storebenafatgå

Store ben af at gå?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab,

Her følger et spørgsmål, der har undret mig meget.
Det startede egentligt med, at to af mine venner påstod de har fået større ben af at gå, hvorefter jeg hurtigt protesterede da jeg mente, at gentagelserne når man går, er alt for mange til at man kan styrke de hvide muskelfibre. Jeg vil mene de kun styrkes (gøres større) ved gentagelser på 8-12 gentagelser ved eksempelvis squat/lunges.
Men herefter har det undret mig, hvor store ben cykelryttere i Tour de France egentligt har i forhold til elite marathonløbere, som jo nærmest ingen ben har. Hvordan kan de være cykelryttere har så store ben i forhold til, at de dyrker langdistancesport? Og hvorfor er løb som langdistancesport så meget anderledes?

Svar:

Det er rigtigt, at de hvide type II fibre har langt det største hypertrofipotentiale. Men muskler vokser ikke kun af vægttræning. Om en muskler vokser sig større afhænger af mange forskellige faktorer. Det at gå meget vil have et meget ringe potentiale i forhold til muskeltilvækst. Hvis dine venner rent faktisk har fået større ben af at gå, så må det være fordi de har været i meget ringe forfatning rent formmæssigt. Hvis man eksempelvis brækker armen, og har den i gips i 3-4 uger, så vil der ske en udpræget atrofi af armmusklerne. Men man genvinder hurtigt muskelmassen, ved normal brug af armen. Hos svækkede personer vil normal aktivitet kunne give anledning til en vis grad af muskeltilvækst, når kroppen bliver brugt igen.

Så det afhænger i høj grad af ens formniveau, og også hvilken type aktivitet der er tale om. Og her er dit løb vs. cykling eksempel meget godt. Nu er det godt nok en sandhed med modifikationer, at cykelryttere har store ben. Banecykelryttere, som dyrker en meget stor portion vægttræning ved siden af, har ofte ekstremt store lår, men Tour de France ryttere har faktisk ikke voldsomt store lår. Det er en illusion fordi deres krop generelt er ret lille, og fordi brune ben med god muskeldefinition ofte fremstår større end de reelt er. Men du har en god pointe i forhold til sammenligningen mellem cykelryttere og marathonløbere, hvor sidst nævnte ofte har meget tynde ben. Og forklaringen skal nok findes i forskellen i det arbejde benmusklerne laver. Når man træder i pedalerne på en cykel, så er der konstant spænding på begge lårmuskler, og bevægelsen er typisk over en større ROM end den er ved løb, hvor der veksles mellem spænding og afslapning, når man skifter ben. Muskelarbejdets natur er helt anderledes de to aktiviteter imellem. Det kan sagtens forklare forskellen i hypertrofi respons.

Men det korte og det lange er, at du har ret i at man bedst opnår optimal hypertrofi af musklerne ved at lave traditionel bodybuilding træning. Hvis man bilder sig selv ind, at man kan få store lår af at gå lange turer, eller ved at løbe meget, så snyder man sig selv. Ja, musklerne vil udvikle sig i en vis udstrækning, men det er intet sammenlignet med det man kan opnå med traditionel vægttræning.