kaeder

Egomani og macho attitude

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

- Lad det ikke styre din træning 

Det siges, at Arnold Schwarzenegger brændte den ene træningsmakker efter den anden ud.

De kunne simpelthen ikke holde til hans lange og tunge træningspas, med en afsindig volumen, som var godt krydret med udtrætningsteknikker.

Den slags macho historier æder folk råt, og bruger det som inspiration til deres egen træning. Alle som tiltrækkes af jernsporten, og som dyrker den på et seriøst plan, sætter en ære i at træne hårdt og tungt. Og det er der som sådan ikke noget galt i. Der er ingen som er blevet store og stærke, uden at presse sig selv hårdt i træning. Kodeordet er dog, at gøre det på en klog måde. Hvis det primære mål med ens træning er at køre sig selv totalt i smadder hver gang man træner, og hvis man udelukkende måler effektiviteten af ens træningspas, på hvor øm man er når man vågner dagen efter, så gør man noget helt forkert.

De fysiologiske argumenter

Jeg forstår godt folk har en ”NO PAIN NO GAIN” tilgang til deres træning. Ud fra en logisk betragtning giver det ganske god mening, at kroppen skal tvinges til at blive større og stærkere. Og det er til en vis grad også rigtigt. Men kroppen er desværre ikke indrettet sådan, at den trives med maksimalt stress hele tiden. Når man banker igennem med stenhård træning, træningspas efter træningspas, så akkumulerer man træthed, og efter et tidsrum, så vil man løbe ind i en eller anden form for overreaching. Det viser sig typisk ved, at ens styrke stagnerer, eller i værste fald falder. Et sådant træningsplateau kan vare ved i lang tid, hvis man bare fortsætter på samme måde. Mange ser det som en naturlig del af ens træning, at man bliver større og stærkere i et vist tidsrum, og så kan der gå et langt stykke tid, hvor der ikke sker noget. Sådan behøver det bare ikke være.

Varigheden af de perioder hvor der ikke sker noget, kan drastisk minimeres, hvis man accepterer, at kroppen responderer bedre, når man veksler mellem benhård træning, og træning hvor man holder lidt igen. Man undgår simpelthen den overreaching periode, hvor kroppens ydeevne er nedsat pga. akkumuleret træthed. Det er bedre at tage 2 skridt frem og 1 tilbage, end det er, at tage 3 skridt frem, og så stå på ”stand-by” de næste 10 skridt. Hård træning er uendeligt vigtigt, hvis man vil være stor og stærk, men kontinuitet i ens træning er endnu vigtigere. Og kontinuitet opnås kun hvis man følger en eller anden form for plan, hvor hård træning veksles med mindre hård træning. 

”Stimulate, dont annihilate”

Den legendariske bodybuilder og 8 x Mr. Olympia vinder, Lee Haney, havde en fornuftig tilgang til netop dette. Hans berømte motto var, ”Stimulate, dont annihilate”, hvilket løst oversat betyder noget i retning af, ”stimuler kroppen til vækst, men lad være med at smadre den totalt”. Lee Haney vidste godt man skulle træne hårdt for at blive en Mr. Olympia vinder, men han vidste samtidig, at man ikke kommer særligt langt, hvis man træner så hårdt, at man praktisk talt skal slæbe sig ud af sengen hver morgen. Der er en hårfin grænse mellem at træne hårdt, og træne FOR hårdt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lee Haney 

DOMS jægerne

Et tydeligt tegn på, at ens træning er styret af ens ego, machocistiske tendenser og fejlagtige opfattelse af at smerte er et godt tegn, er når man tror man skal være øm efter hvert evigt eneste træningspas. De såkaldte DOMS jægere, tror at træningen kun har været stimulerende, hvis de vågner op med ømhed i musklerne. DOMS er ikke noget negativt tegn som sådan. Det er en naturlig del af træning, og forekommer hyppigst, når man starter på et nyt træningsprogram, smider nye øvelser ind i programmet, og øger ens workload og intensitet. Problemet opstår når man måler effektiviteten af ens træning på hvor øm man er. DOMS er ikke et krav for fremgang. Tværtimod. Hvis man altid vågner op med intens DOMS, så er der en god chance for at ens program er for krævende.

En naturlig del af det at følge et træningsprogram, er konditionering. Man bliver ikke kun større og stærkere i respons på ens træning, man bliver også bedre konditioneret til at restituere sig fra den pågældende træning. Det er derfor DOMS ofte bliver mindre og mindre, i takt med at man vender sig til et nyt program. Og det er ofte på det tidspunkt, at man begynder at respondere positivt på programmet. Kroppen har svært ved at respondere positivt på et program, hvis man bare stabler mikrotrauma ovenpå mikrotrauma. Det er værd at understrege, at der er folk som aldrig bliver ømme, og de vokser sig større og stærkere alligevel. Så DOMS er i sig selv ikke en indikator for noget som helst, og bør derfor ikke bruges som et kvalitetstempel på hvor effektiv ens træning har været.

Bill Pearl filosofien

Old-school bodybuilderen Bill Pearl havde en fornuftig tilgang til hans træning, som mange kunne lære noget af. Han satte kontinuitet i højsædet. Hans filosofi var at efterlade noget i centret hver gang. Han ville ikke forlade centret smadret og brugt, men i stedet for gå fra centret, med følelsen af at han stadigvæk havde lidt i tanken. Hans grundlæggende tanke var, at en mesterskabsfysik ikke blev skabt på baggrund af et træningspas, men på baggrund af mange 100 træningspas. Bill Pearl var ikke tilhænger af at træne til failure. Dermed ikke sagt, at han ikke trænede tungt. Bill Pearl var tilhænger af at opretholde en stor volumen af tunge sæt af 6-8 reps. Faktisk var han en af de stærkeste bodybuildere på daværende tidspunkt, og helt klart en af de mest massive. Så til trods for at han praktisk talt aldrig trænede til failure, så var han både stor og ekstremt stærk. Bill Pearl var et glimrende eksempel på, at ens træning ikke nødvendigvis behøver være et stort macho selvmordstrip, hvor man kun bliver større, hvis man skal kravle ud af centret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bill Pearl 

Periodisering som regulerende værktøj

Hvis man vil undgå, at egoet styrer ens træning, og undgå at man bliver afhængig af at smadre sig selv hver gang man træner, så kan man med fordel anvende en eller anden form for periodisering. På den måde vender man sig til, at træning fungerer bedst, når der veksles mellem hård og mindre hård træning. Der er 117 forskellige måder, hvorpå man kan periodisere sin træning. Man kan lave komplekse årlige planer, eller man kan konstruere en mere simpel model. Hvis man eksempelvis kører efter et 3-split med 6 ugentlige træningspas, så kunne man i ugens første rotation køre lave reps og tunge vægte, og i ugens anden rotation kunne man køre højere reps og lettere vægte. Udtrætningsteknikker kunne doseres, så man en uge kører til failure i alle sine sæt, og måske sågar anvender et par forced reps, og i ugen efter holder sig 1-2 reps fra failure. Disse 2 små tiltag ville være nok til at ændre billedet totalt. En anden mulighed er, at man kører hårdt på i 6-8 uger, og så efterfølgende kører 2-3 uger, hvor man holder lidt igen. Begge fremgangsmåder kan fungere ganske glimrende. Og det er i øvrigt ikke en metode som er fremmede for selv de mest hardcore pro bodybuildere, som ellers er store tilhængere af ekstremt udtrættende træning. Den engelske bodybuilder og 6 x Mr. Olympia vinder, Dorian Yates, var stor tilhænger af HIT filosofien, hvor man kører alle sæt til failure, og ofte anvender udtrætningsteknikker som forced reps og negativer. Men selv Dorian anvendte en periodiseringsmodel, hvor han kørte hårdt på i 6-8 uger, hvorefter han tog en let uge. Og det var til trods for at han fik massiv hjælp fra ”apoteket”.

Diskussion

Jeg kan godt forstå trangen til at give den max gas hver gang man er nede og træne. Det er en af glæderne ved at træne. At få lov til at presse sig selv, og teste grænser af. Tro mig. Jeg har det selv sådan, og ofte svært ved at lægge bånd på mig selv. Der er noget dyrisk og urinstinktagtigt ved at skulle hente alle reserver frem, for at overkomme en tung vægt. Men det er bare ikke befordrende for ens overordnede fremgang, at man kører hårdt på hele tiden. Det ligger til mænd at have en macho attitude i forhold til træning. ”Jeg træner når jeg er syg”. ”Jeg giver den altid max gas når jeg træner”. ”Lette træningspas er for pussies”. Det er den slags man ofte hører. Mange tror sikkert de får kudos og respekt for en sådan tilgang, og det gør man måske også. Men man får mere respekt for massiv fremgang, og desværre har macho tilgangen en ret hæmmende effekt på ens fremgang, hvis man ikke forstår at tøjle den lidt. Jeg vil dog rose folk som har en sådan tilgang. For ofte har den type personer en umådelig god evne til at presse sig selv. Og det er en guds gave i forhold til træning. Der er mange motionister, som ikke forstår hvad det vil sige at presse sig selv til det yderste. De stopper når vægten begynder at føles lidt tung. De forstår slet ikke hvad 100 % momentan positiv failure vil sige. Kunsten består i, at anvende denne evne på de rette tidspunkter. Når man mestre dette, så er det først fremgangen rigtigt kommer.