degamle

De gamle grækeres syn på sport

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Der var engang, tilbage i slut 90’erne og starten af 00’erne, hvor jeg som træningsrookie troede, at man skulle køre alle sæt til failure hele tiden, altid, for, at man fik noget ud af sin træning. Det var den sidste rep der byggede muskler. Jeg kørte desuden et 5-split ligesom ’the pro’s’ for det havde jeg læst i bodybuilding bladet FLEX, at det var the way to go. For ca. 10 år siden ændrede disse ting sig, da der pludselig begyndte at komme bedre informationer og artikler ud, fra en hjemmeside, der kaldte sig Bodybuilding.dk. I starten troede jeg de var idioter, da jeg nok mente jeg havde styr på, hvordan man skulle træne, og så kom de her fyre med deres ’evidens’ og påstod noget ganske andet. Der gik dog ikke længe, inden jeg måtte revidere mit syn på verden. I stedet for, at blive en vred Rasmus Modsat, valgte jeg, at se det som en berigelse af min verden, at de her fyre kom, og ændrede min måde at betragte verden på. Man kan godt blive så fokuseret på noget man tror, er den endegyldige sandhed, og den eneste måde at se tingene på, at man bliver overrasket, når man præsenteres for alternative måder, at se på tingene på. I denne artikel, skal vi prøve at dykke ned i fortiden, og se på, hvordan de gamle grækere betragtede sport. Deres måde at betragte sport på, er radikalt anderledes end den måde vi ser på sport på i dag, og måske kan de lære os en ting eller to, og være med til, at berige vores verden, ved at ændre eller udvide vores optik.

Billede fra: body-world.net

Billede fra: body-world.net

Værdige og uværdige vindere

Når vi betragter sport, kan vi gøre det med både forstand og følelser. Vores forstand fortæller os f.eks. at bodybuilderen Phil Heath må og skal løbe af med sejren i den store Mr. Olympia konkurrence der afholdes hvert efterår i Las Vegas, fordi han bare er den bedste. Han er perfekt bygget, en Mr. Flawless, og det ville være svært for dommerne, at argumentere for, at give sejren til nogen anden end Phil.

Billede fra: drwannabe.tumblr.com

Billede fra: drwannabe.tumblr.com

På den anden side, så ville mange ønske, at Kai Greene var lige de 2 % bedre end han er, så han kunne løbe af med sejren, fordi det er alment kendt, at Kai er en hard worker. Han har haft det svært, og har lavet nogle mindre heldige ting, for at klare dagen og vejen, men han har fundet sit sande kald i bodybuildingen. Han giver sig 100%, og det finder mange beundringsværdigt.

Billede fra: www.bodybuilding.com

Billede fra: www.bodybuilding.com

Mange har det på samme måde med texaneren Branch Warren. Har man set en træningsvideo med Branch, er man ikke i tvivl om, at han træner hårdt. Han løfter tungt og brutalt i det nedslidte MetroFlex Gym, ligesom mesteren over dem alle, Ronnie Coleman gjorde, og Branch skåner ikke sig selv. Desværre træner han også lidt smådumt nogle gange, hvilket har resulteret i en del skader, som har været medvirkende årsag til, at han har haft nogle ufrivillige pauser, og at hans proportioner er skredet gennem årene. Det er ærgerligt, for mange kan godt lide Branch, og under ham en stor sejr. Mange mener han er som en rigtig bodybuilder bør være. Upoleret og hardcore. Bare ærgerligt han efterhånden ligner lort.

Billede fra: db2012.angelfire.com

Billede fra: db2012.angelfire.com

Så vi ser på den veltrimmede knægt Phil ’The Gift’ Heath, som mange føler har fået det hele foræret. Og vi ser på Kai og Branch. Og vi ved godt hvem der vinder og hvem der bør vinde, men vi ved også godt, hvem vi ville ønske der vandt. Der er en konflikt imellem vores forstand og vores følelser. Men hvad er det egentligt der gør, at så mange er efter Phil, og har svært ved, at hylde ham uforbeholdent? Hvorfor betyder det så meget for os hvordan han har nået målet? Han er den bedste, men hvorfor er det ikke altid nok, bare at være den bedste? Der findes tre græske ord, som kan hjælpe os med at forstå dette. Lad os først få nogle definitioner af ordene på plads, og derefter kan vi se på, hvad det betyder for vores måde at betragte Phil, Kai og Branch på:

  • Det græske ord aretê, betyder noget i retning af dyd; at være brav; at leve et arbejdsomt liv, hvor man giver sig 100 % uanset hvad man laver. At leve på denne måde, er ikke nemt og behageligt, og man får ingenting foræret, men til gengæld ligger det dybt i de fleste mennesker, at enhver der lever sit liv på aretê-måden fortjener ære, respekt og beundring. På mange måder handler det om retfærdighed. Vi føler det er retfærdigt, at enhver der lever på denne måde opnår gode ting i sit liv, da de ting der opnås skyldes hårdt arbejde.
  • Mr. Olympia deltagere er atleter, og ser vi på det græske ord for atlet, althleô, så betyder det både ’at kæmpe’ (for en præmie), ’at lide’ og ’at udholde’.
  • De konkurrencer som atleter deltog i, i det gamle Grækenland, kaldte de for agônes, hvilket betyder ’steder man kæmper’. Det engelske ord agony, som betyder lidelse, er udledt af agônes. Lidelse og kamp hører altså sammen.

Sammenfatter vi disse ord, får vi altså et billede af, hvad der skal til for, at en atlet betragtes som værdig til den præmie han vinder. Han skal både kæmpe, lide og udholde meget. Kai Greene passer ret godt ind i billedet. Han har lidt, kæmpet og udholdt meget. Han er opvokset på børnehjem og har haft det svært. Han har følt nederlagets smerte når han gang på gang har måttet set sig slået af Phil Heath og Jay Cutler, men er fortsat med at kæmpe og forbedre sig, selvom ingen tror på, at han kan vinde Mr. Olympia, så længe Phil er med.

Phil derimod. Det virker ikke som om Phil lider for at vinde. Han har fået hjælp af den tidligere Mr. O. champ Jay Cutler, og hans Hans gener, hans kropslige proportioner og hans evne til at respondere på anabolika gør, at han ikke behøver arbejde så hårdt som f.eks. Branch og Kai gør, for at nå sit mål, og det gør, at mange ikke føler han fortjener sejren. Mange bliver irriterede, når de ser hans træningsvideoer, hvor han tygger tyggegummi, mens han kører lidt lette cable pushdowns eller nogle machine curls.

Billede fra: Youtube.com/Muscles for life

Billede fra: Youtube.com/Muscles for life

Det er lige før det bliver et moralsk eller etisk spørgsmål. Har Phil fortjent sejren når han ikke behøver arbejde så hårdt som de andre? En fyr som spradebassen Rich Piana ville nok sige ’ja selvfølgelig’. Det er kun taberne der sidder og klynker over, at det ikke er ’retfærdigt’ at Phil vinder. Fuck retfærdighed, det handler bare om at vinde, uanset hvordan man så gør det. De gamle grækere var ikke enige. For dem var det ikke sejren der var det vigtigste, men den indsats man ydede.
https://www.youtube.com/watch?v=457cx9OmKxo

Den statistiske djævel

Jeg elsker statistik. Egentlig tror jeg, at jeg elsker statistik mere end sport. Det sker stort set aldrig, at jeg ser en Superligakamp eller en Premier League kamp mere, hverken i virkeligheden eller i fjernsynet, men jeg følger entusiastisk med i resultater og stillinger på tekst-tv eller på internettet hver eneste uge. De gamle grækere ville have rystet på hovedet af mig. Grækerne holdt måske nok flittigt regnskab med hvem der vandt, thi de elskede at hylde deres helte, men ingen steder noterede de resultater som tid, distance, højde osv. Det at vinde var dengang noget absolut. Man vandt eller man vandt ikke. Næste år vandt en anden måske. Om denne vinder, var bedre end den tidligere vinder; om han løb på en bedre tid, kastede spyddet længere, eller hoppede højere, vidste man ganske enkelt ikke, for det var fuldstændigt ligegyldigt. Der var ingen sammenligning af atleterne. Det var en hyldest af ham der havde vundet lige nu og her.

Billede fra: thephoenix.com

Billede fra: thephoenix.com

I dag sammenligner vi i én uendelighed. I 2009/10 sæsonen scorede Chelsea 103 mål i løbet af sæsonen. Flere end nogen anden klub i Premier League både før og siden. I 2004/05 og i 2005/06 sæsonerne, vandt Chelsea 29 ud af 38 kampe. Flere vundne kampe på samme sæson end noget andet engelsk hold. Ved OL i Sydney i 2000 vandt Maurice Greene guld på 100 m med en tid på 9,87. 4 år senere i Athen, løb Justin Gatlin 0,02 sek hurtigere da han vandt guld. Sådan kan man sammenligne annalerne og diskutere om det betyder, at Gatlin var en større vinder end Greene. Hvis det altså interesserer én. Og det interesserer tilsyneladende rigtigt mange mennesker. I dag er der tonsvis af små statistiske resultater, som mange går lige så meget op i som hvem der egentlig vandt, og hvordan de gjorde det. I den og den kamp løb den og den spiller flere km end nogen anden spiller i en fodboldkamp. I den og den kamp blev der scoret det hurtigste mål nogensinde. I de sidste 18 indbyrdes opgør har hold X vundet 4 gange, men hold Y har vundet 8 gange og 6 er endt uafgjort. De skal mødes igen i weekenden og det må betyde at Y er favorit og bla bla. Grækerne gik mere op i hvem der vandt, og hvordan de gjorde det. Statistik og sammenligninger ragede dem.

Billede fra: listverse.com

Billede fra: listverse.com

Guder og mennesker    

Sport i det gamle Grækenland, blev altid dyrket for at ære guderne. De evner man havde, var nogle man havde fået fra naturens side, dvs. fra guderne, og ved at præstere det bedste man kunne, ærede man disse guder. Veltrænede kroppe i atletisk udfoldelse, var en måde at vise guderne, at man forvaltede sine gudsgivne talenter på en beundringsværdig måde, og guderne kunne frydes ved at se, hvad de havde skabt. Der var altså en stor ydmyghed ift. det at præstere. Den ydmyghed er stort set væk i dag. I dag tager mange selv æren for, at de har talent. Man er ikke ydmyg ift. de ting man ikke selv har haft nogen indflydelse på. Det kan være Phil Heaths gode hypertrofi gener; det kan være det, at man tilfældigvis er født på en tid og et sted i verden, hvor der er mulighed for at blive rig og berømt ved at udnytte sine talenter inden for sport; det kan være en 100 m løber der er perfekt skruet sammen fra naturens side, eller en rigmandssøn der klarer sig godt i Formel 1, fordi han er et naturtalent og far havde penge. Vi har alle set eksempler på sportsstjerner der nærmest har ophøjet sig selv til halvguder og gør som det passer dem.

Billede fra: telegraph.co.uk/demotivationalposters.org/outsidethebeltway.com

Billede fra: telegraph.co.uk/demotivationalposters.org/outsidethebeltway.com

At de slipper af sted med det, uden der er nogen der beder dem om at udvise lidt ydmyghed bunder bl.a. i den kommercialisering vi skal se på nu.

Æstetisk sport vs. kommerciel sport

I dag er ydmygheden erstattet af selvpromovering, selvophøjelse og ofte også anvendelse af doping, i en never ending jagt på mammon. Sport er ikke bare blevet sekulariseret, den og også blevet voldsomt kommercialiseret. Og den kommercielle sport er i sin natur også militant, i og med der er store pengebeløb på spil. Det er ikke bare æren der kæmpes om, men folks levebrød. Taber man en kvalifikationskamp til Champions League ryger der mange mange millioner ud af budgettet. Det eneste tidspunkt man hører sportsfolk tage sport mindre seriøst, er når der sker dødsfald eller store katastrofer i verden. Hvor en fodboldkamp eller en etape i Tour de France bliver sat i relief af, at en sportsmand er død i et uheld, eller en tsunami har dræbt tusindvis af mennesker. I mit 37-årige liv, kan det dog tælles på én hånd, de gange jeg har hørt en sportsmand sige noget i retning af: ’Det er jo kun sport’. Sport er ikke kun sport mere. Sport er krig i dag. Dødelig alvor. Big business. Denne måde at betragte sport på, er karakteriseret ved, at det handler om at vinde for enhver pris, og fokus er ofte på eksterne faktorer. Ikke på sporten i sig selv, men på f.eks. penge, ros, hyldest og promovering af individer der kan blive stjerner, få store sponsorkontrakter og gå over i historien. Sport er en vare der skal sælges og intet andet.

Billede fra: www.thehealthsite.com

Billede fra: www.thehealthsite.com

Den græske eller æstetiske måde at betragte sport på, er en anden. Her er det sporten for sportens skyld. Det handler om atleter der udtrykker deres kreativitet gennem sport. Som børn der leger. Det er den følelse man får i maven når man ser en virkelig god omgang sport. Det er når man betragter Serena Williams’ kraftfulde slag som hendes modstandere har svært ved at stille noget op imod. Det var da Manchester United scorede to mål i overtiden i Champions League finalen i 1999 og vandt 2-1 over Bayern München. Det var til Mr. Olympia i 2009, hvor Jay Cutler kom ind i en vanvittig form, rystede sit venstre lår og spændte det og afslørede vanvittige separationer, og enhver kunne se, at han var urørlig.

Billede fra: johnhansenfitness.com

Billede fra: johnhansenfitness.com

Det er når man er færdig med en bryst- eller armtræning og flexer engang til ære for spejlet, og man fyldes af tilfredshed og stolthed over det man efterhånden har udrettet med vægtene. Det handler udelukkende om, at tilskueren værdsætter det han ser. Det er ikke en rationel økonomisk, statistisk betragtning, men en følelsesmæssig, visuel og intellektuel nydelse ved sporten. Det er ting som ikke kan måles og nedskrives i statistiske tabeller. En god mavefornemmelse.

Billede fra: addicted2success.com

Eksempler på modernitetens fejlskud

Talentudvikling blev med ét slag reduceret til noget de fattige klubber kunne spilde deres tid på, mens fodboldgale milliardærer bare kunne købe læssevis af mega dyre verdensstjerner og smide dem sammen på et klinisk forretningshold (…)

Jeg kan huske nogle horrible fodboldkampe engang mellem 2004-2007, hvor Real Madrid havde det mest vanvittige hold, med spillere som Zinédine Zidane, Ronaldo (ikke Christiano, men ham brasilianeren der altid var lidt for chubby), Luís Figo, Roberto Carlos, Raúl, Michael Owen, Robinho, Sergio Ramos og David Beckham. De var blevet indkøbt for milliarder af kroner, og var et sikkert vinderhold right? Nej. De vandt ikke rigtigt noget tre sæsoner i træk. Fokus var rykket væk fra seværdigt fodbold for den seværdige fodbolds skyld, og over på penge, stjerner og forretning. Flokken af vanvittigt dyre individualister kunne ikke spille sammen, og fodbolden endte med at blive taberen. Man så et lignende skred omkring 2003, hvor Chelsea blev solgt til den russiske milliardær Roman Abramovich. Talentudvikling blev med ét slag reduceret til noget de fattige klubber kunne spilde deres tid på, mens fodboldgale milliardærer bare kunne købe læssevis af mega dyre verdensstjerner og smide dem sammen på et klinisk forretningshold, der så til manges morskab, viste sig ikke at kunne spille fodbold. Fodboldfans verden over fik en dårlig mavefornemmelse over disse hold, som fuldstændigt mistede fokus på fodboldens ånd, og bare forvandlede ellers elskede klubber til forretninger og intet andet end forretninger. Det var svært, at forklare præcis, hvad man følte der var galt, men det var nogle af de græske tanker, der sidder dybt i mennesker, som begyndte at manifestere sig. Klubberne forsøgte at købe sig til sejre så bagmændene kunne blive endnu rigere, frem for at forsøge at spille seværdigt fodbold og give fansene nogle gode oplevelser, og det var der bare ikke meget aretê eller æstetik over.

Billede fra: emiliab9291.files.wordpress.com

Billede fra: emiliab9291.files.wordpress.com

Afslutningsvis

Jeg synes grækerne havde nogle gode pointer. Jo deres betragtningsmåde er måske lige lovligt idealistisk og urealistisk at fastholde i professionel sport i dag, men alligevel. I en verden, hvor sport er blevet big business; hvor fodboldklubber er ligeglade med om kampene er dødkedelige, så længe de bliver vundet; hvor vinderen af Mr. Olympia er en personlighedsløs steroidemaskine; hvor hårdt arbejde, høj moral og vilje til at udholde lidelse ikke belønnes, og hvor selvoptagede dopede verdensstjerners største mål i tilværelsen er, at få en kæmpe yacht, syv Lamborghini’er og et volddyrt hus, er det forfriskende, med nogle gamle tanker, der gør, at man kan se gennem det kommercielle blændværk, og prøve at finde ind til kernen af sporten og finde sine egne små ting, som man kan værdsætte. Løbet er måske kørt i professionel sport, men om ikke andet, så kan man da forsøge, at holde fokus på en græsk tilgang til tingene i sin udøvelse af den sport og træning man selv deltager i.

Kilder: Holowchak, Andrew M. & Reid, Heather L. Aretism – An ancient sports philosophy for the modern sports world. Lexington books (2011)