Skrevet af admin2. Onsdag, 09. maj 2012 00:00
For meget salt i danskernes mad betyder op mod 1.000 dødsfald om året. Hvis blot indholdet af salt i alle danskeres kost bliver reduceret med tre gram, vil dødsfaldene kunne undgås, mener Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. Udover de mange dødsfald vil der også kunne spares milliarder i sundhedsudgifter, skriver organisationen.
Det har sat gang i et samarbejde mellem en række brancheforeninger, organisationer og offentlige myndigheder, som i en fælles kampagne skal få både forbrugerne til at vælge mindre salt og få fødevareproducenterne til at vælge alternativer til salt. 70 pct. af alt vores saltindtag kommer fra det skjulte salt i maden, som det findes i ost, færdigretter, brød og pålæg.
Målet er at få saltforbruget ned på 5-6 gram om dagen, som er det de officielle anbefalinger peger på. Bag initiativet står Hjerteforeningen, DI Fødevarer, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet, Kræftens Bekæmpelse, Foreningen af Kliniske Diætister, Diabetesforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Horesta og Fødevarestyrelsen.