aasfarligt

Er anabolske steroider farlige?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab,

Sad og læste et spørgsmål på jeres facebook side omkring ”The Rock” og om hvorvidt han anvender/har anvendt anabolske steroider eller ej. Kommentarerne viser tydeligt, at der er delte meninger omkring hvor farligt det er at anvende anabolske steroider, og også om hvorvidt det er forkert eller ej. Personligt synes jeg det er snyd at anvende anabolske steroider. Men har folk ret, når de skriver, at anabolske steroider ikke er farlige overhovedet?

Svar:

Det var meget tæt på, at dit spørgsmål røg i skraldespanden. Mest af alt fordi et sandfærdigt svar meget nemt kan fejlfortolkes, og opfattes som om Bodylab har en pro-doping holdning. Det er på ingen måde tilfældet.

Det korte svar er, at anabolske steroider på ingen måde er så farlige, som medierne og anti-doping Danmark påstår.

Når man medregner både motionister og professionelle atleter, så er det et astronomisk stort antal mennesker på verdensplan, som regelmæssigt anvender doping præparater. Hvis det var så farligt som medierne gør det til, så der være langt flere dødsfald, og langt flere personer som var tvunget til at leve et liv med et dårligt helbred, fordi de havde ødelagt sig selv med doping. Sådan er det bare ikke.

Er det det samme som at sige, at det er ufarligt? På ingen måde. Der er en potentiel risiko forbundet ved at anvende den slags medikamenter. Det er der med al medicin. Og det er der også med alkohol, rygning og en usund livsstil generelt set.

Typisk er det sådan, at farligheden ved anabolske steroider stiger jo større doser man tager, jo flere forskellige præparater man tager, og jo længere tid man anvender medikamenterne. Netop derfor er det ikke usædvanligt, at man hører om relativt unge bodybuildere, som dør i en tidlig alder. Netop fordi professionelle bodybuildere ofte er på hele året rundt, og samtidig tager mange forskellige medikamenter i umenneskeligt høje doser. Den slags koster. Det er at spille russisk roulette med sit helbred. Der efterhånden næsten på månedsbasis, at en legende dør indenfor bodybuilding. På det seneste har både Greg Kovacs og Nasser El Sonbaty taget billetten. Begge to var kun midt i 40’erne. Det slider ufatteligt meget på de indre organer at leve som professionel bodybuilder. Man ser det samme indenfor stærkmand og styrkeløft. Folk som dør i 30’erne og 40’erne. Den slags ser man også engang imellem hos den normale befolkning. Men det hører til sjældenhederne. Frekvensen af dødsfald indenfor bodybuilding og styrkesport er efterhånden så høj, at man ikke bare kan tilskrive det noget arveligt. Det skriger til himmelen, at de har dopet sig selv ihjel.

Så fordi det ikke er så farligt, som medierne gør det til, så er det ikke det samme som at sige at det er uskadeligt.

Desværre er der mange doping fortalere som misbruger dette budskab, og forsøger at nedtone risikoen ved doping. Det er ofte det man ser i kommentarerne på facebook. Og så pakker man det ind i tåbelige argumenter. Det kunne være ”at rygning er farligere end doping, og derfor er det okay”. Det er bare et uholdbart argument. Det er ganske givet rigtigt, at en storryger løber en større risiko, end en motionist som i løbet af hele hans træningskarriere tager 3-4 steroide kure. Men det svarer lidt til at sige, at rygning har helt ufarligt, fordi det er mere farligt at indtage arsenik.

Det korte og det lange er, at doping er sundhedsskadelig. Og potentielt meget sundhedsskadelig. Men det er på ingen måde den gift, som medierne ofte påstår.