’ forretninger skjulte. En af dem der har taget den slags ’gay for pay’ arbejde to the next level, er bodybuilderen Bruce Patterson, som har lavet decideret hardcore gay porno. Da dette blev gjort lidt for åbenlyst, røg han dog i en slags bad standing i bodybuildingverdenen. Man ved det bliver gjort, men prøv lige at gøre det lidt tys tys, er holdningen.

Bruce Patterson. Billede fra: musclefx.com

Bruce Patterson. Billede fra: musclefx.com

Andre bodybuildere, der mere eller mindre åbenlyst har været beskæftiget inden for denne tabubelagte underverden er Johnnie Jackson, som primært har arbejdet med muscle worship, mens Rodney St Cloud driver en muskel-porno-stripper-hjemmeside og arbejder som ’eksotisk danser’.

Johnnie Jackson og Rodney St Cloud. Billeder fra: api.ning.com/muscletime.com

Johnnie Jackson og Rodney St Cloud.
Billeder fra: api.ning.com/muscletime.com

Og dette altså på trods af, at de begge to har været forholdsvis højt profilerede bodybuildere, som har konkurreret på højeste plan. Man bliver altså ikke millionær af at være professionel bodybuilder. For slet ikke at tale om det gigantiske segment der ligger og kæmper for at blive pro.

Man kan synes hvad man vil om den slags Red Light District-agtigt arbejde, men bodybuildingpublikummet har nok generelt en noget romantiseret forestilling om de muskelhelte de kender fra blade og bodybuildingshows. På mange internetfora ser man derfor, at folk bliver chokerede, skuffede, vrede eller væmmes, når de finder ud af, at deres helte enten er homoseksuelle, laver ’gay for pay’ arbejde eller andre ting, som på en eller anden måde forstyrrer deres billede af deres idoler.

Som tilfældet er med mange andre machosportsgrene, så er homoseksualitet inden for bodybuilding også tabubelagt. Det er sjældent vi hører om professionelle mandlige sportsudøvere der springer ud af skabet og bodybuilding er ingen undtagelse. Lad os for atleternes skyld håbe, at Bob Paris får en modig arvtager inden alt for længe, som tør tage tyren ved hornene og nægter at gemme sig selv bag en facade for at please fans og sponsorer.