10000-thumb

10.000 timers reglen

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Om morgenen d. 22. august 2004, sad højdespringeren Stefan Holm og læste i en bog, som afslappende forberedelse til den højdespringsfinale ved OL i Athen, han skulle deltage i senere på dagen. Da han nåede til side 225 i sin bog, havde han egentlig lyst til at lægge bogen fra sig, men han fortsatte alligevel frem til side 240, fordi han ikke ville risikere, at han, rent mentalt, ville se 225 som en grænse. Han var nemlig ret sikker på, at han blev nødt til at springe en del over de 225 cm, for at hive guldet hjem senere på dagen. Efter læsningen spiste han det samme til morgenmad som han plejede. Han gik også i bad på samme måde, vaskede håret to gange, pakkede sin taske som han altid pakkede den, tog det samme sorte undertøj på han altid brugte, og tog højre strømpe på før den venstre. Intet var overladt til tilfældighederne da han stod foran stangen d. 22. august, klar til finalen. Efter to missede forsøg på 233 cm, klarede han 3. forsøg, og vandt guld, da han som den eneste kom over 236 cm. Nok til guldmedaljen og ny personlig rekord.

Billede fra: sporting-heroes.net

Billede fra: sporting-heroes.net

Stefan Holm har siden udtalt, at fundamentet for hans succes, er træning, træning og atter træning. Han er enig med forfatteren Malcolm T. Gladwell, som har skrevet bogen ‘Outliers: The Story of Success’, hvori Gladwell nævner det han kalder “The 10.000-Hour Rule”. Idéen om, at man for at blive god til noget, skal træne i 10.000 timer. Ser man på Holms karriere ser det ud som om der er noget om snakken.

10.000 timers træning – mindst

Lille Stefan begyndte at hoppe allerede som 4-årig, efter han havde set højdespring i fjernsynet i 1980, hvor der var OL i Moskva. Han startede med at hoppe over sofaen, hvilket resulterede i en brækket arm. Det stoppede dog ikke knægten, og hans far byggede derfor et højdesprings-pit til ham i baghaven. Op gennem 80’erne var Holm inspireret af en anden stor svensk højdespringer, Patrik Sjöberg, som i 1987 satte ny verdensrekord med et spring på 242 cm. Stefan begyndte, at træne i den lokale Våxnäshallen samme år, og tilbragte det meste af sin tid med at træne.

Patrick Sjöberg.  Billede fra: niklasareschoug.files.wordpress.com

Patrick Sjöberg.
Billede fra: niklasareschoug.files.wordpress.com

Da Stefan var 14 år sprang han 182 cm, og var godt undervejs til en fremtidig karriere som højdespringer. Men der var et problem. Han så ikke ud til at blive særligt høj. Sjøberg var 2 m høj, og den senere verdensrekordholder Javier Sotomayor, som sprang 245 cm i 1993, var 1.95 m høj, mens lille Stefan aldrig blev højere end 1.81 m. Det var dårligt nyt for hans højdespringsambitioner. Eneste løsning var mere træning. Han gik i gang med et regime, hvor han trænede 12 gange om ugen. 10.000 timer svarer til 3 t 15 min træning 6 dage om ugen i 10 år. Det er meget. Men Stefan hang i. Han mener selv han har sprunget flere højdespring end noget andet menneske nogensinde. Som en del af sin træning squattede han også. Han var i stand til at squatte 140 kg ass to the grass, og tillagde sig et meget langt tilløb, hvor han kom op på over 30 km/t, for at kompensere for sin lave højde. Nogle forskere fik lov til, at undersøge Holms venstre akillessene (på hans springben), og de fandt, at senen var fire gange så stærk som et gennemsnitsmenneskes akillessene. Der skulle 1,8 tons til at strække den 1 cm. Stefan blev bare bedre og bedre. Hvert år hoppede han nogle få centimeter højere, og det hele kulminerede i 2004, efter over 20 års træning, da han vandt OL guld, noget som ikke engang hans idol Sjøberg havde formået.

Donald Thomas.  Billede fra: all-athletics.com

Donald Thomas.
Billede fra: all-athletics.com

Regelbryderen

Til VM i 2007, 3 år efter guldtriumfen i Athen, var Holm favorit. Han havde vundet guld til indendørs EM tidligere på året, og var en af tidens absolut bedste højdespringere. Der var dog en outsider til VM 2007. En ukendt fyr fra Bahamas ved navn Donald Thomas. Thomas spillede egentlig basketball for Lindenwood University i USA, men var i januar 2006 blevet udfordret af højdespringeren Carlos Mattis til at prøve kræfter med højdespring, da Thomas altid gik og pralede med, hvor højt han kunne hoppe når han lavede slam dunks på basketballbanen. Thomas tog imod udfordringen, og klarede 198 cm i sit første forsøg uden nogen som helst forudgående højdespringstræning. Stangen blev derefter hævet til 203 cm. Thomas klarede det uden problemer. Selv ikke 213 cm var noget problem. Og det var altså i basketshorts og gummisko og uden træning. Efter en hurtig konsultation med den lokale højdespringstræner, klarede Thomas et spring på 221 cm i sit kun 7. forsøg nogensinde.

Thomas blev efterfølgende tilbudt en stipendium til Auburn University, hvis han lovede at dedikere sig til højdespring i stedet for basketball, hvilket han takkede ja til. Thomas var dog ikke særligt interesseret i højdespring, som han faktisk synes var jævnt kedeligt, så han forsvandt ofte fra træningen for at spille lidt basket i stedet. Da træneren efter nogen overtalelse havde fået ham presset ned i nogle stangsprings sko; fået ham til at tage noget mindre løst tøj på, og havde fået trænet ham en lille smule, lykkedes det Thomas at springe 233 cm i sin første rigtige sæson.

1½ år efter Thomas havde sprunget sit første højdespring, og med kun 8 mdr’s reel træning i bagagen, stillede han så op til VM i 2007. Mens Stefan Holm lige nøjagtigt rev stangen ned på 235 cm og sluttede på en 4. plads med 233 cm, ja så vandt Thomas guld, da han som den eneste klarede 235 cm i første forsøg.
https://www.youtube.com/watch?v=SNFwJdk9dKU

Hvor stammer myten om de 10.000 timer fra?

Om end Thomas eksemplet er usædvanligt (det er trods alt de færreste der formår at blive verdensmestre efter kun få mdr’s træning), så er det dog et eksempel på, at reglen om de 10.000 timer ikke altid holder vand. En bodybuilder som Phil Heath har heller ikke trænet nær så mange timer som mange af de bodybuildere han har slået de sidste år til Mr. Olympia, så der er altså mange andre faktorer der spiller ind ift. det, at blive rigtig god til noget, end bare træning, træning og mere træning.

Billede fra: corticalmass.typepad.com

Billede fra: corticalmass.typepad.com

Det var som tidlige nævnt bl.a. Gladwell der populariserede 10.000 timers reglen i sin ’Outliers’ bog, hvor han kaldte de 10.000 timer for ’the magic number of greatness’. Gladwell har tallet fra et studie fra 1993, af Anders Ericsson kaldet ‘The Role of Deliberate Practice in the Acquisition of Expert Performance’, hvor nogle få violinister blev spurgt om, hvor meget de havde øvet for at nå det niveau de var på. I gennemsnit havde de øvet ca. 10.000 timer, for at blive professionelle klassiske musikere, og det er primært dette Gladwell baserer sin teori på. Der var dog stor forskel på, hvor meget de enkelte musikere havde øvet, og der var en hel række problemer med studiet f.eks. at det var baseret på musikernes egen hukommelse (retrospektivt studie); der var meget få deltagere (10), og deltagerne var alle blevet optaget på et verdenskendt musikkonservatorium da de kom med i undersøgelsen, hvilket betyder, at de højst sandsynligt alle havde et naturtalent for musik, hvilket igen betyder, at det bliver svært at sige noget om, om alle bare kan øve violin i 10.000 timer og dermed med sikkerhed blive professionel musiker. Det er bl.a. dette Gladwell siden er blevet kritiseret for. At simplificere resultatet af Ericssons undersøgelse, så det passede godt til en bestseller.

Brian Shaw.  Billede fra: cdn29.elitedaily.com

Brian Shaw.
Billede fra: cdn29.elitedaily.com

Ericssons studie blev dog senere bakket op af andre studier, involverende skakspillere. Cambitelli og Gobet lavede i 2007 et studie, hvor de kom frem til, at 11.053 timer, var det magiske tal, det krævede at blive en top notch skakspiller. Altså tæt på de 10.000 timer. I begejstringen over at få bekræftet teorien om de 10.000 timer, overså mange dog det faktum, at de ca. 11.000 timer, ligesom tilfældet var med Ericssons studie, var et gennemsnit. Der var verdensklasse skakspillede der kun havde trænet i 3000 timer, mens andre havde trænet i 23.000 timer. Der findes altså folk der skal træne 8 gange så meget som andre, for at nå samme niveau. Studiet viste desuden, at der var en hel række skakspillere, som havde trænet i over 25.000 timer, uden nogensinde at nå i nærheden af, at være blandt de bedste i verden. Og det endda i en ’sport’, der ikke kræver ’andet’ end en god hjerne. Der findes sportsgrene, hvor det mere åbenlyst er utopi, at man bare skal træne 10.000 timer for at blive virkeligt god. Er du 1.60 m høj, skal der virkeligt arbejdes hårdt for, at du bliver en god højdespringer eller basketballspiller. Har du gener som den 188 kg tunge stærkmand Brian Shaw, skal der knokles en del før du bliver en virkeligt god jockey eller cykelrytter. Og er du bygget som den 2.01 m høje spinkle Peter Crouch, fra naturens side af, så skal der arbejdes usandsynligt hårdt før du vinder Mr. Olympia.

Peter Crouch.  Billede fra: www.swotti.com

Peter Crouch.
Billede fra: www.swotti.com

Nature vs. nurture

Det er altså ikke udelukkende træning der gør, at atleter når toppen af deres sport og vinder guldmedaljer i internationale konkurrencer. Holm med +20 års træning i bagagen og Thomas med +8 mdr’s træning i bagagen vidner om dette. På den anden side, så betyder træning og engagement en hel del. Ser vi på Thomas’ resultater siden han startede i 2006, så har de ikke været imponerende. Han har faktisk ikke forbedret sig en eneste millimeter siden, men har kun skuffet. Til OL i London i 2012 sprang han f.eks. kun 216 cm, mens vinderen Ivan Ukhov sprang 236 cm.

Billede fra: opencolleges.edu.au

Billede fra: opencolleges.edu.au

Ser man på de studier der er lavet siden, så ser det ud til, at de atleter der har et naturtalent eller ’gode gener’, som jeg f.eks. har set på i denne artikel, ikke behøver at træne nær så mange timer, som dem der ikke er så genetisk veldisponerede. I stedet for en ’10.000 timers-regel’, så burde man måske nærmere tale om en ’kolossal naturlig forskels-regel’, hvor nogle kan træne 15 år uden nogensinde at blive særligt gode, og hvor andre kan træne 2 år, og blive verdensmestre. Om det er ’fair’, er ikke noget naturen går specielt meget op i.

Den er bare som den er. Og oftest er naturen faktisk indrettet på en måde, som de fleste mennesker ville betegne som unfair. Det er det som kaldes Matthæuseffekten, efter en passage i Matthæusevangeliet: “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod.” Der er flere studier der viser, at folk der har naturligt flair for noget, også nemmere og hurtigere bliver endnu bedre til dette hvis de øver sig, mens folk der er dårlige til noget, kun langsommere bliver bedre, og skal arbejde mere for at opnå resultater. Stefan Holms far, som også var hans træner, udtalte efter 2007 nederlaget til Donald Thomas, at Thomas var en ’jävla pajas’ (en forbandet klovn), og at hans dårlige springteknik var en fornærmelse mod sporten. Det må også være en svær kamel at sluge, at en doven wonderboy, der egentlig ikke interesserer sig for højdespring, kommer ud af nowhere og tager medaljen fra ham der har knoklet i +20 år og ånder og lever for højdespring.

Hårdt arbejde i sig selv er altså ingen garanti for succes, men hårdt arbejde belønnes mere, hvis du har et medfødt talent. Talent alene ligger vel og roder et sted midt imellem. Som Phil Heath siger i filmen Generation Iron: ‘He (Kai Greene) thinks hard work is gonna beat talent. But when talent actually decides to work hard…it’s over’.

Kilde: Epstein, David – The sports gene. Penguin books ltd. 2013