cantjumpthumb

White men can’t jump

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Vi ser i mange sportsgrene at bestemte nationaliteter eller tilhørende menneskeracer, etnotyper som man kalder det, dominerer i bestemte sportsgrene. Derfor er atleters race ofte blevet italesat som en væsentlig prediktor for atletisk talent, e.g. ”white men can’t jump”, nordskandinaver i styrkesport, østafrikanere i udholdenhedssport og vestafrikanere i eksplosive sportsgrene.

Forklaringen skulle være at der med en bestemt etnicitet følges en pakke af genetiske variationer, som favoriserede en fænotype[1], der var favorabel i særlige sportsgrene. Men når man går forskningen efter i sømmene, viser det sig at det måske ikke er så simpelt. For det første fordi kultur viser sig at spille en stor rolle, måske endda større end etnicitet og gener, og for det andet, fordi det er et område, hvor politisk korrekthed har vist sig at række langt ind i forskningens verden.

[1] En fænotype er dén fysiske udformning en organisme har. Vi ved at der findes gener, der  fx bestemmer hudfarve.

Hvad bestemmer sportslig excellence?

Når man kigger ud over sporterne, ser man ofte at bestemte etnotyper og nationaliteter dominerer i særlige sportsgrene (Tabel 1), men det kan der være mange årsager til, udover de racemæssige. Der kan være både kulturelle (eng., ”nurture”) og fysiologiske faktorer (emg., ”nature”), der gør sig gældende for henholdsvis nationaliteters og etniske gruppers dominans i særlige sportsgrene. Jeg vil forsøge at gennemgå nogle af de vigtigste her, sammen med nogle overvejelser om hvad de hver især betyder.

cantjump

Tabel 1 – Sportsgrene domineret af bestemte nationaliteter

Vægtløftning Kina, Bulgarien, Kasakhstan,
Styrkeløft Rusland, Polen, Hviderusland
Stærkmand Island
Atletik, kastediscipliner USA, Rusland
Atletik, udholdenhedsdiscipliner Kenya, Etiopien, Uganda
Boksning USA, Rusland, Cuba

Kulturelle forhold

National prioritet

Når Danmark har et godt håndboldhold, skyldes det at man relativt set går mere op i håndbold i Danmark end i de fleste andre lande. Når en større fraktion af befolkningen spiller håndbold, kan vi altså med et mindre befolkningsgrundlag etablere den samme (opdagede) talentmasse som større lande, hvor en mindre fraktion af befolkningen spiller håndbold. Udover det absolutte antal af deltagere i en given sportsgren, betyder deltagelsen i en sportsgren relativt til andre sportsgrene også noget. I lande hvor der er mange sportsgrene, der er mere populære end dén man diskuterer, er der givetvis en større tendens til at fysiske talenter bliver ”spist” af andre sportsgrene. Det er sandsynligvis en faktor i atletik i USA, hvor mange talenter bliver suget over i football eller basketball, da det dér er lettere at få scholarships og tjene penge på sigt. Samtidig betyder den nationale villighed til at bruge penge på sporten også meget. Bedre trænere, træningsfaciliteter, bedre behandlere og coaches skaber alt sammen bedre udøvere. Sådanne faktorer ligger givetvis bag at USA f.eks. er verdensmestre i kvindefodbold, selvom kun 2% af befolkningen mener at fodbold (altså soccer) er deres yndlingssport. Så når de mange små lande i Balkan og vestasien kan producere så mange gode vægtløftere, handler det givetvis mere om kulturelle forhold end om fysiologiske. Vægtløftning er en sport, der er en stor del af deres kulturarv og derfor er der høj deltagelse og økonomisk prioritering til det, hvilket giver succes. Hvis det udelukkende handlede om en særlig fysiologi de skulle have i dette område, ville de også producere specielt gode atleter i sportsgrene, der havde lignende arbejdskrav, f.eks. atletik, hvilket ikke helt viser sig at være gældende.

”Sult”

Man kan godt spekulere i om lande med stor social ulighed skaber et system, hvor individer kan have utroligt stort incitament for at bryde deres sociale arv igennem en sports karriere og dermed skaber atleter med større sult og sans for urgency, fordi det kan være deres vej ud af socialt armod og fattigdom. Og selvom det på et kvalitativt niveau måske er virkeligheden for nogle få individer, så er det ikke et generelt fænomen, jævnfør litteraturen. Forklaringen er sandsynligvis at, selve dét at være ressourcesvækket gennemsnitligt set begrænser ens adgang til og evne til at blive rigtigt god til noget som helst, fordi man skal bruge flere ressourcer på at få resten af livet til at hænge sammen – ressourcer som man så ikke kan bruge på at træne. Selvfølgelig er der individer der ”bryder igennem”, men det er der generelt set færre der gør end i systemer med mindre social ulighed.

Forestillinger om egne og andres kompetencercantjump3

Selve forestillingerne omkring bestemte racers overlegenhed er noget der kan påvirke præstationsevnen og hvilke sportsgrene racer søger hen i. Man har undersøgt det i særlig grad i USA, hvor sorte og hvide lever i samhørighed of hvor forestillingen om sortes atletiske overlegenhed er meget stærk. Man ved således at hvide har en tilbøjelighed til at undervurdere deres egen atletiske evne og overvurdere sortes, upåagtet hvad deres respektive reelle atletiske ydevevne er. Det betyder altså at f.eks. i basketball er der en tilbøjelighed til at synes at den sorte spiller er bedre selvom den hvide måske objektive set er lige så god (Azzarito & Harrison, 2008). Denne type kulturelle forhold ved man påvirker sandsynligheden for at bliver eliteudøver.

Social slagside

I USA er afroamerikanere overrepræsenteret i atletik, football, baseball og basketball. Dette kunne indikere en iboende atletisk overlegenhed, men det viser sig at de sportsgrene i hvilke afroamerikanerne dominerer, er dem hvor sporten i vid udstrækning udspringer fra high school eller college sport og altså dermed sammenkoblet med at gå på en bestemt skole, mens resten af sportsgrenene ofte er noget man betaler til igennem private faciliteter. Dermed gør den sociale slagside omkring racerne i USA (som altså viser sig ved at de sorte i USA gennemsnitligt set har kortere uddannelser og lavere indkomster) at dem, der er lavere i det sociale hierarki bliver skubbet over i sportsgrene som football, atletik osv. Denne faktor dikterer dog ikke sportslig excellence som sådan, men mere kvalitativt, hvilket sportsgrene folk havner i.

Fysiologiske forskelle

Men når vi nu er igennem nogle af de kulturelle forskelle, så er er der stadig nogle reelle fysiologiske forskelle imellem racerne, som sandsynliggør

Størrelsehttp://www.dreamstime.com/-image14037264

Kropsstørrelse er i visse sportsgrene en vigtig prediktor for præstationsevne. Det skyldes at arbejdskravene i sportsgrene favoriserer bestemte træk, som bedst er i balance ved bestemte kropsstørrelser. Det er altså sportens arbejdskrav, der ved sportslig selektion vælger eliteudøverne. Man ser undertiden at udøvere der ”falder udenfor” alligevel vinder, men det er så typisk fordi de kan kompensere med et andet træk, f.eks. er Husain Bolt egentlig nok i den høje ende til at være 100 m løber, men han kompenserer med uhørt eksplosivitet. I basketball og volleyball er det ubetinget en fordel at være høj, faktisk så meget at i basketball at 30% af alle personer i USA over 7 fod (213 cm) spiller i NBA! I gymnastik er det til gengæld ubetinget er en fordel at være kort, da lange arme og ben og høj kropsvægt ville gøre de akrobatiske elementer i sporten næsten umulige at udføre. Noget lignende gør sig gældende i crossfit, hvor de mange styrkeelementer ellers favoriserer en lidt større krop, mens vægtløftning og gymnastik elementer favoriserer en kortere og, for vægtløftningens vedkommende en temmeligt massiv krop. Således er elite crossfittere selekteret til at være 80-90 kilo hakket på 170-177 cm, selvom der ingen vægtklasser er.

I sportsgrene med vægtklasser er der ligeledes en selektion for kropsstørrelse, idet der i en befolkning med stor gennemsnitshøjde vil være færre individer, der kan passe ind i given lav vægtklasse, end i en befolkning med lavere gennemsnitshøjde. I vægtløftning er det sikkert en del af forklaringen på at de lave vægtklasser i vid udstrækning er befolket af østasiater, mens de større vægtklasser er befolket af kaukasiere, slaver og eurasiater fra mellemøsten.

Central og vestafrikanere er gennemsnitligt set lidt højere end kaukasiere, hvilket er en faktor der på befolkningsniveau selekterer dem ind i sportsgrene som basketball

Modsat er østafrikanere gennemsnitligt set lidt lavere end kaukasiere, hvilket helt sikkert vil hjælpe med at selektere dem ind i sportsgrene, hvor lav vægt er en fordel.

Kropssammensætning

Der er lavet en del studier på om sorte har en anderledes fedtprocent end kaukasiere, men deres svar er lidt blandede {Katzmarzyk:vo}. Eftersom fedtprocent er så afhængig af adfærd, er det svært at måle effekten af race, specielt, når der er blandet stærke sociale forhold ind i det også. Det kan dog ikke siges entydigt on sorte er har mere eller mindre fedt end hvide med den samme adfærd.

Kropsstruktur

Til gengæld er det ret veldokumenteret at negroider fra både vest- og østafrika gennemsnitligt har lidt tyndere og længere yderekstremiteter end kaukasiere (underarme og lægge) (Bogin & Varela-Silva, 2010). Dette er sandsynligvis en  evolutionær tilpasning, der skulle hjælpe dem med at slippe af med overskudsvarme ved at give større overflade i forhold til kropsvolumen. Den er også med til at sikre en lidt bedre bevægeøkonomi, når man løber. Tænk bare på hvad effekten af at have en sko, der er 50 g lettere, i forhold til at have en læg der er 100 eller 200 g lettere, er. Tyndere underarme blev også brugt som et af argumenterne for sortes dominans i boksning fra 80’ern og op til 90’erne på den måde at de lettere underarme skulle gøre en bokser hurtigere på hænderne og dermed kunne lave hurtigere stød. Denne dominans er dog nu brudt, specielt af kaukasiere af slavisk afstamning, så man må nok stille spørgsmålstegn ved om dét betyder noget i virkeligheden.

Tilsvarende har sorte en kortere torso, hvilket igen er en tilpasning som principielt er en fordel, når man løber. I hvert fald når man skal løbe ligeud. I fodbold er en lang torso og korte ben forbundet med bedre bevægelighed på banen, hvilket måske kan være en faktor i hvorfor der ikke er så mange sorte i fodbold.

Derudover findes der et at hav af faktorer, som potentielt kan betyde noget for performance. Det kan være forskelle i størrelse på bestemte muskler, knogledensitet, forskelle i hvor muskler udspringer og hæfter, forskelle i pennationsvinkler i pennate muskler (skråtstillede muskler som quadriceps) og ændret mekanik i senerne. Men helt generelt er disse forskelle enten ikke voldsomt store, ikke særligt konsistente eller svære at bevise er arvelige i stedet for et resultat at træning

Hurtige vs. langsomme muskler

Modsat hvad mange tror, så har østafrikanere faktisk ikke en større fraktion af langsomme muskelfibre end kaukasiere, (Lucia et al., 2006; Saltin et al., 2007). Alligevel viser nogle studier at de har lidt højere koncentration af enzymer, der bruges i det aerobe stofskifte (Kohn, Essen-Gustavsson, & Myburgh, 2007; Weston, Karamizrak, Smith, Noakes, & Myburgh, 1999). Dét er interessant, fordi forklaringen om de langsomme, udholdende muskler har fyldt meget i den påståede dominans af de østafrikanske løbere i langdistance løb og det viser sig at selve dette argument slet ikke holder.

cantjump2

Det er til gengæld vist at sorte, der stammer fra vestafrika har hurtigere muskler end hvide, men ikke meget, kun 5-10% færre af de langsomme muskelfibre (Ama et al., 1986; Duey et al., 1997). Denne forskel er selvfølgelig ikke dramatisk, men man skal huske på at den nok også gør at der findes flere af dem med ekstremt mange hurtige fibre fordi hele sandsynlighedskurven bliver skubbet imod hurtigere fibre. Igen er det en mindre forskel end man skulle vente. Ikke desto mindre er det dog en faktor, som vil spille med i at selektere atleter til eksplosive sportsgrene, men ikke så voldsomt, som det normalt er italesat.

Politisk korrekthed og ”for en hammer ligner alting et søm”-effekten

Når man kigger efter litteratur om dette støder man på to forhold som nok i virkeligheden mudrer virkeligheden om dette og det synes jeg kræver nogle ord.

For det første er der en ofte misforstået politisk korrekthed. Det er nemlig sådan at mange, måske endda de fleste, videnskabelige fysiologiske tidsskrifter antager de slet ikke artikler omkring denne type problemstillinger alene fordi det kan være en brændbart emne at diskutere om nogle racer er bedre til noget en andre. Det skyldes at diskussionen om racers overlegenhed (godt nok i bestemte, afgrænsede sammenhænge) er meget svær. I særdeleshed i USA, hvor en fortid med racisme er meget tæt på.

For det andet så har det også været sådan at når fysiologer i sidste århundrede kiggede på atleter af forskellige racer, kiggede de primært på fysiologiske træk og havde måske en tilbøjelighed til at overse de sociokulturelle forhold. Så hvis man udelukkende kigger på spillerne på et hold eller medaljetagerne til en konkurrence og undersøger hvordan deres fysiologiske træk er, går man glip af de sociale og kulturelle forhold der har selekteret dem til at når dertil hvor de er. Det er selvfølgeligt noget man er blevet meget mere observant omkring i de sidste 10-20 år. Tilsvarende har forskere fra social sciences historisk haft en stor tilbøjelighed til at fokusere eksklusivt på det sociale forhold og det ser ikke dog ikke ud til at have ændret sig lige så meget ;o)

Konklusion/outro

Konklusionen på artiklen her er at race ikke betyder så meget for sportslig præstation som vi går og tror. Race medfører nogle fysiologiske forskelle som sandsynligvis gør en eller anden slags forskel, men man skal bare huske på at selvom der måske er flere sorte med lange underben, så er der jo stadig en betragtelig variation på disse parametre, så der kan sagtens finde hvide der har længere underben end de fleste sorte, sandsyngligheden for at et givent individ har det er bare mindre. ”It’s a numbers game” som man siger. Derudover er der vigtige kulturelle forhold der er med til at gøre at individer vælger bestemte sportsgrene samt hvordan og hvor meget man træner, hvilket alt sammen er med til at diktere hvem der ender med at stå øverst på skamlen og dét har sandsynligvis været den væsentligste faktor i opbygningen af vores forestilling som bestemte etnotyper værende atletisk overlegne i bestemte discipliner.

Referencer

Ama, P. F., Simoneau, J. A., Boulay, M. R., Serresse, O., Theriault, G., & Bouchard, C. (1986). Skeletal muscle characteristics in sedentary black and Caucasian males. Journal of Applied Physiology, 61(5), 1758–1761.

Azzarito, L., & Harrison, L. (2008). White Men Can“t Jump”Race, Gender and Natural Athleticism. International Review for the Sociology of Sport, 43(4), 347–364.

Bogin, B., & Varela-Silva, M. I. (2010). Leg length, body proportion, and health: a review with a note on beauty. International Journal of Environmental Research and Public Health, 7(3), 1047–1075. doi:10.3390/ijerph7031047

Duey, W. J., Bassett, D. R., Torok, D. J., Howley, E. T., Bond, V., Mancuso, P., & Trudell, R. (1997). Skeletal muscle fibre type and capillary density in college-aged blacks and whites. Annals of Human Biology, 24(4), 323–331. doi:10.1080/03014469700005072

Kohn, T. A., Essen-Gustavsson, B., & Myburgh, K. H. (2007). Do skeletal muscle phenotypic characteristics of Xhosa and Caucasian endurance runners differ when matched for training and racing distances? Journal of Applied Physiology, 103(3), 932–940. doi:10.1152/japplphysiol.01221.2006

Lucia, A., Esteve-Lanao, J., Oliván, J., Gómez-Gallego, F., San Juan, A. F., Santiago, C., et al. (2006). Physiological characteristics of the best Eritrean runners—exceptional running economy. Appl Physiol Nutr Metab, 31(5), 530–540. doi:10.1139/h06-029

Saltin, B., Kim, C. K., Terrados, N., Larsen, H., Svedenhag, J., & Rolf, C. J. (2007). Morphology, enzyme activities and buffer capacity in leg muscles of Kenyan and Scandinavian runners. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports, 5(4), 222–230. doi:10.1111/j.1600-0838.1995.tb00038.x

Weston, A. R., Karamizrak, O., Smith, A., Noakes, T. D., & Myburgh, K. H. (1999). African runners exhibit greater fatigue resistance, lower lactate accumulation, and higher oxidative enzyme activity. Journal of Applied Physiology, 86(3), 915–923.