træninghverdag

Styrketræning hver dag

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab,

Må man godt træne med vægte hver dag? Jeg elsker at styrketræne, og kunne godt tænke mig at lave et program hvor man træner hver dag. Men hvis det er dumt, så gør jeg det selvfølgelig ikke. Hvad mener i?

Svar:

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at restitution består af 2 forskellige komponenter. Den lokale restitution, og den systemiske restitution. Når man eksempelvis træner bryst, så trænes brystmusklen og de assisterende pressemuskler. Det giver et restitutions behov lokalt i musklen. Men der er langt mere på spil. Kroppen stresses som helhed. Centralnervesystemet og det perifere nervesystemet arbejder hårdt. Det endokrine system stresses. Så kroppen har som helhed et restitutionsbehov. Det er det mange glemmer, når de tror den hellige grav er velforvaret, så længe man splitter træningen op, og træner forskellige muskler på forskellige dage. Men hvis man træner hver dag, så belastes den systemiske restitution hver dag.

Så hvad siger jeg så? At man ikke kan træne med vægte hver dag? Nej, det er faktisk ikke det jeg siger. Jeg siger bare, at man skal være opmærksom på, at det ikke kun handler om at splitte muskelgrupperne op. Der er mange styrkeløftere og vægtløftere som træner hver dag. Også flere gange om dagen. Men hvis den slags skal fungere, så skal man være opmærksom på to meget vigtige ting. Konditionering. Man går ikke fra 2-split med 4 ugentlige træningspas, til at træne alle ugens dage. Sådan fungerer det ikke. Det er noget man bygger langsomt op til. Derudover får periodisering og workload fordeling en langt større vigtighed. Man kan godt gå ned i centret og give den max gas 4 gange om ugen, uden den store planlægning, fordi man immervæk har 3 hviledage, hvor kroppen får fred til at restituere. Men hvis man vil træne hver dag, så er man nødt til at strukturere sin træning langt bedre. Manipulere med intensitet og volumen.

Så det korte svar er, ja, man kan godt træne med vægte hver dag uden overhovedet at have hviledage. Men det kræver at man har niveauet til det, og det kræver at man forstår at designe super avancerede programmer, hvor intet overlades til detaljerne. Eller at man er krudtet til op over begge øre. Det giver også en fordel på den front.