aulani-weights-at-fitness-center-2050x848

Standarden i Danske Fitnesscentre

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

I denne artikel vil jeg se nærmere på træningsforholdene i det ganske land nærmere bestemt træningsmulighederne i de almindelige fitnesscentre.

Efter årtusindskiftet, skete der en eksplosion i antallet af fitnesscentre i Danmark. SATS, FitnessDK, Fitness World. Hvor der tidligere var flere selvstændige aktører på markedet, er mange af de gamle centre nu overtaget af de store kæder, hvilket alt andet lige medfører mere ensretning/strømlining og mindre diversitet.

Mange mennesker ikke har nogen anden mulighed, end at søge deres træningsbehov dækket hos disse kommercielle udbydere. Det er derfor værd at undersøge, hvad træningsmulighederne egentligt er, i disse påståede ”fitnesscentre”. Det gælder specielt i provinsen og i mindre byer, da der alt andet end lige er færre udbydere her, end i de større byer.

Begrebet ”fitnesscenter” – falsk markedsføring?

Som artiklen vil belyse, så er begrebet ”fitness” grundlæggende blevet perverteret. En stor del af de kommercielle aktører tilbyder en mellemting mellem fitness og wellness. Ikke fitness nok til at være fitness, ikke wellness nok til at være wellness. Som jeg vil forklare detaljeret, så er en stor del af det udstyr, man finder i disse ”fitnesscentre” skrammel. Poleret, pyntet plastik, uegnet til seriøs træning. Det er ikke udstyr, der egner sig til fitness.

Særligt arrogant er navnet ”Fitness World”. ”World” er et meget stort ord, i bogstavelig forstand. Det er globalt. ”Fitness World” formidler seriøse muligheder. Virkeligheden er dog oftest en anden.

fitnesscentre1

Cykelsaddelbænkpres

En af de mest barokke konstruktioner man finder i centrene er den notoriske cykelsaddelbænkpres. Specielt omkring 70erne og 80erne begyndte de amerikanske styrkeløftere at lave seriøse bænkpresstativer med optimalt design. Disse stativer indebar, og indebærer stadig:

  • Muligheden for individuel højdejustering
  • Stabilt og solidt set-up, der kan holde til langt flere kg end nogen kan presse
  • En flad, rektangulær bænk med rette skum (ikke for blød, ikke for hård) og rette betrækning (tilpas megen friktion til at man ikke skøjter rundt)
  • Og som bonus: En bænk der låses fast/monteres til stativet

Disse 3-4 komponenter er uundværlige. Der kan ikke forhandles om dem. Det er imidlertid et fåtal af centre i Danmark der har sådanne set-ups. Nu er bænkpres hoføvelsen hos mange, så der er efterhånden flere og flere der har fået øjnene op for kvaliteten ved sådanne racks.  De optræder en del steder, men stadig et fåtal.

Cykelsaddelbænkpressen er den værste af de stativer, man finder i centrene. Det er en helt afsindigt idiotisk konstruktion, der på en eller anden måde er tiltænkt at fodre idéen om at det må være ”bedre”, at der er et sæde til at anbringe hofterne i. Ethvert forsvarligt bænkpres indebærer som minimum et lille, men væsentligt, opspænd. Kender man kun til pandekagebænkpres, dvs. at lægge sig fladt på bænken og gonzoe vægten op og ned uden at skuldrene er trukket sammen og ned under løfteren, og brystet holdes højt, er det givet, at sadlen kan opleves som en hjælp.

Der er dog grænser for idiotien, så cykelsaddelbænkpressen optræder ikke alle steder. Udgangspunktet for bænkpresstativer er dog stadig et minimalt udbud af højdeindstilling. Ofte er der 2 kroge stangen kan ligge i, og dermed 2 kroge stangen kan unrackes fra. Med andre ord: 2 højdeindstillinger skal servicere ALLE kropstyper samt den egnede indstilling til ALLE typer bænkpres – konventionel, reverse grip, close grip,

samt extensions. Tanken er absurd. Og det er jo ikke blot et spørgsmål om ”komfort” eller feinschmeckeri. Det kan betyde forskellen på en skulderskade om stangen løftes ud fra den rette højde eller ej. Det kan også betyde forskellen på mere alvorlige skader, idet bænkpres i sin natur er et risikobetonet løft.

De omtalte seriøse bænkpresracks brugt af styrkeløftere, har ofte en forhøjning som spotteren kan stå på. Det giver helt sig selv. Som spotter er man meget stærk når man kan dødløfte eller shrugge stangen op, hvis løfteren fejler løftet. Modsat er man meget slap hvis man skal stå på jorden og curle eller upright rowe stangen op.

De fleste bænkpressere, der har oplevet et ordentligt stativ, kan ikke løfte på andet. Så stor er kvalitetsforskellen. Ikke nok med at det styrkemæssige og hypertrofiske udbytte kompromitteres af denne idiotiske konstruktion, så er det tilmed farligt.

fitnesscentre2

En kollektion vægtstænger fra Kina

Stænger – bambuspinde fra Østen

Stænger er en evig klassiker. Overordnet set findes der to type stænger: dem til vægtløftning, der er 28mm i diameter, og dem til styrkeløft der er 29mm i diameter.  En VL-stang er væsentligt mere bøjelig og har mere ”liv” end en SL-stang, der er langt mere stiv og ru. Begge vejer 20 kg. Begge er standardiserede, kalibrerede og brugt af toppen af poppen til verdensstævner. Priserne kan variere – specielt i og med Eleiko de seneste par år har skruet priserne op, så skulle man tro man betalte med sen-Weimarrepublikkens valuta.  Men gode VL og SL stænger kan fås for ~4000-6000 kr. stykket. De går ikke fra hinanden, og de lader sig ikke uden videre bøje.

Anderledes med det Kina-crap der optræder i mange centre. Vægten er hip som hap. Nogle vejer 20, andre vejer 15. Nogle vejer 10.9, nogle 13. Det er som vinden blæser. Og derudover er de ikke kalibrerede. Så to stænger af samme model kan veje noget forskelligt. De fjedrer heller ikke som en VL-stang gør, til gengæld bøjer de (permanent)  af langt mindre, og kan ikke holde til mange kg. De ruster også hurtigere til, og slides hurtigere op. Her får centeret altså hvad de betaler for: Kinesisk crap til nogle hundrede kroner, mens de i ét væk fyrer 100.000 kr. af på et løbebånd.

Sagen er også den, at VL og SL stænger er standardiserede. Så det ru/glatte område på stængerne er ens. Den erfarne løfter placerer sine hænder og bestemmer grebsbredde ud fra nogle fixpunkter på stangene, dvs. hvor det glatte område eller stangens ringe er – som i ”pinky grip bænkpres”, hvilket vil sige bænkpres med lillefingrene på ringene. Anderledes med østens bambuspinde. Her er det hip som hap, producentens pludselige indskydelse eller godt eller dårligt vejr, der afgør hvor hvad sidder på stangen.

Hvis man tror, det er uden betydning, hvilken fjedring en stang har, så tager man fejl. Det er nemt at opdage. Forsøg dig med tunge, low-rep dødløftmed en hhv. VL stang, SL stang og dernæst en bambuspind. Forskellige grader af stivhed egner sig til forskellige former for løft.

fitnesscentre3

Er det Helvede, eller er det en TechnoGym maskinpark?

Technogympakken – mekanisk plastikudgave af Dantes Inferno

Mange centre køber en pakkeløsning. Dvs. de henvender sig hos en producent af udstyr – ofte italienske Technogym – og køber en samlet maskinpark, som de udstyrer deres center med. Trods der er hundredevis af aktører på markedet, så bliver udbuddet meget ens – de henvender sig alle det samme sted, og får mere eller mindre én og samme løsning smidt i hovedet. Dette understøtter blot mit indledende udsagn om ensretning og fraværet af diversitet.

Et eksempel på dette maskinpark-helvede er, hvordan der ofte optræder en seated leg curl, men IKKE en lying leg curl. Det er ganske konsekvent, men der er selvsagt undtagelser. Leg curls er en god øvelse. Ikke glimrende, men god, da den nogenlunde idiotsikkert træner hasernes knæbøjende funktion. Dette er vigtigt ikke mindst for sundhed og at forblive skadesfri, idet en balanceret lårmuskulatur indebærer at både forsiden og bagsiden får træning. Den knæbøjende funktion trænes kun i mindre grad af de klassiske frivægtsøvelser som dødløftvarianter, squat, goodmornings, mv. Så leg curls er ok, specielt til den almindelige fitnessbefolkning, der er noget bentræningsforskrækket. Imidlertid vil mange, der har forsøgt både seated og lying leg curls, skrive under på, at lying leg curls er bedre. Er du i tvivl, så prøv dem selv – forudsat dit center overhovedet har dem. Min egen teori er, at det er mere energikrævende at skulle lægge sig ned og rejse sig op igen end bare at sætte sig ned. Og så er der en faktor som den tidligere brugers sved på udstyret, og at det forekommer ”voldsomt” at skulle ligge på maven i stedet for blot at sætte sig ind og ned i maskinen.

Der er flere eksempler på denne ensretning som følge af maskinparkens uniformitet, men leg curlen er et af de bedste.

Et problem med denne ensartede maskinpark er, at omend de fleste maskiner har mulighed for indstilling, så er det ikke alle maskiner, der passer til alle mennesker. Personer er skabt endda ganske forskelligt  – høje, tynde, tykke, lave, smalle, brede, forskellige biomekaniske udgangspunkter og forskellige skader og skavanker. Et textbook-eksempel på, at maskinens design kan være afgørende mht. løfterens oplevelse af om øvelsen er god eller gør ondt/skade, er flyes-maskiner, også kaldet pec-deck. Disse kommer i forskellige udgaver, de mest almindelige designs er den klassiske, hvor man fatter om at lodret håndtag samt butterflypeck decken.  Begge er i øvrigt voldsomme for manges skulderled, så i det omfang, man kører øvelsen, skal det ikke være med Rambo-attitude, men kontrollerede, overvejede løft med fokus på føling og aktivering og udtrætning. Dvs. medium til høje reps, kontrollerede til langsom excentrisk.

Det hjælper selvfølgelig når den samme udbyder har to forskellige maskiner til samme område. Men det behøver ikke være tilfældet.

Mange maskiner kan kvalitativt sidestilles med indholdet i en kloak. Personligt er jeg ret sikker på, jeg hellere ville lave dips, pull-ups og varianter af kropsvægtøvelser på en legeplads med mine trofaste dipbælter, end indvillige i den frivillige Middelaldertortur som er maskintræning. Bevares, der findes maskiner, der er fine, og maskiner, der er mere eller mindre idiotsikre. Grænselandet er kabeltræk. Pulldownstationer og pushdownstationer, og det klassiske horisontale kabeltræk som mange læsere vil kunne genkende fra ”Pumping Iron” når Arnold udfører disse. Der er skam producenter, der formår at fucke også disse designs up, og ofte er manglende vægt i magasinet et problem, men sikre er maskinerne som regel. Nu er kabeltræk også i grænselandet mellem maskininferno og så frie vægte, så producenterne skal ikke gives for megen credit her.

En god tommelfingerregel til at undgå skader på maskiner er at holde sig fra low reps. Dvs ikke mindre end 6-8 reps i maskiner. Der er undtagelser til denne regel, men som tommelfingerregel er den god. 4-5 tunge reps i maskiner har det med at ligne noget, der er løgn.

Specielt idiotiske er maskinerne med lufttryk som modstand. Det er heldigvis ikke noget, der dominerer de danske centre, men tag en tur til udlandet og prøv dem. Dette skal ikke forstås som, at du skal tage en tur til udlandet for at prøve dem. Men hvis du alligevel befinder dig i udlandet ifm. rejse eller ferie og besøger et center der, så prøv dog blot ét submaksimalt løft i dette Monty Python-maskineri, alene for at konstatere, hvilken himmelråbende idiotisk idé det er. En bedre træning vil du formentligt få hjemme på dit hotelværelse ved at stå og lave lateral raises med din kuffert og dips mellem to stole.

Det er jo værd at bemærke, at en maskinpark er mange gange dyrere end en endda MEGET solid

frivægtsafdeling er. Løbebånd, cross-trainers og diverse maskiner, specielt ”mærkervarer” som Cybex, eller Shitbex som jeg kalder dem, og Hammer Strength (der dog er lidt bedre) koster FORMUER. Frie vægte, bænkpresracks, squat racks mv. kan finansieres for udgiften man afholder for at købe mindre end en håndfuld maskiner. Så hav det in mente når du navigerer i vægttræningens kirkegård, aka dit fitnesscenter, og ser hvor mange maskiner, løbebånd og cardiomaskiner der egentligt er, og så tag et kig på den sørgelige undskyldning af et udstyrsudbud der er ”frivægtsafdelingen”.

fitnesscentre4

Arbejder John Kramer som freelancer for træningsmaskineindustrien?

Jigsaws maskinkollektion

Det er som angivet mere reglen end undtagelsen at centre mangler det essentielle, gode udstyr, til gengæld er der visse klassikere der går igen. Maskiner der ikke blot er inferiøre til træingsbrug, men direkte sundhedsskadelige. Maskiner man skulle tro kom fra Jigsaws værksted. Hvor skal man starte? Der er Diskusprolapsoren, aka low back maskine. Et absurd stykke maskineri hvor man sætter sig ind i maskinen med krum ryg og med lænden løfter en vægtarm og og ned.

Så har vi Smith-stativet, en sand klassiker. Smithstativet har to egentlige funktioner: 1.) til at træne pull-ups i og 2. som tørrestativ. Presses i Smith-maskiner er desværre en god vej til afklemningssyndrom, og squats i Smith er maskinverdens svar på en mukkert til knæskallen. Det nytter ikke at din bentræning giver samme resultat som havde du raget dig uklar med mafiaen.

Og man kunne blive ved.

Forbud mod ”larm” = Forbud mod træning

Hvad fanden skal man stille op, når det i et træningscenter er forbudt at træne?

S-togenes stillekupeer kender få grænser, de er åbenbart migrerende, da mange centre efterhånden ikke bryder sig om lyd. Nevermind at træning helt naturligt er forbundet med lyd. Maksimal indsats er forbundet med stønnen, tung vejrtrækning, sågar råb. Det giver lyd at stille vægte fra sig. Det giver lyd at sætte stangen ned i dødløft. Men det går ikke i visse WellnessDK og Wellness Worlds. Du skulle nødigt genere dem, der sidder og træner på inderlårsmaskinen mens de læser avis med din træning. Det er imidlertid et faktum, at hård træning er forbundet med lyd. Jeg har aldrig observeret en hårdt trænende person hvis aktivitet ikke var forbundet med lyd. Vi taler ikke om skuespil, overdrevet adfærd eller sætten sig selv i centrum. Vi snakker om træning, der naturligt og uløseligt er forbundet med lyd. Et forbud mod larm, eller nærmere; lyd, er reelt en art forbud imod træning. Det kan ikke kaldes ”larm” når det er det primære formål med aktiviteten og stedets eksistens (i hvert fald på papiret). Og så er der de klassiske bullshitforklaringer, om hvorfor vægtene skal stilles forsigtig. ”Vægtene går i stykker” (trods det er gummiklovnehåndvægte). Udsagnet er en fin indrømmelse af at have købt lort snarere end ordentligt grej. Kvalitet går ikke så nemt i stykker. ”Gulvet kan ikke holde til det”. Om gulvet kan holde til det er en konkret vurdering, men faktum er, at kombinationen af bumber plates (der stødabsorberer og har en bredere kontaktflade med gulvet) samt at lave et designeret dødløftplateau vil komme uden om mange af disse tilfælde. Ofte er det jo en skinbegrundelse, fordi omgivelserne ikke bryder sig om, at nogen laver den mest basale, no-nonsense øvelse overhovedet opfundet: saml en stang op fra gulvet.

Hvad fanden skal man stille op, når det i et træningscenter er forbudt at træne?

Du må ikke larme. Til gengæld må du høre på den frygtelige radio. Jeg oplever personligt radioen som arrogant. Min kostbare tid bruges på frivilligt at lytte til reklamer. Reklamer oven i en i forvejen frygtelig og gennemkommercialiseret oplevelse. Føj dertil den frygtelige musik, der ofte spilles. Interchangeable autotuned computermusik, der får en til at længes efter 90ernes elevatormuzakudgaver af ”Girl from Ipanema”.  Det er ikke ualmindeligt, at de samme 12 überpopsange kører i rotation, spillet alt for højt.  Mindre kriminelt er det for folk, der træner (”træner”) i 30 minutter og går igen. Anderledes for folk der er der 1½-3 timer. En slags auditiv kinesisk vandtortur. Jeg kender folk, der har været nødsaget til at træne i kommercielle centre, der måtte bruge ørepropper for at bevare forstanden, i det lydmareridt.

T-bar rows og fiktive naturlove

Endnu en klassiker er forbuddet mod T-bar rows. Her tager løfteren en vægtstang og kommer kun vægte på i den ene ende. Den modsatte ende støttes ofte mod et hjørne. Der benyttes et smalt håndtag a la seated cable row i den ende, hvor der er vægtskiver. Dette kan ødelægge væggene, skrælle malingen af, lave huller, osv. Det er der imidlertid en nem løsning på. Køb et T-bar row hængsel. Alternativt, en pude i hjørnet. Problem solved. Den utvivlsomt mest idiotiske forklaring på, hvorfor T-bar rows måtte være forbudt er at ”det bøjer stangen”. Bøjer stangen? HVOR? De få cm som er vægtbærende? Et sådan udsagn demonstrerer fundamental uvidenhed om, hvordan verden fysisk faktisk er skruet sammen.

Forbud mod magnesium aka rengøringsvanvid > træning

Et særligt intensivt og ideologisk angreb mod ordentlig træning, er det populære forbud imod magnesium. Sagen er den, at man sveder – også i hænderne. Så grebet kan blive et problem, uagtet man har den muskulære styrke til at holde ordentligt fast. Løsningen på dette er straps og/eller magnesium. Straps er en mulighed som ingen centre forbyder. Straps hæmmer imidlertid udviklingen af grebsstyrke (afhængigt af teknik) og hjælper ikke på alle løft. Straps hjælper ikke et glat greb i DB presses, eller en stang, der glider på en svedig ryg i squat. Magnesium optræder i snart alle klassiske centre, fordi det er essentielt. Men ”det støver jo!”, så det er der mange fitnesscentre, der ikke vil have. For Hr og Fru Hakkebøf, der meningsløst betaler deres medlemskab i fitnesscenteret, er en bedre kunde end du er. Træning gør de sig ikke i, men de betaler, og der er flere af dem end af dig. Ergo tages der hensyn til deres følsomhed og ønsker, ikke dine, uanset, at det betyder langt mere for din træningsoplevelse, end det betyder negativt for dem om der er lidt magnesium her og der. Derudover kunneman dyrke en kultur som tillod magnesium, men at man skal tørre det værste op efter sig, snarere end at vedtage et kategorisk forbud. At magnesium er forbudt fortæller dig alt om fitnesscentres prioritet, og ideologiske værdisæt. Der er et enkelt tegn på mit tastatur, der opsummerer det, og lad mig skrive det tre gange i træk: $$$.

Personligt vil jeg opfordre til at du, kære læser, blæser på disse barnagtige regler. Det er længe siden, du gik i børnehave, og fik at vide af de voksne, hvordan du skulle opføre dig. En dag bliver du gammel og ryger på plejehjem og sidder med ble på. Her vil du igen få at vide, hvordan du skal opføre dig. Mit forslag er at nyde den mellemliggende periode, dit voksenliv, hvor din pengebetaling tages seriøst og respekteres. Så brug magnesium, og tør det værste op efter dig.

fitnesscentre5

Et parti Technogym Klovnehåndvægte

Håndvægte og Eldorado

Håndvægtene er et kapitel for sig selv. Et meget turbulent og omdiskuteret kapitel. Det er implicit i god træning, at denne medfører øget styrke og størrelse; hvilket fordrer brug af mere vægt. Det er princippet om progressivt overload, som er princip nummer 1 i ethvert træningsprogram. Det er grundREGLEN, uden diskussion. Det er imidlertid næsten som at lede efter Eldorado som det er at lede efter et center med tunge håndvægte. Ser I, én ting er, at et center blot aldrig har indkøbt håndvægtene, fordi der ikke har været efterspørgsel på dem. Det er, hvad det er. I gamle dage, i 80erne, der indkøbte bodybuilderen Tom Platz 180 lbs (81 kg) håndvægte til Gold’s Gym, idet han manglede disse til sine low-incline DB Presses. Et indstillet på at give brugeren den bedst mulige træning, tager selvfølgelig imod en sådan kundefinansieret disposition.

Noget andet er, at mange centre har FJERNET tunge håndvægte. Dvs. de har haft måske op mod 60-70 kg, som er pist væk, og i øvrigt uden varsel. Og hvad er forklaringen så? Jo, forklaringen er at DGI og Anti Doping Danmark/Anti Dumbbell Danmark for år tilbage udfærdigede nogle retningslinjer til, hvordan man skulle ”bekæmpe doping” i fitnesscentre. De forslag, de præsenterede, og som blev ædt råt af mange centre, er imidlertid ikke specifikke til dopingbekæmpelse, men blot træningsbekæmpende. Et af disse forslag var at fjerne de tunge håndvægte. Hvorfor? Fordi folk der fremmer deres træning med doping alt andet end lige vil efterspørge tungere vægte, jf. princippet om progressivt overload. Så væk med dem. Man kan godt nok drage nogle fuldstændigt valide paralleller, som understreger det absurde i denne beslutning, men det er sådan virkeligheden er i mange centre – faktisk de fleste centre – i dag.

Forestil jer at man savede enderne af vægtstænger så der kun kunne være en til to 20 kg skiver i hver ende. I dopingbekæmpelsens navn. Folk ville grine. Forestil jer at man satte højden på basketkurve ned, da den officielle NBA højde altså opfordrer til doping – der er jo højt op. Folk ville grine. Fortsæt selv eksemplerne, og grin. Eller græd.

Det er tilmed noget, der forsvares af stædige centerchefer. Besynderlige postulater om at ”x” antal kg ”må være nok”. Så der bliver slynget tal ud, lige fra 26 til 36 kg – i øvrigt uden nogen som helst hensyntagen til at fuldstændigt afgørende for hvor mange kg man bruger er den øvelse man kører. 36 kg i rotatorcufføvelser er pænt meget, mens 36 kg i DB rows og DB shrugs er pænt lidt.

Én ting er de enigmatiske, tunge hånvægte. Noget andet er så designet af de håndvægte, der nu engang er. Jeg har tidligere skrevet på min blog om store klovnehåndvægte, og vil præsentere essensen af det indlæg her kort. Almindelige populære håndvægte er fyldt med designfejl. For det første, fraværet af frit rullende håndtag. For det andet, de optager absurd megen plads – deri består klovneelementet.  Så kan listen fortsættes med de konkrete mangler og tåbeligheder ved en given håndvægtsserie, men håndtaget og plads er de hyppigste og største problemer. Som jeg forklarer i indlægget, så er der en del brugere, der føler sig pænt hardcore når de kan gå over og lave et eller andet med ”centeres tungeste håndvægte”, ofte omkring de 40 kg. På den ene siden vil de gerne være store og stærke, på den anden side vil de overhovedet ikke.

ARTIKELDUMBBELLS

Billedet her illustrerer hvilken forskel pladsen gør. Håndvægtene vejer det samme – 150 lbs.

Der er ingen god løsning på fraværet af tunge håndvægte. Man kan komme langt med gaffatape, dog. Gøre 36 til 46 kg, gøre 40 til 50 kg, osv. Igen er det muligt der kommer en ansat og brokker sig over det. Igen vil jeg opfordre til at være ligeglad. Der er også saml-selv håndvægte, men gode er de ikke.

Jeg kan ikke komme i tanker om andre arenaer, andre steder, hvor man bevidst forringer kvaliteten og udbuddet, kontrært til det formål man fundamentalt set opstiller faciliteter til at tjene, og alligevel belønnes af forbrugeren.  Men sandheden er jo, at Hr. og Fru Leverpostej helst er foruden, at der træner en stor og stærk mand ved siden af dem (uagtet han ikke forstyrrer nogen og bare passer sig selv).  Det er muskelforskrækkede Danmark anno 2014, der formentligt har sine rødder i noget Ny-Grundtvigiansk/Lutheransk værdisæt om rugbrød, gulerødder og fællesgymnastik. I hvert fald intet der anerkender store, vulgære, ”pumpede” muskler.  Så er det i øvrigt underordnet, om vedkommende måtte have brugt præstationsfremmende midler. Med anbefalingerne fra DGI og Anti Doping Danmark, er det nærmest antagelsen, specielt med forbuddet imod ”maskiner der animerer til bodybuilding” – hvad end det så end skal betyde. Lad os se nærmere på indholdet af den sætning. ”Maskiner der animerer til bodybuilding”. Hvad er bodybuilding? Bodybuilding kan rimeligvis kaldes processen at opbygge størrelse, subsidiært styrke, samt reducere fedtprocenten for at tjene et (æstetisk) ideal. Den primære forskel på decideret styrketræning (ikke styrkeløft, men styrketræning) og bodybuilding er sidstnævntes udholdenhedskomponent. Stimulering af maksimal hypertrofi, indebærer at der er en udholdenhedskomponent i træningen, udtrætning med medium-høje reps. Forskellen mellem styrke og hypertrofi består først og fremmest i valg af rep-range, intensitet, udførelseshastighed, pause mellem sæt – IKKE øvelsesselektion! At en maskine ”animerer” til bodybuilding er simpelthen fuldstændigt, rendyrket, koncentreret nonsens. Det er et udsagn, der indrømmer en centerleder muligheden for, ganske subjektivt at sige ”ja” eller ”nej” til en maskines overlevelse.

I ”gamle dage”, var det ikke ualmindeligt at det klassiske pulldown-tårn kom med et vægtmagasin på 150 kg.

Værsgo’. Vægt til en evighed, hvis altså udført med pæne løft. Men i dag? I dag, i muskelforskrækkede, lille Danmark er det almindeligt med 100 kg, sågar ned til 80 kg. Det er dét, der efterspørges. Prismæssigt er forskellen på et vægtmagasin på 80-100 og så 150 kg komplet ligegyldig, men forskellen på modstanden er fuldstændigt afgørende for løfteren. Set i forlængelse af kampagnen mod de tunge håndvægte, er dette dog ikke en overraskelse.

Den relativt samme begrænsning, optræder nu på pushdown-stationer og i cable-cross stationer. Nu afhænger den faktiske modstand af faktorer som antal trisser, men generelt set er vægtblokkene færre. Der er mindre mulighed for at loade med mere vægt. For så vidt angår pushdowns, så er løsningen på dette problem at lave pushdowns i pulldowntårnet. Værsgo’. Cable Cross og sådanne stationer er ofte poleret, ubrugeligt skrammel. Jeg forsøgte engang at lave pushdowns i en cable cross fra ATLANTIS, en producent der, ikke overraskende, har et samarbejde med Eleiko. Jeg kunne konstatere, at der var kg nok til lidt mere end rotator cuff træning. Rygøvelser? Håbløst. Pushdowns? Glem det.  Og vi snakker et kæmpemæssigt, massivt monstrum af en konstruktion. Hvor meget det har kostet, ved jeg ikke. En pris 100.000 kr. ville ikke overraske mig. Uanset hvad det har kostet, har det dog været for dyrt. Masser af plads til at smide vægtmagasiner ind. Men nej.

Det er i det hele taget noget nær Kafkask, at det er de mindst egnede, der producerer udstyr.

Frimarkedsteori tilsiger, at det bedste produkt vinder. Hvis det ”bedste” er for at servicere egentlig træning, så kan vi konstatere, at teorien er forkert.

One size fits all

Et andet eksempel på denne idé, om at samme udstyr skal passe alle, er træningsbænke. Det er ikke ualmindeligt, at det er samme slags træningsbænk, der optræder i x-antal styks i et center. Det er jo en del af pakkeløsningen. Dette betyder så at ryglænets bredde er den samme. Incline-instillingerne er de samme. Bænkens hårdhed er den samme. Tænk nu på hvor forskellige mennesker er, og tænk så hvor forskellige øvelser er og hvilke krav de stiller. Det burde være overflødigt at forklare, hvor uegnet denne idé om ”One size fits all” er. Ideelt set er der smalle, medium og brede bænke. Korte bænke, lange bænke. Bløde bænke, almindelige bænke, og hårde bænke. Mulighed for incline og decline. Men det er ikke noget Hr. og Fru Smørrebrød sætter pris på, eller overhovedet nogensinde har overvejet.

Vægtskiver fra Helvede

Skulle alt dette ikke være nok, så er der jo vægtskiver. Tænk. En vægtskive. DET kan de fucke up. En standard, kalibreret stævneskive eller bumperplate , er 45cm diameter. Og rund. Næ nej, den dybe tallerken skal genopfindes af Big Shitness i form af de de x-cm oktagonale bastardskiver. Disse umuliggør dødløft. Og til hvad nytte? Hvad i alverden er pointen i at lade skiven være ottekantet i stedet for rund? Den arbitrære diameter giver ingen mening. Lad dog en 20 eller 25 kg skive (sidstnævne optræder vist ikke engang hypotetisk i kommercielle  fitnesscentre) være 45 cm så denne kan bruges til dødløft og varianter heraf med SAMME højde hver gang. En diameter mindre end 45cm betyder, at dødløft er deficit dødløft. For almindelig dødløfthøjde skal løfteren således øge højden, ved at komme noget under skiverne. Sådan ”noget” er ikke nødvendigvis noget, der optræder i kommercielle centre. Det ville jo indebære tilstedeværelsen af træ, og træ er ikke plastik.

Udbud og efterspørgsel?

(…) befolkningens kendskab til ordentlig træning, samt hvad udstyr ordentlig træning kræver, er på et meget lille sted. De efterspørger ikke det, de ikke kender.

Som jeg tidligere har anført, så er Hr og Fru Rød Pølse & Sodavand ligeglade med dig og dine træningsbehov. Det er imidlertid dem, der sætter dagsorden, da der er flere af dem end dig. Ergo er der flere penge i dem end dig. Fitnesscenterverden er blevet ”big business”, og hvis der er noget big business respekterer, så er det moneter på bundlinjen, uagtet man opgiver noget værdimæssigt større i den forbindelse.

Brægende får vil recitere 1800-tals dogmatik, om at ”markedet løser problemet”. Det gør det ikke, fordi markedet har talt. Bemærk i øvrigt at frimarkedstilhængeren og MFer Joachim B. Olsen ikke fik sine træningsbehov dækket på det frie marked men trænede i kommunale atletiklokaler. Der er flere penge i dem end os. Der er også flere penge i masseproduceret metervare lortemusik, end i klassisk musik.  Det er et spørgsmål om at større, stærkere, mere lean er værdier. Det er et spørgsmål om, at egentlig træning, optimeret træning, er en værdi. Transaktionen og udvekslingen af ydelser er triviel. Døgnfluerne, det er hvad jeg kalder dem; de fitnesscentermedlemmer som kommer og går. Betaler deres afladsbreve (det abonnement de betaler for at pleje deres dårlige samvittighed), kommer til træning. Skifter til træningstøj. Går lidt rundt i cirkler, hyggesludrer, læser avis. Går i bad. Tager civilt tøj på igen. Går deres vej. Det er dem, der bestemmer hvordan fitnesscenteret ser ud. Ikke dig der træner.

Dogmatikere vil påstå, at forbrugerne efterspørger det de vil have. Dette er kun en del af sandheden. Man efterspørger først og fremmest det, man kender, og befolkningens kendskab til ordentlig træning, samt hvad udstyr ordentlig træning kræver, er på et meget lille sted.  De efterspørger ikke det, de ikke kender. Derudover vil det brede, almindelige udbud kalibrere forbrugerens bevidsthed. Navigerer man i et plastikhelvede, hvor det er forbudt at lave ”larm”, forbudt at bruge magnesium, forbudt at træne i tank-top, forbudt at ”fylde”, og hvor udstyret er en omgang poleret bras, så er det det, man kender.

fitnesscentre6

Der er heldigvis en vis modreaktion på dette. Der er åbnet visse steder, der søger hen mod ordentlige faciliteter og ordentligt udstyr. Det kan være gyms med en mere old school indstilling til tingene, eller det kan være moderne gyms med blot ordentligt udstyr. Heldigvis er der i Danmark en stærk tradition for foreningsliv. Og det betyder, at der findes en del idræts- og træningsklubber/foreninger, der tillader tung, støvet træning.  Det hører også med til historien, at nogle centre er bedre end andre. Alle FitnessDK og Fitness World centre er ikke helt ens. Franchiset indrømmer en vis autonomi. Ikke overvældende, dog, men det findes. Der er visse af plastikcentrene, hvor der optræder powerracks (ofte en lortekvalitet, men dog bedre end intet), 20 kg stænger, lidt tungere håndvægte end den magiske 36/40 kg grænse, mv.

Et almindeligt svar på denne kritik af centrene er, at ”det jo er deres ret”. ”De må gøre som de vil”. Jeg ved ikke hvilket argument, dette er et svar på. Der er ingen, der anfægter deres ret til at agere på markedet. Der er ingen, der anfægter deres ret til at udbyde det udstyr, de nu har valgt. Det er fuldstændigt trivielt. Og ligeså vel som de har ret til at disponere som de gør, så har forbrugeren og befolkningen ret til at være vokale med kritikken.

I denne video hvor Dorian Yates præsenterer sit center Temple Gym i Birmingham, en undergrunds jernhule, præsenterer han den meget vigtige pointe, at var det ikke for bodybuilding og den gamle fitnesskultur, så fandtes der ikke disse gyms. Men de giver afkald på deres værdimæssige arv. Profitmaksimeringen har taget fuldstændig kontrol. Profitmaksimeringen er fuldstændigt styrende, afgørende, i enhver ledelsesbeslutning, enhver beslutning om indretning, udstyr, ordensregler, mv. 

Hvad skal forbrugeren gøre? Det er som at stå og forsøge at sænke et hangarskib, med en slangebøsse.

Det er ofte sagt, at forbrugeren skal ”stemme med fødderne” eller ”stemme med penge”. Altså at forbrugeren ikke skal belønne den aktør, der ikke tilbyder det forbrugeren vil have. Det er en fin tanke, om end både naiv og dum når det kommer til den nuværende tilstand. Hvad skal forbrugeren gøre? Det er som at stå og forsøge at sænke et hangarskib, med en slangebøsse. Et fitnesscenter har flere millioner af kroner kørende gennem bøgerne om året. En forbruger, eller en lille gruppe forbrugers ønsker, er en dråbe i havet sammenlignet med denne forretning. En beslægtet aktivitet vil være at slå hovedet mod en mur. Det er illusionen om valg. Men valget er intet. Det forbrugeren dog KAN gøre er at indkøbe eget udstyr. I sandhed, et ordentligt bænkpres- og squatrack er bedre faciliteter end mange centre kan prale af. Det kræver godt nok et stort beløb nu og her, modsat et løbende abonnement hos et center. En beslægtet mulighed er at samle ligesindede og finansiere ordentlige, old school træningsmuligheder sammen. En løsning mere oplagt i provinsen, da det kan knibe med pladsen i de større byer. Derudover er det først og fremmest vigtigt at påvirke holdningen. Lad det ikke blive trivielt hvilket kontinuerligt orgie af lort mange danske fitnesscentre er. Kritiser det, kritiser det og kritiser det, og værn dermed om træning som en egentlig værdi, ikke den resultatløse udveksling af ydelser i et kontraktforhold, hvis principale værdi er at klæde rigets økonomiske statistik ved øget BNP.

Og alt det her discount-fitness, træningsverdens svar på McDonalds – dårligt, usundt, og i øvrigt dyrere end det burde være – serveres under foregiven at dække træningsbehov. Det er én stor omgang McTraining. Betegnelsen ”Fitness World” er som sagt utroligt pompøs. Et sted uden squat rack, med 11 kg bambusstænger, cykelsaddelbænkpres og med håndvægte til 36 kg. kan under ingen omstændigheder, end ikke i et andet univers kaldes for ”Fitness WORLD”. Men hvis I tror det ikke kan blive værre, så tager I fejl.  Vend blot blikket mod USA, hvor Planet Fitess – en slags Fitness World i 3. potens – har sat nye rekorder i plathed med deres ”lunk alarms” – det er alarmer og blink der går af, når en person laver lyd eller drikker vand ud af en gennemsigtig plasticbøtte – og pizza Fridays (hvilket minder mig om Fitness World der serverer slik) og man kan blive ved. Det kan GODT blive værre. I Danmark ser vi jo fx Birgitte Nymanns koncept ”Fresh Fitness”, discountudgaven af discountfitness. Der findes sågar hold uden instruktør, hvor man i stedet står og adlyder en tv-skærm. Det er et fint billede på fremtiden, der venter menneskeheden. Total automatisering, mekanisering af tilværelsen. Ingen menneskehed, ingen individualitet. Bare sæt båndet i og tryk play. Til gengæld er der døgnåbent, så du kan vælge at blive til grin for dine egne penge døgnet rundt. Det kan næppe blive ringere end Fresh Fitness, et koncept der heldigvis ikke dominerer markedet.

En årsag til den udvikling vi ser, er priskrigen. Lidt inde i 00erne begyndte en enorm priskrig. Slagmarken var fitnesscentre. I ”gamle dage” bandt man sig ofte for et år af gangen, og snildt til 3000 kr+. I dag kan abonnementet ikke blive billigt nok, og ej heller kortvarigt nok. Men nu hænger pris og kvalitet desværre ofte sammen, så måske er priskrigen en del af forklaringen.

Globalt set ses jo konsolidering, ensretning. Koncentration af magt og kapital hos endnu færre og færre aktører. Prisen for dette, prisen for big business, er ensretning. Mad nok til alle, men ikke penge nok til alle. Glem alt om købmandens nærhed, pleje af hver enkelt kunde på individuel basis (købmanden har ikke råd til utilfredse kunder – det har big business). Ligesom der findes Big Tobacco og Big Pharma, kunne man tale om Big Fitness, men Big Shitness villle være en bedre betegnelse.

I gamle dage i Danmark, i 80erne og sågar 90erne, var der langt større forskel fra gym til gym.

Administratorerne søgte heller ikke en masse grunde, for at smide en ud fordi man var stor.  Centre kunne være ejet af en familie, et ægtepar – sågar en person der selv træner! Det var også før man installerede Anti Doping Danmark, og vedtog at deres virke skulle omfatte tests af ikke-konkurrerende private motionister også, i forbindelsen med hvilket der blev erklæret krig mod træning i Danmark. De gode, gamle dage er vist efterhånden længe forbi.

Det besynderlige er, at absurditeten til tider sågar forsvares med platituder som ”Der skal jo være plads til alle”. Det er lige præcist det, der IKKE er.  Prop al den strømlinede plasticwellness ind i centeret I vil, drukn jer selv i konditimer, trim-op hold og firmahåndklæder på tilbud, og proteinbarer til absurd overpris, BLOT I også servicerer de seriøst trænende kunder. Det er ikke ”tolerance” at indrette centeret efter Hr og Fru Flæskestegs snævre menneskesyn. Tolerance er at anerkende, at der skal være plads til alle.  Det er faktisk ikke alverdens krav de hårdt trænende folk stiller. Ordentlige stænger, ordentlige skiver, gode racks og tilpas tunge håndvægte. Det er billigt, det er slidstærkt. Det er det bedste.

Og det er noget som kun en forsvindende lille del af markedet har nogen som helst interesse i at servicere.

——-

Synspunkterne der præsenteres i dette indlæg tilhører forfatteren og afspejler ikke nødvendigvis synspunkter tilhørende Bodylab.dk