fat-man-sandwich_620x350

Slankemidler der øger mætheden – virker de?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Vi har i en tidligere artikel om slankemidler set på stoffer, der hæmmer optagelsen af fedt i tarmen (Læs om chitosan og calcium her). Vi vil denne artikel se på 3 stoffer, som påstås at kunne øge følelsen af mæthed og dermed give et vægttab.

Det drejer sig om plantago psyllium, guar og glukomannan, der alle er vandopløselige fibre. 

Vægttabsprodukter, som indeholder vandopløselige fibre, kan teoretisk set absorbere vand nede i maven og dermed øge følelsen af mæthed. Denne øgede mæthedsfølelse kan muligvis resultere i et lavere kalorieindtag. Desuden bliver de vandopløselige fibre nede i tyktarmen fermenteret af bakterier, hvilket resulterer i dannelse af kortkædede fedtsyrer. Disse kortkædede fedtsyrer har muligvis også en effekt på mæthedsfølelsen via interaktion med visse appetitregulerende hormoner (1). Epidemiologiske undersøgelser har vist, at en høj indtagelse af fibre er associeret med en lavere kropsvægt, og man har tidligere set, hvordan høj-fiberdiæter kan give vægttab på ca. 1 kg mere end kontroldiæter (1). Men hvad med fibertilskud – har de samme effekt?

Plantago Psyllium

Psyllium er en vandopløselig fiber, der fås fra skallerne af de modne frø fra Plantago ovata (medicinplante fra det vestlige og sydlige Asien) (2). Et forsøg på 125 overvægtige patienter med type II diabetes viste ingen effekt af psyllium på kropsvægten. Til gengæld havde tilskuddet en positiv effekt på kolesterol i blodet samt blodsukkeret (3, 4). Hvad angår bivirkninger ved pysllium, så ser der ikke ud til at være noget nævneværdigt, idet stoffet fint tolereres (2).

Guar

Guar (også kaldet guargummi) er en kostfiber, der fås fra en bønne, der på engelsk hedder Indian cluster bean (Cyamopsis tetragonolobus) (2, 3). Den slankende effekt af denne kostfiber blev undersøgt i en meta-analyse fra 2001, hvori 11 dobbeltblinde, placebokontrollerede og randomiserede kliniske forsøg indgik. Analysen viste, at guar ikke er et effektiv slankemiddel, idet der ikke var nogen signifikant forskel i vægttab mellem dem der fik guar gum og dem der fik placebo.

Forfatternes konklusion:

“This meta-analysis suggests that guar gum is not efficacious for reducing body weight. Considering the adverse events associated with its use, the risks of taking guar gum outweigh its benefits for this indication. Therefore, guar gum cannot be recommended as a treatment for lowering body weight.” (5).

Hvis man alligevel vælger at afprøve guar, skal man være opmærksom på, at der kan forekomme milde bivirkninger i mavetarmsystemet som luft i maven, mavesmerter og –kramper samt diarré. Meta-analysen viste desuden, at i alt 11 forsøgspersoner ud af 394 droppede ud af deres forsøg pga. bivirkninger. 

Glukomannan

Glukomannan er en vandopløselig fiber, der udvindes fra Konjac-planten, og som i mere end 1000 år har stoffet været benyttet i det traditionelle asiatiske køkken. Glukomannan er i stand til at binde vand og således danne en tyk geléagtig substans, der forårsager en langsommere tømning af mavesækken samt besværliggør fordøjelsesenzymernes nedspaltning af kostens næringsstoffer. Dette resulterer i en fladere blodsukkerkurve samt en øget mæthedsfølelse.

En meta-analyse fra 2009 har vist, at tilskud med glukomannan i 5 uger resulterer i et lille men signifikant vægttab på 0,79 kg. I 2010 gennemgik et EU-panel litteraturen på området og konkluderede, at der er en yderligere vægtreducende effekt at hente ved at benytte glukomannan sammen med en energireduceret diæt i forhold til diæt alene. Målgruppen for tilskuddet er overvægtige voksne, og for at opnå effekten bør man som minimum indtage 3 gram dagligt. De 3 gram fordeles på tre doser af hver 1 gram, der indtages med et par glas vand før et måltid.

Bivirkningerne ved brug af glukomannan er milde, idet der kan opstå luft i maven, diarré. Af positive bivirkninger kan nævnes, at stoffet kan afhjælpe forstoppelse samt at glukomannan har positive effekter på kolesteroltallet og blodsukkeret.

Forskningen i glukomannans slankende effekter er beskrevet mere detaljeret i artiklen ”Kan glukomannan øge effekten af et vægttab?” (http://news.bodylab.dk/artikler/2560-kan-glukomannan-oge-effekten-af-et-vaegttab).

Referencer:

(1)   Manore: Dietary supplements for improving body composition and reducing body weight: Where is the evidence?, Int J Sport Nutr Exerc Metab, 22(2):139-54, 2012.

(2)   Pittler & Ernst: Dietary supplements for body-weight reduction: a systematic review, Am J Clin Nutr, 79:529-36, 2004.

(3)   Saper: Common dietary supplements for weight loss, Am Fam Physician, 1;70(9):1731-8, 2004.

(4)   Rodríguez-Morán et al: Lipid- and glucose-lowering efficacy of Plantago Psyllium in type II diabetes, J Diabetes Complications, 12(5):273-8, 1998. (Abstract).

(5)   Pittler & Ernst: Guar gum for body weight reduction. Meta-analysis of randomized controlled trials, Am J Med, 110:724-30, 2001.). (Abstract).