sprathletes

The Super Athletes

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Dette er egentlig en boganmeldelse. Men måske en lidt usædvanlig en af slagsen. Bogen jeg vil anmelde er nemlig fra 1970, og det er en virkelig underlig bog. Titlen er ’The Super Athletes’, og forfatteren er den excentriske David P. Willoughby, som brugte det meste af sit liv på, at indsamle absurde mængder data om alverdens atleter.

Willoughby, som blev født i 1901, var lige fra barnsben af, dybt fascineret af muskler, styrke, hurtighed og generel atletisk kunnen. Han dyrkede selv vægtløftning, og vandt i årene 1923-1926 A.A.U. Championship of Southern California. Ud over selv af løfte, arrangerede han også vægtløftningskonkurrencer. Han ejede på et tidspunkt et træningscenter og så var han for øvrigt en formidabel maler. Han var også skribent for en række old school træningsblade som Iron man, Physical culture, Your physique og Strength and Health. Willoughby havde desuden en stor historisk interesse, og skrev bl.a. en række meget omfattende artikler om stærkmænd gennem tiden.

David P. Willoughby.  Billede fra: The Super Athletes

David P. Willoughby.
Billede fra: The Super Athletes

I 1970 udgav han så sin vanvittige bog ’The Super Athletes’. En moppedreng på 700 sider, som indeholdt en tsunami af tal, navne, beskrivelser, (røver)historier, analyser, statistikker, fotografier, malerier og andet gøgl. Der var oplysninger om alt lige fra vægtløftning, atletik, svømning, tennis, bueskydning og boksning, til sværdkamp, klaverspil, akrobatik, løft med én finger og en kaskade af andre obskure præstationer.

Jeg vil her præsentere nogle af de mest interessante ting fra bogen. Nogle af præstationerne er mytiske og rimeligt urealistiske, mens andre er veldokumenterede. Nogle virker endda så jordnære, at du måske selv kan gå i krig med at slå de gamle rekorder.

Præstationer fra antikken og middelalderen

Willoughby var som sagt historisk interesseret, og indsamlede mange gode røverhistorier om bl.a. vikinger, riddere og andre ’helte’. Jeg vil ikke bruge megen spalteplads på dem her, da mange af dem er over-the-top myter, der kun med meget god vilje kan være sande. F.eks. præsenterer Willoughby historien om Marko Kralyeviv, en serber, der ifølge legenden, ene mand nedkæmpede 1000 tyrkiske krigere med et sværd der var 180 cm langt og vejede 25 kg.

Verdens næst-stærkeste mand 2014, Hafþór Júlíus Björnsson, kunne sagtens være en af kæmperne fra middelalderen.  Billede fra: fbcdn-sphotos-b-a.akamaihd.net

Verdens næst-stærkeste mand 2014, Hafþór Júlíus Björnsson, kunne sagtens være en af kæmperne fra middelalderen.
Billede fra: fbcdn-sphotos-b-a.akamaihd.net

Der er også historier om folk der var 236 cm høje, kunne bære en okse på deres skuldre, kunne bøje hestesko med de bare næver, bære æsler op af trapper, brække mønter med fingrene, løfte 1 ton bly fra gulvet og historien om en fyr ved navn William Ball, der var 176 cm høj, men vejede 254 kg og havde 68 cm overarme. Jo røverhistorier er der nok af på bogens første sider.

Det sjove er, at Willoughby på bedste Mythbuster-vis forsøger at opstille mulige måder, hvorpå man kunne teste om myterne nu også er sande. F.eks. foreslår han, at man ved at bruge en dukke kunne måle den kraft der skulle til, for at hakke et menneske, iført rustning, over i to dele med et enkelt slag med et sværd. Noget som flere riddere, ifølge myterne, skulle have præsteret i middelalderen.

Efter de gamle myter, præsenterer Willoughby en række portrætter af 20 klassiske stærkmænd som Louis Cyr, Eugen Sandow, Arthur Saxon, Josef Steinbach, Hermann Görner og Douglas Hepburn. Du kan læse mere om nogle af disse stærkmænd her, her og her.

Josef Steinbach.  Billede fra: 4.bp.blogspot.com

Josef Steinbach.
Billede fra: 4.bp.blogspot.com

Diverse styrkepræstationer – traditionelle løft

Efter de mere mytiske ting rykker Willoughby videre til nyere præstationer inden for styrkesport. Rekorder og bemærkelsesværdige olympiske løft og styrkeløft præsenteres. Disse tal kan dog findes andres steder, f.eks. Paul Andersons 526 kg’s squat fra 1957. Hvad der er mere interessant er, at Willoughby også har registreret rekorder i løft, som få andre ellers har gidet beskæftige sig med. Hvis vi starter med løft som folk stadig kender i dag, så kørte Douglas Hepburn f.eks., i 1956, med 117 kg i standing barbell curls, med en kropsvægt på 136 kg. Og den kun 53 kg tunge Robert Herrick curlede i 1955 68 kg, hvilket er 15 kg mere end hans egen kropsvægt.

Også barbell pullovers har Willoughby registreret data omkring. Det tungeste løft skulle efter sigende være udført af en fyr ved navn Reuben Martin i 1950. Reuben vejede 89 kg, og løftede, rygliggende på gulvet, med strakte arme, en stang der vejede 90 kg.

Billede fra: ldnmuscle.com

Billede fra: ldnmuscle.com

I reverse barbell curls løftede den 106 kg tunge Dave Mayor i 1938, 79 kg, tre gange.

Chinups interesserede Willoughby sig ekstra meget for, og han har et helt kapitel dedikeret til chinups. Ifølge Willoughby kan den gennemsnitlige unge mand, med en kropsvægt på 70 kg og en højde på 1,75 m, løfte sig selv 9 gange i træk. Dette svarer til en 1 RM på kropsvægt + 16 kg. For at kunne lave én one-arm chinup siger Willoughby, skal man kunne køre 24 reps med kropsvægt (med to arme). Eller man skal kunne køre én chinup med kropsvægt + 2/3 kropsvægt. F.eks. hvis man vejer 80 kg, skal man kunne lave én chinup med kropsvægt + 53 kg, for at kunne lave én one-arm chinup.

En af de bedste til at lave one-arm chinups var en fyr ved navn Gilbert Neville. Han vejede kun 57 kg, men kunne omkring 1920 lave 5-6 reps med venstre arm med kropsvægt + 25 kg. Ifølge Willoughbys beregninger svarer dette til, at han ville kunne lave 19 reps uden ekstra vægt eller 132 almindelige chinups (med begge hænder).

Billede fra: 3.bp.blogspot.com

Billede fra: 3.bp.blogspot.com

En af de bedste til at lave chinups med to arme, var amerikaneren Anton Lewis, som i april 2013 lavede 78 reps. Willoughby mener, at denne rekord er den mest veldokumenterede. De tungeste weighted chinups (med to arme) som Willoughby har registreret, blev udført af den 89 kg tunge Marvin Eder som lavede 6 reps med kropsvægt + 56 kg i 1953. Også den 63 kg tunge Jasper Benincasa er deroppe af, med sine tre reps med kropsvægt + 84 kg, som han udførte i 1940.

Også armbøjninger eller armstrækkere, som nogen kalder dem, havde Willoughbys store interesse. Den gennemsnitlige unge mand på 1,75 m og 70 kg kunne ifølge Willoughby lave 16 reps. Nogle af de vildeste armbøjningsrekorder er f.eks. sat af Mark Evans, som i 1956 lavede 1000 armbøjninger på 17 min 5 sek. Hans kropsvægt var på over 90 kg. Samme Evans lavede også 150 armbøjninger på 1 min 30 sek. i 1954.

I dips kan den gennemsnitlige unge mand på 1,75 m og 70 kg tage omkring 7 reps. 1 RM ligger ifølge Willoughby på kropsvægt + 15 kg. Dette svarer til 62 kg i bænkpres. (Willoughby elskede denne slags tvivlsomme beregninger og sammenligninger). Der er forskellige mere eller mindre udokumenterede dips-rekorder, hvor unavngivne atleter har lavet omkring 110 dips. En af de mest veldokumenterede rekorder tilhører dog Jack La Lanne, som i 1945 lavede 80 dips med en kropsvægt på 79 kg. Stængerne var 86 cm fra hinanden. La Lanne lavede også på et tidspunkt 1000 dips på 34 min 41 sek.

Marvin Eder dipper med 2 mænd hængende i benene.

Marvin Eder dipper med 2 mænd hængende i benene.

Tungeste weighed dips blev øjensynligt lavet af tidligere nævnte Marvin Eder (89 kg), som i 1953 lavede én rep med to velvoksne mænd hængende i sine ben.

I squat lavede Max Danthage i 1899, 6000 reps med kropsvægt (72 kg) på tre timer. Han lavede også 50 reps med 100 kg på nakken, hvilket måske var usædvanligt dengang, mens det i disse squattider, er set gjort efter nogle gange efterhånden. Henry Fletcher fra San Diego lavede i 1945, 76 reps med 90 kg på nakken. Jeg vil selv betakke mig for, at skulle lave sådanne 76 rep breathing squats.

Manden der introducerede squats til amerikanske vægtløftere i 1920’erne, Henry ’Milo’ Steinborn, kunne lave 33 reps i squat med 142 kg på nakken. Steinbechs kropsvægt var 95 kg.

I sit-ups lavede den 16 årige Jerry Hornig i 1950, 4417 reps på tre timer. Mens John Greenshields lavede intet mindre end 14.000 reps på 6 timer og 10 min i 1964. Også Jerry Salzman havde rock hard abs, og lavede i 1940, 201 reps med en 11 kg’s db bag nakken.

Herman Görner understøtter i 1923, en tung planke og 16 mand. En samlet vægt på over 1100 kg.  Billede fra: The Super Athletes

Herman Görner understøtter i 1923, en tung planke og 16 mand. En samlet vægt på over 1100 kg.
Billede fra: The Super Athletes

Diverse styrkepræstationer – mere usædvanlige præstationer

Rykker vi videre til de mere usædvanlige løft, så er der et rent overflødighedshorn at gå i kast med. F.eks. Herman Görners løft af 16 mand, som af afbilledet herover. Han lavede på et tidspunkt samme bedrift, bare med 24 mand i stedet for 16. Görner fylder en del i bogen, da han har lavet pænt mange bemærkelsesværdige ting, og han levede samtidig med Willoughby, så mange af hans ting er veldokumenterede. F.eks. har han gået 15 m med et 650 kg tungt klaver spændt fast på ryggen. Han har også båret 100, 4 kg’s mursten op af trapperne til en klaverfabrik, og har understøttet en bro, hvorpå der kørte en bil med 6 passagerer.

Andre, der har gjort sig særligt bemærkede, er f.eks. Hugo Lauffer, som bar to stykker bagage med en samlet vægt på 59 kg, fra Wien til Paris (over 1000 km), på 25 dage. En jernbanearbejder ved navn Daniel Dempster kunne efter sigende bære en jernbaneskinne på 362 kg på skulderen. Og Jack Fasig, kendt som The Monster of Manheim, havde tilsyneladende en enorm udholdenhed. Han kunne holde to, 45 kg’s sække med hønsefoder, én under hver arm, i 27 min, og kunne løfte en af sækkene over hovedet 40 gange i træk med én arm.

Andre der var gode til at presse ting over hovedet var f.eks. George Clifford, som kunne presse en 25 kg’s håndvægt 120 gange over hovedet på 6 min 22 sek. Det lyder faktisk, modsat mange af de andre ting, til at være en overkommelig opgave.

Også legenden Louis Cyr var stærk i pres, da han pressede en 60 kg håndvægt over hovedet 36 gange. I den mere idiotiske ende af skalaen løftede Anthony McKinley en 5,5 kg’s håndvægt over hovedet 16.000 gange på 2 timer, 57 min og 50 sek. Stakkels skulder.

’Human flag’ positionen, som ses på billedet herunder, blev holdt af John Mueller fra Long Island i 32 sekunder tilbage i 1945. Også Jack La Lanne var god til human flags og kunne holde positionen kortvarigt med 34 kg spændt fast til sin hofte. Bill Trumbo kunne ikke bare hænge der, men kunne ’pulluppe’ 13 gange mens han holdt positionen.

Billede fra: fitstep.com

Billede fra: fitstep.com

Willoughby nævner også en fyr ved navn Miles Darden, som blev født i 1798. Han var angiveligt 228 cm høj, og vejede 508 kg. Han lavede ikke noget særligt, men Willoughby nævner ham fordi, bare det at gå, med den kropsvægt, ville have krævet forholdsvis mange kræfter.

I den mere spektakulære ende af skalaen løftede William Pagel en hest op af to stiger, som illustreret på billedet herunder. Den slags ting ser man bare ikke mere vel?

Billede fra: The Super Athletes

Billede fra: The Super Athletes

Alternative præstationer
Hvis vi rykker over til nogle alternative præstationer (som om de allerede nævnte ikke er alternative nok), så har Willoughby også registreret rekorder inden for f.eks. cykling.

José Meiffret med sin bizarre cykel og sine topfunky underhylere.  Billede fra: The Super Athletes

José Meiffret med sin bizarre cykel og sine topfunky underhylere.
Billede fra: The Super Athletes

I starten af 60’erne var den sindssyge og voldsomt maskuline José Meiffret uhyre tæt på, at slå sig selv ihjel flere gange, da han insisterede på, at få en cykel op på over 200 km/t. Det lykkedes ham til sidst på den tyske autobahn i 1962, da han fik sin hjemmebyggede cykel op på 204 km/t. Meiffret nåede denne hastighed ved hjælp af et absurd stort forreste tandhjul med 172 tænder og et lille bagerste tandhjul med kun 17 tænder. Desuden kørte han bag en Mercedes, hvorpå der var monteret en konstruktion der gjorde, at Meiffret stort set var forskånet for vindmodstand. Gearingen var så høj, at han ikke kunne træde cyklen i gang, men måtte trækkes i gang ved hjælp af et tov.

Mod bogens afslutning nærmer vi os noget der begynder at ligne Guinness rekorder. F.eks sjippede J.P. Hughes i 1953, 32.089 gange uden at lave fejl, mens Tom Greenhill slog til en boksebold i 72 timer og 10 min tilbage i 1928. Because of reasons. Der er også en del rekorder ift. det, at holde vejret under vand, danserekorder, jonglering og balancering på tov. Men nu er vi vist ved at være derude, hvor man lige så godt kan låne nyeste udgave af Guinness rekordbog på biblioteket.

Til slut i bogen er der fyldt med grafer og tabeller, som Willoughby møjsommeligt har siddet og lavet. I dag kan man finde den slags mange steder, men det er fascinerende, at sidde og kigge det igennem og se mandens besættelse af tal, præstationer og grafer.

Eksempel på hjemmelavet graf over stangspringsrekorder gennem tiden. Interessant er det at bemærke opdelingen af stang-materialer. Træ indtil 1904. Bambus fra 1904-1957. Metal fra 1957-1960 og derefter glasfiber.  Billede fra The Super Athletes

Eksempel på hjemmelavet graf over stangspringsrekorder gennem tiden. Interessant er det at bemærke opdelingen af stang-materialer. Træ indtil 1904. Bambus fra 1904-1957. Metal fra 1957-1960 og derefter glasfiber.
Billede fra The Super Athletes

Validiteten af rekorderne

Det er svært at vurdere, hvilke af alle de mange rekorder der er reelle, og hvilke der er myter. Willoughby er selv rimelig biased, da hans begejstring har det med at løbe af med ham. Han forsøger lidt sporadisk, at vurdere rigtigheden af de præstationer han præsenterer, og vægter ofte de præstationer højest, som han betragter som værende de mest veldokumenterede. Når det så er sagt, så er store dele af hans bog ren underholdning, og de mest utrolige historier, må vi nok tage med forholdsvis mange gran salt. Umiddelbart virker det usandsynligt, at der gennem historien skulle have eksisteret mænd, der har været stærkere end vor tids Brian Shaw, Žydrūnas Savickas og Hafþór Júlíus Björnsson. Især når man tager moderne dopingmetoder, økonomiske incitamenter og talentjagt med i sine betragtninger.

Billede fra: sportas.info

Billede fra: sportas.info

På den anden side, så er der mange af rekorderne, som selv disse moderne stærkmænd sandsynligvis ikke ville kunne slå. F.eks. rekorderne i chinups, armbøjninger og dips. Willoughby ville dog nok være eksploderet af bare begejstring over nutidens stærkmandspræstationer. Det er skønt med den slags superentusiastiske excentriske personer.

Kilde:

David P. Willoughby. The Super Athletes. A.S. Barnes and Co. 1970