cvflexingtan

Megareksi – Fakta eller Fiktion

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Normalt betragtes styrketræning som en sund aktivitet, som giver positive gevinster i forhold til både fysisk og psykisk sundhed.

Der er dog en stigende tendens til at unge mennesker som dyrker styrketræning, udvikler en sygelig besættelse af det at blive større og mere veltrænet.

Det er det man i psykiatrien kalder megareksi, bigoreksi eller muskel dysmorfi.

 

Man kan sige det er en pendant til anoreksi, bare med modsat fortegn. Hvor en anorektiker via ekstrem diæt manipulation og aerob træning forsøger at tvinge kropsvægten ned af, så forsøger megarektikere hele tiden at blive større og mere veltrænet. Begge parter har en forvrænget kropsopfattelse. Når en anorektiker kigger sig i spejlet vil personen ofte se en tyk person, mens megarektikere aldrig opfatter sig selv som værende stor nok. Spørgsmålet er så bare om der vitterligt er basis for en sådan diagnose. Er der i virkeligheden tale om overdreven forfængelighed? Eller handler det grundlæggende om det samme, som når unge mennesker går til fodbold, og virkelig brænder for det? Eller er der rent faktisk tale om en psykiatrisk lidelse, med mange af de samme karakteristika som man ser hos anorektikere? Det er de ting vi vil kigge lidt nærmere på i denne artikel.

Er der gået inflation i psykiatriske diagnoser?

Inden vi kigger nærmere på hvad der helt konkret ligger i diagnosen megareksi, og hvordan man når frem til en sådan diagnose, så er det relevant at se nærmere på den udvikling man ser indenfor psykiatrien i disse år. Man kan nemlig ikke undgå at synes, at der er gået inflation i psykiatriske diagnoser. I USA får hver 5. teenage dreng diagnosen ADHD, og depression og angst er mere udbredt end nogensinde. Det skal selvfølgelig slås fast med syvtommer søm, at der selvfølgelig findes rigtigt mange mennesker som rent faktisk har disse lidelser, men det virker lidt mærkeligt, at hver 5. teenage dreng i USA, er så adfærdsafvigende, at han fortjener at få diagnosen ADHD. Jeg er hverken læge eller psykiater, men det lugter lidt af at man ofte smider om sig med psykiatriske diagnoser, hvor der til tider ikke er brug for det. Jeg kan selvfølgelig godt se at medicin industrien har økonomisk interesse i at sygeliggøre hele samfundet, men selvom det er gået ned af bakke med folkesundheden de sidste par årtier, så kan da altså ikke være gået så skævt.

Jeg forsøger ikke at miskreditere psykiatrien. Og jeg forsøger ikke at påstå, at mange af de mildere psykiatriske diagnoser er hokus pokus. Jeg forsøger udelukkende at stimulere folks kritiske sans, så de selv kan tage stilling til emnet. Der findes psykiatriske diagnoser for næsten alt i dag. Hvis man er meget optaget af at spise sundt, så har man ortoreksi. Igen, jeg udelukker ikke, at der rent faktisk er folk som er så sygeligt optaget af at spise sundt, at det går ud over deres hverdag og liv generelt. Men jo flere diagnoser man har, jo lettere er det at sygeliggøre alt og alle.

Hvad dækker megareksi over?

Hvornår har man så megareksi? Som udgangspunkt handler det om personer, som er sygeligt optaget af deres krop, og som aldrig er tilfreds med deres størrelse og definition. Også selvom de set med objektive øjne, faktisk er både store og veltrænede. Ofte bruger de mange timer om ugen på vægttræning, og er ekstremt fanatiske med deres diæt. Ofte ser man at megarektikere er mere tilbøjelige til at blive depressive og få angstanfald, fordi deres krop aldrig lever op til deres ideal billede af hvordan en krop skal se ud. Det har ofte store konsekvenser for personens arbejdsliv og sociale liv. Megarektikere er også mere tilbøjelige til at anvende anabolske steroider. Man opererer med nogle diagnostiske kriterier, som er listet op nedenfor:

  1. En sygelig besættelse af at ens krop ikke er stor nok, og ikke er veltrænet nok. Det udmønter sig i ekstremt træning mange timer om ugen, og ofte følger man en meget restriktiv diæt.

  1. Den sygelige besættelse manifesterer sig ved at opfylde mindst 2 af de 4 følgende kriterier.

  1. Personen opgiver ofte sociale arrangementer, forsømmer sit arbejde, og aflyser andre aftaler, hvis det hæmmer ens mulighed for at træne regelmæssigt, og følge sin diæt.

  2. Personen forsøger så vidt muligt at undgå at vise sin krop frem for andre, og følger ubehag ved at vise den frem.

  3. Besættelsen af aldrig at være stor nok eller veltrænet nok, resulterer i psykisk ubehag i sociale og arbejdsmæssige situationer, med det resultat at personen bliver mindre velfungerende i det daglige.

  4. Personen fortsætter sin træning, diætpraksis og brug af præstationsfremmende stoffer, selvom personen er bevidst om den ødelæggende effekt det har fysisk og psykisk.

  1. Det primære fokus ved megareksi er en opfattelse af at man aldrig bliver stor nok, eller muskuløs nok. Det adskiller sig fra andre former for krops dysmorfi.

Det er i grove træk disse faktorer som psykiatere anvender når de stiller diagnosen megareksi. Det skal dog siges, at megareksi endnu ikke er anerkendt som en selvstændig klinisk diagnose. Og det skyldes at der ofte er overlap med andre kliniske diagnoser, såsom OCD, BDD osv. Derudover findes der ikke det store forskningsmateriale omkring megareksi. Der er derfor behov for mere viden om megareksi.

Diagnosen megareksi er dog ikke uproblematisk. Som jeg ser det, så risikere man at smide en lang række hobby bodybuildere i samme kasse som folk der virkeligt har en sygelig kropsopfattelse, som hæmmer deres hverdag. Hvor går grænsen mellem passion og målrettethed og så en decideret sygelig adfærd. Man kan meget nemt få en ganske almindelig person, som ikke har problemer med at få en hverdag til at hænge sammen, til at passe ind i megareksi kassen. Hvis man har aspirationer om at stille op i bodybuilding, og det er for så vidt ligegyldigt, om man vælger at gøre det med anabolske steroider eller uden anabolske steroider. Pointen er den samme. Hvis det er en målsætning man har, så vil de fleste nok kunne nikke genkendende til det at man ikke synes noget er perfekt. En bodybuilder bliver aldrig tilfreds. Men hvordan adskiller det sig egentlig fra de målsætninger en cykelrytter har? Skal vi stille en psykiatrisk diagnose på cykelryttere som aldrig bliver tilfreds med deres tider? Det er vel hele ideen med konkurrencesport? At man kun når toppen, hvis man aldrig rigtigt er tilfreds. Der er hele tiden noget der kan arbejdes på. Faktum er, at praktisk talt alle som dyrker sport på et seriøst plan, uanset om det er på hobby basis eller om det er på professionelt plan, så vil de kunne passe ind i ovenstående kriterier. Hvor mange cykelryttere, løbere, svømmere osv. har ikke prøvet at melde fra til en familie komsammen, fordi de skulle til træning eller stævne? Er det også sygeligt?

Man kan også vende den om. Når man selv træner, og ikke umiddelbart kan se noget negativt i at gå meget op i fysisk træning, så kommer man nemt til at feje den slags af bordet. Specielt fordi man ikke har det samme sygelige billede af en megarektiker som man har af en anorektiker. De fleste har ikke svært ved at se, at en anorektiker er syg. Men det er svært at drage samme konklusion, når man ser en stor og veltrænet mand. Så det synlige billede af at noget af galt, er bestemt ikke det samme. Det gør det selvfølgelig sværere for træningsmiljøet at acceptere en sådan diagnose, da det rent visuelt ikke ser ud som om noget er rivende galt.

Findes megareksi så eller ej?

Når kriterierne for at stille diagnosen megareksi er så vage som de er, og når en lang række andre grupper af personer meget let kan passe ind i selvsamme boks, så kan man spørge sig selv, om megarektikere overhovedet findes. Det er jeg dog ikke et øjeblik i tvivl om at de gør. Selvfølgelig findes der personer som har en sygelig tilgang til det at forme kroppen via træning og diæt. Der findes masser af eksempler på bodybuildere som er så sygeligt besatte af det at få den perfekte krop, at de er villige til at gøre praktisk talt hvad som helst. Spørgsmålet er om der vitterligt er brug for en selvstændig diagnose til den slags mennesker. Som nævnt er der jo en del overlap til andre anerkendte psykiatriske diagnoser. Hvorfor ikke bare bruge dem? Megareksi lugter mere af en stigmatisering af hele træningsmiljøet. Det etablerede samfund kan åbenbart se noget problematisk i det at dyrke sin krop på et seriøst plan. Jeg udelukker ikke at megarektikere findes, men jeg frygter at en meget stor gruppe mennesker, som er seriøse med deres træning, og som til trods for den store tidsmæssige investering får det til at hænge nogenlunde sammen med en normal hverdag. Jeg har meget svært ved at se, at man skal have en klinisk diagnose, fordi man prioriterer anderledes end andre.

Kilder:

1. Baghurst T, Kissinger DB. Perspectives on muscle dysmorphia. Int J Mens Health 8: 82–89, 2009.

2. Baghurst T, Lirgg C. Characteristics of muscle dysmorphia in male football, weight training, and competitive natural and non-natural bodybuilding samples. Body Image 6: 221–227, 2009.

3. Cafri G, Thompson J. Measuring male body image: A review of the current methodology. Psychol Men Masc 5: 18–29, 2004.

4. De Oliveira AJ, De Araujo CGS. Proposition of an anthropometric criterion for diagnosis suspicion of muscle dysmorphia. Rev Bras Med Esporte 10: 191–194, 2004.

5. Faigenbaum M, Pollock M. Prescription of resistance training for health and disease. Med Sci Sports Exerc 31: 38–45, 1999.

6. Fox KR. The effects of exercise on self-perceptions and self-esteem. In Garner, D. M. (1997). The 1997 body image survey results. Psychol Today 30: 30–44, 75–80, 84, 2000.

7. Grieve FG. A conceptual model of factors contributing to the development of muscle dysmorphia. Eat Disord 15: 63–80, 2007.