Screen Shot 2015-09-16 at 14.24.25

Er øl sundt?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

I foråret 2012 blev der på Københavns Universitet afholdt en konference om øl og sundhed, og lad os sige det, som det er - konferencen, der var financieret af Bryggeriforeningen, satte bl.a. Sundhedsstyrelsens og Hjerteforeningens pis i kog.

For kan man overhovedet tillade sig, at holde et seminar, hvor de sundhedsmæssige effekter af øl diskuteres, når vores problem i Danmark er, at størstedelen af os drikker så meget, at det skader vores helbred? (1, 2, 3).

Spørger man Sundhedsstyrelsen, så er alkohol et organisk og kræftfremkaldende opløsningsmiddel, og der er da heller ikke tvivl om, at drikker man meget, så skader man sit helbred. Men hvordan forholder det sig med det moderate alkoholforbrug? Og hvad med øllet? Er det ligeså godt som vin, påstås at være?

Danskernes øl forbrug

Ud fra forsyningsstatistikkerne og kostundersøgelser ses det, at vores indtag af øl er faldet mens indtaget af vin er steget i årene fra 1985 – 2001. Øl er især noget mænd drikker, og i gennemsnit drikker en dansk mand 33 cl øl dagligt, svarende til 4% af det daglige energiindtag.

Øllets indholdsstoffer

Ud over vand og alkohol, indeholder øl en række mikronæringsstoffer og andre bioaktive komponenter. Øl er en væsentlig kilde til de vandoplølige vitaminer B2-vitamin, niacin, B6-vitamin og pantotensyre. Desuden kan øl have et fint indhold af mineralerne jod, magnesium og silicium. Silicium spiller en rolle i dannelsen og vedligeholdelsen af bindevæv, og det at indtage tilstrækkeligt med silicium ser ud til at være vigtigt, i forebyggelsen af knogleskørhed. I forbindelse med silicium er det også interessant, at kvinder som drikker en lille smule alkohol generelt har en højere knoglemasse end kvinder, der slet ikke drikker.

Øl indeholder desuden nogle flavonoider som ikke findes i vin. Når man drikker 0,5 L øl stiger blodets antioxidantkapacitet med ca. 17 % i den efterfølgende time. Fra flere dyre- og reagensglasforsøg ser det også ud til, at flavonoider og bitre syrer i humlen måske har potentielle kræftforebyggende effekter, ligesom der er også er fundet mulige positive effekter på sukkersyge, fedtomsætning, åreforsnævring og knogleskørhed.

I øl findes også et meget potent fytoøstrogen. Fytoøstrogener har vist sig, at kunne afhjælpe hedeture hos kvinder i overgangsalderen, og et klinisk forsøg har vist, at humleekstrakt kan afhjælpe noget af den ubehag, der opstår omkring overgangsalderen.

Hvordan adskiller en vindrikker sig fra en øldrikker?

Den danske Østerbroundersøgelse, viste at vindrikkere havde en lavere risiko for hjertesygdom end personer der drak øl, og siden har folket haft den idé, at vin var sundere en øl. Det viser sig dog, at der er visse forskelle på vin- og øldrikkere og at nogle af disse forklarer, hvorfor risikoen for hjertesygdom er lavere hos vindrikkere end hos øldrikkere. Vindrikkere spiser sundere end øldrikkere. Dvs. de har et højere indtag af frugt og grønt, fisk og olivenolie. Danske forskere har analyseret mere en 3,5 millioner kasseboner fra Bilka og Føtex og fundet, at folk der køber vin også køber flere sunde fødevarer, sammenlignet med folk, der køber øl. Det samme mønster har man observeret i USA og Frankrig – vindrikkere spiser simpelthen sundere end folk, der foretrækker andre spiritusformer. Der er desuden en tendens til, at vindrikkere er mere veluddannede, bedre økononisk stillede og slankere end personer, der drikker andet alkohol.

Den lavere risiko for hjerte-karsygdom som man så hos vindrikkere skyldes altså ikke nødvendigvis vinen, men nok snarere, at vindrikkere spiser og levere sundere end øldrikkere. Dette ses også i den nyeste forskning, hvor indtagelse af øl og vin er forbundet med den samme nedsatte risiko for hjerte-kar-sygdom. Det må derfor betegnes som en myte, at det er sundere for hjertet at drikke vin i stedet for øl.

Er øl sundt? Det kommer bl.a. an på drikkemønsteret

Hvis man mener, at et glas rødvin i ny og næ er godt for hjertet, ja så er det samme altså tilfældet for øl. Når det kommer til alkohol og sundhed gælder det om, at holde sig til et lavt eller moderat forbrug. Et moderat forbrug af øl, dvs. 1-2 genstande om dagen, kan for mænd over 35 år og kvinder over 45 år være med til at forebygge hjerte-kar-sygdom. Årsagen til dette er bl.a. at alkohol i disse moderate mængder øger mængden af det gode kolesterol i blodet, forbedrer insulinfølsomheden og reducerer blodets evne til at størkne. Er man kvinde, og har man forhøjet risiko for brystkræft, bør man dog holde sig fra alkohol.

Det er værd at bemærke, at de gavnlige effekter af alkoholen på hjertet er set hos midalderende og altså ikke hos unge mænd og kvinde i tyverne.

Man har observeret J- og U-formede sammenhænge mellem alkoholindtaget og risikoen for at dø / udvikle en række sygdomme – type 2 diabetes, blodprop i hjernen og sygdomme i hjertets kranspulsårer. Man ved dog ikke med sikkerhed om dette skyldes alkoholen, andre stoffer i øl og vin eller, at de personer med et moderat alkoholindtag på andre punkter lever sundere end dem, der slet ikke drikker.

Måden man drikker på, spiller en vigtig rolle for sundheden. Binge drinking (altså, hvor man indtager størstedelen af alkoholen på en eller få dage i ugen) er meget usundt. Udover de fysiske og moralske tømmermænd det kan give, øger det også risikoen for type 2 diabetes, kræft og overvægt.

Konklusion

Der er en masse spændende forskning i de sundhedsfremmende effekter af øllets og især humlens indholdsstoffer. Men som du nok kan fornemme, så mangler der stadig meget forskning på mennesker og især store og langvarige kliniske undersøgelser, før vi med sikkerhed kan sige, at øl og humle i moderate mængder er sundt og sygdomsforebyggende. Det må dog betegnes som en myte, at vin er bedre for hjertet end øl.

Relaterede artikler

Alkohol og sundhed

Referencer

Altinget.dk: Eksperter raser over øl-konference, 2. Maj 2012:

http://www.altinget.dk/artikel/eksperter-raser-over-oel-konference

Universitetsavisen: øl er godt, øl er sundt:

http://universitetsavisen.dk/videnskab/ol-er-godt-ol-er-sundt

Bryggeriforeningen: konference om øl og ernæring:

Link ikke længere tilgængeligt.

Det er dog denne rapport, der ligger til grund for størstedelen af artiklen:

Per Brændgaard: Øl og sundhed – en ernæringsfaglig rapport, Bryggeriforeningen, Maj 2012