bos01

Betragtninger over styrke

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hvad er det ved styrke, der får mange til at ønske de havde det, og se fascinerede til når stærkmænd løfter vanvittigt tunge ting, og professionelle bodybuildere rammer en most muscular pose? Hvad betyder styrke for os mennesker? Betyder det overhovedet noget? Hvis nej, hvorfor er vi så så fascinerede? Vi ser jo styrke, og udtryk for styrke udfolde sig hver dag. I træningscenteret. Når vi ser boksning, vægtløftning eller amerikansk fodbold, og når vi klikker ind på Bodybuilding.dk. Om ikke andet må styrke trods alt betyde et eller andet, af den simple grund, at det er til stede så mange steder.

Historisk set, har styrke altid været grundlag for beundring, og har betydet meget for mennesker. På det arkæologiske museum på den græske ø Santorini, ligger der en gammel sten med indskriften: ”Eumastus, søn af Kritobulos, løftede mig fra jorden”. Stenen vejer omkring 470 kg. I Olympos har man fundet en sten på 143 kg med indskriften: ”Bybon, søn af Pholus, smed denne sten over sit hoved med én hånd.” I lande som Scotland, Irland, Finland, Tyskland, Schweiz, samt på Island og på Tahiti, er det, at løfte tunge sten, blevet brugt som en slags konfirmation; en manddomsprøve; en symbolsk handling som udtryk for, at man nu var trådt ind i de voksnes rækker.

Historien er fyldt med eksempler på stærke helte, både i gammel og ny tid. Myten om Milo fra Kronon, som jeg har været inde på i denne apropos, er en af de mest kendte. Men også Athanatus, som ifølge legenden gik rundt i en arena i Rom med en rustning der vejede 450 kg og krigere i Zhou dynastiet i Kina der skulle bestå en styrketest for at komme med i militæret. I nyere tid har vi superhelte som Superman, Hulk og He-man, som alle er muskelsvulmende fiktive helte, opfundet til at underholde og fascinere. Og nogle af de meste feterede mennesker i denne verden, er atleter, som via træning, har gjort deres kroppe stærke, hurtigere og adrætte.

Filosoffer gennem tiden, har også udtalt sig om vigtigheden af styrke, og både Xenofanes, Platon og i særdeleshed Aristoteles, denne mand der havde meninger om alt mellem himmel og jord, mente, at styrke kun var vigtigt i så fald den kunne bruges til noget. Gerne noget der var til gavn for samfundet. De var altså i tråd med Anders Mattesen og hans ”stærke mænd burde ansættes af kommunen til at give gratis svingture” filosofi. Selvom mange fascineres af, og interesserer sig for styrke, betyder det, filosofisk set, dog ikke nødvendigvis at det er vigtigt. Der var også mange der gik i Buffalosko i 90’erne, uden at det nødvendigvis betragtes som vigtigt og værdifuldt, og mange mennesker ynder at drikke øl, uden det nødvendigvis betyder andet, end at mennesker godt kan lide øl. Hvad filosoffer mener om ting, har den generelle befolkning dog sjældent bekymret sig meget om. Styrke, øl og Buffalosko vil altid drage mennesker, uanset hvad de lærde mener om det. Okay, måske ikke Buffalosko, men ellers.

Styrke har dog, måske især før i tiden, været meget vigtigt i krig, i forsvar af stammen eller familien, i jagt på byttedyr og ift. arbejde, hvor tunge ting skulle slæbes eller redskaber skulle smedes. Muskler er i den forstand et fysisk udtryk for power, magt og kontrol. Og det er måske nogle af de ting der gør, at folk gerne selv vil være stærke, eller beundrer dem der er det. At det plejede at have en gavnlig funktion og samtidig er udtryk for en slags alfahan-ishness. Dem der har styrke og en veltrænet krop, bliver som regel mere eller mindre beundrede, og alene af den grund, er det noget mange gerne vil have og efterstræber, uanset at vi måske ikke lige kan forklare præcis hvori fascinationen ligger. Mange mennesker synes også bjerge er fascinerende, eller papegøjer. Der er måske i virkeligheden ingen anden forklaring på menneskers fascination af styrke, bjerge og papegøjer, end at mennesket har tendens til at synes godt om bjerge, styrke og papegøjer. It is what it is. Human nature. Det kan være så simpelt som at muskler betyder magt, og magt, som f.eks. indebærer kontrol over ens territorium, er centralt i de basale menneskelige selvopholdelsesdrifter.

Man kan spørge sig selv om styrke en dyd. Dvs. om det er noget der er værdifuldt i sig selv, fordi det har en moralsk værdi, eller om styrke kun er vigtigt som et redskab til at udrette ting i verden. Det kunne være at flytte en sofa, smede en økse, kløve en hovedskal på en fjende eller score en tøs på Sunny Beach. I det gamle Grækenland repræsenterede Herkules, også kendt som Herakles, i hvert fald styrken som en dyd, egenskab og værdi. Han var egentlig et menneske, men blev guddommeliggjort, netop på grund af de handlinger han var i stand til at udføre på grund af sin styrke.

Ser vi på det græske ord for dyd, nemlig arete, betyder det noget i retning af at excellere; at leve op til ens fulde potentiale; blive den bedste du kan blive, eller at nå sit ultimative potentiale som menneske. I den forstand kan man sagtens se, hvorfor styrke kan betragtes som en dyd. En bodybuilder der yder alt han kan, for at opnå den bedste og mest harmoniske fysik han kan få. Eller en styrkeløfter, der arbejder hårdt med teknik, kost og specialiserede programmer, for at nå sit ultimative potentiale, og løfte den tungeste vægt han kan.

En del af denne styrkens dyd er også vedholdenheden ifølge de gamle græske filosoffer. Folk som Andy Schleck, Jan Ullrich og Bradley Wiggins, som alle havde det som deres højeste mål og stræben, at vinde Tour de France, og alle vandt det én gang, har efterfølgende ikke kunnet finde gejsten til at træne hårdt for at vinde det igen. Andre, som Tom Kristensen og Ryan Giggs f.eks., har udvist vedholdenhed, og Tom Kristensen har år efter år vist, at han arbejder lige så hårdt nu, som han gjorde før i tiden, for at blive på toppen så længe som det overhovedet er ham muligt. De gamle grækere ville på denne baggrund, nok dømme Tom Kristensen som mere dydig end f.eks. Jan Ullrich. Den der mest vedholdende formåede at leve op til sit potentiale. En stabil karakter der er konstant, pålidelig og til at stole på. Ikke en Pantani der pludselig fucker det hele op; en Oscar Pistorius der ud af det blå falder fra tinderne, eller en Jan Ullrich der slackede og dovnede den, blev chubby hver vinter, og satte for stor tillid til sit naturtalent til fordel for hårdt arbejde.

At vælge dyden kan også være et bevidst valg. Alle os der løfter har stået over for det valg, som Herakles ifølge myten ’Herakles ved skillevejen’ stod over for. Herakles vidste ikke hvilken vej han skulle vælge for at få et lykkeligt liv. Ved skillevejen mødte han 2 kvinder. På den ene side Kakia ’lasten’, klædt i udfordrende tøj og med prostitute-like make-up i hele krydderen. Kakia opregnede alle behagelighederne ved et nemt, mageligt og nydelsesrigt liv. På den anden side stod Arete ’dyden’, som var klædt simpelt og beskedent. Hun opfordrede ham til et arbejdsomt og retskaffent liv, hvor han, i stedet for den umiddelbare tilfredsstillelse og en hedonistisk livsførelse, burde stræbe mod at leve op til sit fulde potentiale. Kakia-vejen ville for en løfter betyde Rich Piana/Zyzz/Ditlev Madsen vejen; anabolika; hurtige ikke-fortjente resultater; crappy kost; manglende dedikation; fokus på en hedonistisk livsførelse og smart-ass Hybris attitude, og det ville til sidst, højst sandsynligt ende med Nemesis og undergang. Arete vejen ville være hårdere, men også mere tilfredsstillende for et menneske med en god natur. Det ville være langsomme, men fortjente resultater gennem hårdt arbejde; streng diæt; opofrelse og vedholdenhed. Ofte et mere beskedent og stille liv, men i længden langt mere tilfredsstillende og respektindgydende. Herakles valgte Aretes vej.

En af grundene til, at styrke blev anset som noget beundringsværdigt i det gamle Grækenland, og at atleter blev rigt belønnet var, at stor styrke og gode atletiske evner kun kunne opnås på én måde, nemlig gennem hårdt slid. Blod, sved og tårer. Det er nok også derfor så mange instinktivt anser folk der tager steroider, for ikke-værdige til de muskler de render rundt med. Det er som at stjæle en Ferrari og køre rundt i byen og tilrane sig blikke fra beundrende tøsebørn der tror man har arbejdet hårdt for at tjene en masse penge. Jo det krævede da sikkert også hårdt arbejde at stjæle den Ferrari, men at købe den selv, ville kræve endnu hårdere arbejde, og det har man ikke haft karakter nok til at gide. Man pynter sig med lånte fjer, og det vækker hos mange en instinktiv følelse af uretfærdighed og foragt. Derfor lyver mange også om deres roid-forbrug, fordi de måske selv har den følelse eller ved andre har den: at de har sprunget over hvor gærdet er lavest; at de har snydt sig til en plads i det gode selskab; at de gerne vil opfattes som havende en stærkere karakter end de egentlig har.

De græske filosoffer som jeg nævnte tidligere, Platon og Aristoteles f.eks., forstod dyd som en slags ’sundhed i sjælen’. At man som person har visse kvaliteter. Det er en indre tilstand der kommer til udtryk gennem de handlinger man foretager sig. En styrke i ens person, som gør, at man vælger den rette vej. At man arbejder hårdt, og fravælger de lette løsninger for at opnå anerkendelse på et falsk grundlag, kan betragtes som en moralsk styrke der matcher ens fysiske styrke. En svag karakter vil hungre efter anerkendelse, uden at gide ligge det arbejde i det, der kræves for at få denne anerkendelse.

For løftere, kan Herakles ses som et symbol på, hvordan styrke kan være en dyd. Man kan bruge ham som inspiration til at stræbe mod, at blive bedre, og finde modet til at holde sig på den hårde vej, fordi man ved det er der selvrespekten er at finde. Selve træningen kan også virke karakteropbyggende, da flere års hård træning, som regel vil være med til at kultivere vores karakter, og gøre os i stand til at kontrollere vores trang til at få det vi ønsker nu og her. Træningen lærer os om tålmodighed, og gør os i stand til at indse, at det vi egentlig inderst inde ønsker, som regel kommer gennem hårdt arbejde, og ikke gennem lette her-og-nu løsninger.