protein_slanker

Ny forskning – protein slanker

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hvis du spiser masser af proteiner, bliver energien i din krop omdannet til varme i stedet for at sætte sig som fedt på sidebenene. Det er de overraskende resultater af ny dansk og norsk forskning.

Forskere ved Københavns Universitet og det norske forskningsinstitut NIFES (Nasjonalt institutt for ernærings- og sjømatforskning) har opdaget, at folk, der har et højt indtag af protein brænder flere fedtceller af. Dermed er der videnskabelig grundlag for de slankekure, som har haft fokus på højt protein-optag på plads. Opdagelsen dokumenterer, at protein har en evne til at få de specielle brune fedtceller til at brænde energi og blive til varme fremfor at oplagre energien i nye fedtdepoter.

Afbrændning kræver protein
Hemmeligheden er, at en særlig gruppe fedtceller, de brune fedtceller, har den hidtil ukendte egenskab egenskab, at de afbrænder energi fremfor at opmagasinere den. Hvis man havde flere brune fedtceller i forhold til hvide fedtceller, så vil man have meget nemmere ved at holde vægten. Men den proces, at forskubbe forholdet mellem aktiviteten i de hvide og brune fedtceller kræver protein i store mængder.

Nyt at voksne har brune fedtceller
Det helt nye i forskernes opdagelse er at voksne mennesker overhovedet har brune fedtceller. Man har vidst længe, at de findes hos helt små børn, hvor de findes omkring skulderbladene. I 2009 opdagede man så, at disse celler også findes hos voksne, hvor de gemmer sig blandt de hvide fedt flere steder i kroppen. Opdagelsen er på mange måder banebrydende og har hurtigt åbnet døren for et væld af forsøg, der prøver at afdække, hvilken effekt brunt fedt egentlig har på fedme, og hvordan effekten kan maksimeres.

Forsøg dokumenterer proteins slankeeffekt
Forskeren Lise Madsen har med kollegerne Karsten Kristiansen fra Københavns Universitet og Bjørn Liaset fra NIFES i Norge fodret forskellige grupper mus og rotter med samme mængde kalorier. Alle dyr fik lige meget fedt, men mængden af protein og kulhydrat var forskellig.

Eksperimenterne viser, at en høj mængde protein sætter gang i forbrændingen fra det brune fedt og dermed får dyrene til at tabe sig – vel at mærke selvom de ikke samlet set spiser færre kalorier eller bevæger sig mere. Ifølge Lise Madsen skal forsøgene nu afprøves på mennesker, men hun mener ikke der er grund til at tro, at brunt fedt skulle fungere på en anden måde i mennesker.

Markant effekt af proteiner
“Mus skal bruge seks gange mere energi for at tage et gram på, når har et højt indtag af proteiner. Det er en rigtig stor effekt,” lyder det fra Lise Madsen, der både er lektor på Biologisk Institut på Københavns Universitet og forsker ved NIFES i Bergen. Forskerne på Københavns Universitet arbejder nu på både at finde ud af, hvordan man gør det brune fedt mere aktivt, og om man kan omdanne hvidt fedt til brunt fedt.

Dansk forskning giver international genlyd
“Pludselig har vi fundet det brune fedt, og så kan det vise sig at være en nøgle til at finde at ud af, hvordan vi kan undgå fedme. Det viser, at grundforskning har en stor berettigelse, og at man også skal bruge penge på andre projekter, end dem som med sikkerhed giver et resultat,” siger Lise Madsen til onlinemagasinet Videnskab.dk

Artiklerne om brunt fedt og proteiners effekt på kalorieforbrændingen er publiceret i Journal of Biological Chemistry, Biochimica et Biophysica Acta og PLoS One.

Fakta:
1 gram brunt fedt forbrænder i upåvirket stand 6 kalorier (kcal) om dagen. Et menneske gemmer typisk på et par gram brunt fedt fordelt over flere områder af overkroppen.

Hvide fedtceller lagrer energi og gør os fede.

Brune fedtceller brænder kalorier af for at holde os varme og øger muligvis generelt energiforbruget og holder på den måde vægten nede.

Mere info:

Proteinpulver og vægttab

Kostplan til vægttab