x2

Træne til failure og større muskler?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Nu vil jeg godt have det på det rene. Skal man træne til failure eller ej, for at få optimale resultater? De fleste jeg snakker med siger at man skal, men jeg læser hyppigt på diverse fora, at det ikke er anbefalelsesværdigt. Hvad er svaret?

Svar:

Failure træning er en ekstremt misforstået størrelse. Lad mig starte med at sige, at man på ingen måde SKAL træne til failure. Man kan sagtens få stærkere og større muskler uden nogensinde at ramme failure. Tag eksempelvis olympiske vægtløftere og styrkeløftere. De træner praktisk talt aldrig til failure, og de er både store og stærke. Jeg kan godt forstå trangen til at træne til failure. Ud fra et psykologisk perspektiv giver det ganske god mening, at folk tror at de vokser mere, hvis de presser sig selv til grænsen af deres fysiske kapacitet. Men en ting er ens mentale opfattelse af ens træning, en anden ting er hvordan kroppen rent fysiologisk fungerer. Failure træning kan sagtens være et effektivt værktøj, til at øge den muskulære udtrætning. Problemet er bare at den systemiske udtrætning også øges markant. Det betyder, at risikoen for plateaudannelse og overtræning stiger, hvis man træner til failure i alle ens træningspas. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er tale om en enten eller ting. Det fungerer ikke sådan, at hvis man er fortaler for failure træning, og anvender det i ens træning, så er det vitalt at det er noget man gør i alle træningspas. Det fornuftige er at anvende failure træning som en del af en overordnet periodiseringsplan. Man kommer meget længere, hvis man træner til failure i perioder, mens man i andre ikke gør det. Men det korte svar til dit spørgsmål er, nej, man SKAL ikke træne til failure for at få optimale resultater.