Skrevet af admin2. Søndag, 27. maj 2012 00:00
Is og ømme muskler hænger sammen. Vi kender billederne fra sport på TV og har måske selv haft en ispose på en overanstrengt lægmuskel eller fået is-spray ved et stævne. Men der er meget lidt viden om, hvad is gør ved musklerne, og det har fået forskere ved University of Ulster i Nordirland til at undersøge sagen.
Ved at gennemgå gamle forsøgsresultater og udføre nye fandt de ud af, at isen kun hjælper kortvarigt og kun på følelsen af ubehag. Det er således en myte, at is kan være med til at helbrede eller på nogen måde gøre muskler hurtigt parate til at yde igen.
Inden for visse sportsgrene benyttes dyre kølebade til at give ”kryoterapibehandlinger”, hvor store dele af kroppen nedsænkes i meget koldt vand. Forskerne har dog fundet, at disse behandlinger ikke er bedre end et normalt bad eller en omgang massage.