doms_artikel

Er DOMS nødvendigt for muskelopbygning?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab,

Da jeg startede min træning for snart 4 måneder siden var jeg meget øm efter træning. Over tid er det dog aftaget, og de seneste par måneder mærker jeg absolut ingen ømhed i musklerne efter træning længere. Og det er ikke fordi jeg ikke presser mig selv. Det er virkeligt sjældent jeg oplever DOMS nu til dags. Jeg stiger dog stadig i styrke, men påvirker manglen på DOMS min progression?

Svar:

Når man starter med at træne, så er alt stress uvant, og vil fremkalde DOMS i større eller mindre grad. I takt med at man bliver større og stærkere, stiger ens konditioneringsgrad samtidig. Det betyder, at man ikke længere oplever den samme udvikling af DOMS. Det er et helt naturligt respons på fysisk træning. Man bliver ikke kun større og stærkere, man bliver også i stand til at tolerere træningen bedre. Hvis man tager en pause fra træningen, går i gang med et meget udfordrende program, som ligger over ens konditioneringsgrad, eller hvis man laver en øvelse man aldrig har lavet før, så vil man opleve DOMS igen. Men DOMS er på ingen måde et krav for at blive større og stærkere. Alt for mange som træner med vægte, tror det hele handler om at det skal gøre så ondt som muligt, og at man nærmest skal kravle ud af centret, for at blive større og stærkere. Sådan hænger det ikke sammen. Selvfølgelig skal man træne hårdt. Men man skal også træne klogt. Og hvis man ender som DOMS jæger, hvor man bilder sig selv ind et træningspas kun har været effektivt, hvis man knap kan komme ud af sengen dagen efter, pga. DOMS, så sætter man sig selv op til et massivt plateau. Mild ømhed er helt fint, mens ekstrem DOMS er et tegn på at man har lavet for meget. Det er kun noget man bør opleve når man lige er gået i gang med træning, og hvor kroppen skal vende sig til det at løfte vægte. Herefter vil DOMS ligeså stille aftage, og kun forekomme engang imellem. Og det er helst sådan det skal være.

Læs evt. artiklen ‘DOMS – Delayed onset muscle soreness’.