Indlæg_3_front_billede

Den optimale træningsform – find ud af hvad der virker for dig

Skrevet af
Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner

Jeg vil gerne starte dette indlæg med at takke for al den positive feedback der har været omkring mine tidligere indlæg, det betyder virkelig meget for mig, så tusind tak! Et af de spørgsmål der er blevet stillet mest i forbindelse med de tidligere indlæg, har været hvordan min træning og kost så ud, så de kommende indlæg komme til at handle om min træning og min kost, men først (ironisk nok) nogle tanker om hvorfor man ikke bør stole blindt på andres tilgang til træning.

Hvordan skal jeg træne? 2-split, 3-split, hver muskelgruppe en gang om ugen, højt antal gentagelser per sæt, lavt antal gentagelser? Det er muligt at finde argumenter både for og imod alle disse træningsformer, og det virker som om man én dag læser at en bestemt træningsform er det eneste rigtige for at opnå sit mål, og dagen efter hører man det stik modsatte. Det kan være svært at finde rundt i al den information der findes omkring træning og kost, og sandheden er at der ikke er noget endegyldigt prædefineret svar på hvordan lige præcis du skal træne, det er noget du selv må finde ud af. I dette indlæg vil jeg gennemgå mine tanker om hvordan man finder den mest optimale træningsform til ens personlige mål.

Jeg har selv kørt alt lige fra at træne en muskelgruppe per uge til at køre 2-split, hvor jeg trænede hver muskelgruppe mellem 3 og 4 gange om ugen, fordi jeg løbende har læst artikler og fundet ny viden som har talt både for og imod næsten enhver træningsform der findes, og du som læser har garanteret selv stået i en situation, hvor du har været i tvivl om præcis hvordan du skal træne for at opnå dine mål. Jeg vil give et par grundlæggende råd:

Prøv dig frem og lyt til din krop.

Find ud af hvilke træningsformer der passer dig bedst og giver dig de bedste resultater. Selvom der er visse træningsformer der er generelt brugbare (højere antal gentagelser til muskelopbygning, lavere til opbyggelse af styrke), kan der stadig være stor forskel på visse træningsformer der fungere fra individ til individ, så lad være med at følge andre blindt. Jeg selv begyndte først at stige for alvor i bænkpres da jeg begyndte at træne bryst min. 3 gange om ugen, mens andre kan stige ekstremt i bænkpres ved at bænke 1 eller 2 gange om ugen. Prøv dig frem, vær ærlig overfor dig selv og vær opmærksom på om du bevæger dig imod dine mål. Føl efter om træningen føles ”rigtig”, dvs. ingen forkerte smertefølelser og vær opmærksom på, at træningsprogrammet er udholdeligt i længden. Det er godt at træne hårdt, men man kan ikke altid give 100 %, og hvis man forsøger, vil man hurtigt brænde ud.

Vær tålmodig.

Jeg taler som en idrætsudøver som aldrig har benyttet ulovlige præstationsfremmende midler, og hvis du er i samme båd må vi affinde os med at tingene tager tid. At opbygge muskler og smide fedt tager den tid det tager, uanset hvor effektivt et træningsprogram er, der er altid grænser når man snakker om naturlige idrætsudøvere som ikke benytter sig steroider og lignende. Så giv dig selv tid, sæt små mål på vej imod dit endelige mål og hold øje med om du gør fremskridt, det er lettere at være tålmodig hvis man kan se at man er godt på vej.

Vær påpasselig med at tage imod tips fra professionelle bodybuildere.

Jeg siger naturligvis ikke at de professionelle bodybuildere ikke ved hvad de snakker om når det kommer til trænings, tværtimod, de er nogle af de bedste til det på Jorden, men uanset hvor oplagt det virker at tage imod råd omkring armtræningstips i et blad som lover ”freaky guns in 8 weeks” fra en fyr med arme på 55 cm, bør man huske at de professionelle bodybuildere har helt andre vilkår end den gennemsnitlige person i kraft af at de benytter de præstationsfremmende midler de gør. Jeg dømmer ikke folk som benytter steroider mm. det er bare vigtigt at gøre sig det klart, at man ikke kan opbygge arme som en prof. bodybuilder alene ved at træne som vedkommende. Desuden betyder de præstationsfremmende midler ofte at en form for træning vil være ideel til de store bodybuildere, mens en helt anden træningsform vil være optimal for dig.

Undersøg sagen.

At du læser dette betyder at du allerede er begyndt at undersøge, eller stadig forsætter med at undersøge hvilken træningsform der er den mest optimale for dig, og det er sgu godt gået! Det er den eneste vej frem. Alt for mange tager blindt imod råd fra andre uden at stille sig kritisk til dem og uden at undersøge sagen nærmere, og det giver alt for let en langt fra god træningsoplevelse. Opsaml så meget information du kan finde og sammenlign den med andre information, undgå at tage det første det bedste svar du finder, men gå lidt i dybden med tingene og dan dig dit eget overblik, det vil tjene dig langt bedre i længden. Her på Bodylab findes der en stor række brugbare artikler samt svar på spørgsmål som er stillet til Bodylabs eksperter, og jeg kan varmt anbefale at tjekke dem ud! De er helt klart en af de bedste kilder til træningsartikler på dansk.

READING-WHILE-EXERCISING

KIS og JFT

Keep It Simple, hold det enkelt. Jeg har lige bedt dig om at indsamle en masse information så du kan danne dig dit eget billede omkring træning, men samtidig vil komme med en advarsel, det kan være nemt at drukne i alle de forskellige meninger og informationer når det kommer til træning og sundhed, og bare det at sætte et træningsprogram sammen kan pludselige blive uoverskueligt, derfor skal man også nogle gange træde et skridt tilbage og ikke komplicere tingene unødvendigt. I jagten på det mest effektive og det mest optimale kan det hurtigt komme til at virke som om alt andet end det mest optimale er spild af tid, men her kommer JFT ind i billedet. JFT = Just. Fucking. Train. Den eneste træning som ikke nytter noget, er den som ikke fandt sted. Så lad være med at drukne i detaljer, du må ikke gå ned på om du skal træne bryst med 30 sets eller 32, eller om du skal kører incline før eller efter bænkpres, det vigtigste er at du kommer afsted. Tag træningstøjet på, kom ud af døren og pres dig selv. Stræb altid mod at gøre din træning så optimal som muligt, men lad det ikke komme i vejen for dig.

keepitsimple

Jeg håber du nu er lidt tættere på at finde din perfekte træningsplan, eller i det mindste har fået lidt stof til eftertanke. Jeg vil komme nærmere ind på mange af aspekterne i dette indlæg senere, men indtil da tager jeg gerne imod forslag til fremtidige indlæg og emner.

For mere hyppige updates kan du følge med på instagram: christianvangmadsen

Og indtil næste gang, god træning derude!

–          Christian.