uscen04

USA er verdens centrum

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

USA er et land man enten elsker eller hader. Da jeg var yngre var jeg kraftigt fascineret af USA. Det var i den grad ”the place to be”. I dag er landet i stigende grad en irritationsfaktor for mig. Jeg bliver så uendeligt træt af det navlebeskuende land, som tror de er verdens centrum.

Nu kunne man let komme til at tro, at artiklen skulle handle om USA’s syn på sig selv, og på omverdenen, men det er faktisk ikke tilfældet. Tro det eller lad være, det skal stadigvæk handle om træning.

Det hænger nemlig sådan sammen, at langt størstedelen af den viden som cirkulerer rundt i de danske træningscentre stammer fra USA. Det kan umiddelbart ikke komme som den store overraskelse, i og med at bodybuilding opstod i USA. Det er der umiddelbart heller ikke noget galt i. Det er jo ikke fordi de ting man kan læse i Flex og Muscle & Fitness, eller på diverse amerikanske sider på nettet, er decideret forkert. Det er bare ikke hele historien, og det giver et forkert billede af hvad der er rigtigt og forkert i styrketræningsregi.

I princippet kunne jeg være ligeglad. Det er folks egen tid, og hvordan de spenderer den i fitnesscentret er op til dem selv. Men det er alligevel lidt sørgeligt, at amerikanske træningsmetoder og principper vejer så tungt i folks viden omkring træning. For den vestlige skole indenfor styrketræning er bestemt ikke den eneste. Lad os prøve at kaste et blik på forskellige metoder og principper indenfor amerikansk styrkeløft og bodybuilding, og sammenligne det med hvordan folk træner rundt omkring i verden. 

En gang i ugen filosofien

Jeg ved ikke om det skyldes, at vi lever vores liv efter en kalender, men i mange vestlige træningsprogrammer træner man kun hver muskel eller hvert løft en enkelt gang i ugen. Det er meget normalt, at amerikanske styrkeløftere træner tung squat en gang i ugen, og tung dødløft en gang i ugen. Enkelte træner tung squat en gang, og har senere på ugen et let squat træningspas. Men så er det også det absolut maksimale. Fred Hatfield var en undtagelse. Han forkastede ideen med at træne efter en normal kalenderuge, og kørte med varieret frekvens, alt efter hvilken type løft det var, og hvilken intensitet træningspasset blev trænet efter. Men han var også forud for sin tid.

I bodybuilding kører mange bodybuildere ligeledes efter et system, hvor man når alle muskelgrupper igennem på en uge. Dette til trods for at praktisk talt alle videnskabelige undersøgelser viser, at det er langt mere effektivt at ramme hver muskelgruppe 2-3 gange i ugen. Men professionelle amerikanske bodybuildere, som er krudtet til op over begge øre, har åbenbart mere troværdighed, end solide undersøgelser lavet på almindelige drug-free styrketræningsudøvere.

Hopper vi tilbage og kigger på styrkeløft, så har USA ganske rigtigt haft en lang række imponerende styrkeløftere, som har opbygget deres styrke på at træne hvert løft 1 eller maksimalt 2 gange i ugen. Men man skal huske på, at styrkeløft er en sport som er opstået i bodybuilding miljøet i USA. De amerikanske træningsprincipper indenfor styrkeløft er derfor stærkt inspireret af gamle bodybuilding principper. Man skal helt frem til 90’erne hvor Louie Simmons begyndte at gå i en anden retning, og lod så inspirere af europæiske træningsprincipper.

Men kaster man et blik udenfor USA, så tegner der sig lige pludselig et helt andet billede. Her træner folk lige pludselig meget forskelligt. I de gamle styrkeløftsdage var det meget normal at løftere fra Finland kørte tungt dødløft 2 eller 3 gange om ugen. Der var sågar løftere som Veli Kumpuniemi, som kørte dødløft 4 gange om ugen. Det var ikke for ingenting at Veli Kumpuniemi blev kaldt for Mr. Deadlift. 

I de østeuropæiske lande har styrkeløftssporten udspring i gamle olympiske vægtløftningsprincipper. Træningsprogrammer som Sheiko og Smolov trækker på gamle østeuropæiske vægtløftningsprincipper. Her er det ikke unormalt, at man laver hvert løft 2-3 gange i ugen. Der er eksempler på russiske styrkeløftere, som har 5-6 bænkpres pas i ugen. Det betyder, at de ofte laver det samme løft 2 dage i streg. 

Når eksperter smider benzin på bålet

Det positive er heldigvis, at der efterhånden er kommet en vis åbenhed for andre nationers træningsprincipper og metoder. Også i USA. Mange amerikanske løftere anvender programmer som Sheiko og Smolov. For 10 år siden ville man have forkastet dem fuldstændigt, med henvisning til de meget stive vestlige regler og principper. Det hjælper dog ikke på udbredelsen af mere fleksible regler og principper, at anerkendte coaches plaprer løs om ting som simpelthen ikke passer. 

Louie Simmons er et godt eksempel herpå. Jeg vil dog slå fast, at Louie Simmons er en meget dygtig coach, som har gjort meget for styrkeløft i USA. Hans store svaghed er dog, at han ofte fejlfortolker videnskabeligt litteratur, og misforstår væsentlige ting. Han har eksempelvis gjort meget ud af at fortælle, at man kun kan træne med over 90 % af sin 1RM i 2-3 uger, før man begynder at falde i styrke. Det er simpelthen ikke korrekt. Det er rigtigt, at høj intens træning med vægte over 90 % af 1RM, belaster den neuromuskulære og systemiske restitution rigtigt meget, men det er mange eksempler på atleter verden over, som træner med over 90 % af 1RM i uger og måneder, uden at løbe ind i problemer, og med kontinuerlig fremgang. Olympiske vægtløftere er et godt eksempel. Her er det ikke unormalt at man kommer over 90 % af 1RM i de klassiske løft, og sågar også i squat flere gange om ugen. Når en autoritet som Louie Simmons siger det, så bliver det meget hurtigt til faktuel viden. Og så går der ikke lang tid før alle selvbestaltede eksperter udbasunerer det nede i det lokale center. Det er sådan myter skabes. 

Hvor vil du hen med det?

Lad mig prøve at præcisere hvad det er jeg helt konkret vil frem til. Når man sidder og læser på diverse træningsfora, og lytter til folk i træningscentret, så er det ret tydeligt, at de fleste har deres viden omkring træning fra den vestlige træningsfilosofi. Det er der som sagt ikke noget galt i. Den har produceret mange gode bodybuildere og styrkeløftere igennem tiden. Problemet opstår, når folk begynder at rådgive andre omkring træning, med udgangspunkt i vestlige principper, og fremlægger dem som værende den eneste måde at gøre det på.

Hvis jeg som anonym bruger skrev, at jeg kører en eller anden form for presseøvelse hver dag, så ville folk springe på det, som fluer på en lort, og prædike, at man ikke kan træne øvelser hvor man bruger de samme muskler hver dag. Kan man ikke? Der er atleter verden over som gør det hver dag. Det er ikke unormalt at elite olympiske vægtløftere squatter tungt hver dag. Russiske styrkeløftere kører bænkpres helt op imod 5-6 gange i ugen. Det er jo en skandale. Det strider jo 100 % imod det man kan læse i Flex og Muscle & Fitness. Faktum er bare, at der er mange flere træningsprincipper og metoder, end dem som udgør hele den vestlige træningsfilosofi. Det betyder ikke at alt er gyldigt.

Alle træningsmetoder og principper har heldigvis en lang række ting til fælles. Ting som kan eftervises rent videnskabeligt. Man skal bare være påpasselig med at være alt for skråsikker, når man rådgiver folk omkring træning, hvis man ikke har sat sig 100 % ind i tingene. Hvis man baserer al sin viden på det man kan læse i amerikanske bodybuilding tidsskrifter, og på t-nation, så ved man med stor sandsynlighed ikke særligt meget omkring træning. Et sted i Kina står der med garanti en knægt på 20 år og squatter med mere end Ronnie Coleman, til trods for at han har brudt med alle træningsprincipper i den vestlige træningsbibel. Keep an open mind.