olweightlift

Sundheden ved kalorieunderskud!?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab!

Kan man øge sin styrke betragteligt uden at tage på i vægt / muskelmasse? Jeg tænker på hvis man har fundet sit kalorie “nulpunkt”. Og hvad hvis man er i kalorie underskud? Er det eventuelt farligt?

Jeg dyrkede tung styrketræning i et års tid, og for et halvt år siden begyndte jeg at cutte. Det resulterede i at jeg efter en 3 måneder blev meget træt, og gik ned med lungebetændelse. Jeg er nu ved at være på toppen og vil i gang igen, men er i tvivl om det er usundt at være i energi underskud? 

Svar:

Ja, man kan godt øge sin styrke ganske betragteligt uden at tage på i muskelmasse. Det er rigtigt, at ens styrke til en vis grad afhænger af musklernes størrelse. Som man siger, så er musklens styrke proportional med det fysiologiske muskeltværsnit. Men det er ikke det eneste som afgør hvor stor kraft man kan udvikle. Effektiviteten af ens nervesystem spiller også en meget afgørende rolle. Man kan via træning udvikle de neurale aspekter, så nervesystemet bliver mere effektivt i forhold til aktivering af den tilgængelige muskelmasse. Det gøres typisk via det man kalder neuromuskulær træning. Det er typisk træning med tunge vægte, lave gentagelser og eksplosiv udførsel. 

Der er ikke noget farligt forbundet med det at være i kalorieunderskud, med mindre underskuddet er ekstremt stort. Grunden til at du endte op med lungebetændelse sidste gang du var i kalorieunderskud, kan i princippet godt skyldes at du var i kalorieunderskud. Når man træner hårdt, mens man er i kalorieunderskud, så tærer det mere på kroppen, og vil også have en negativ effekt på immunforsvaret. Ikke forstået på den måde, at man er garanteret at blive syg når man cutter. Man er bare mere udsat. Så det kan sagtens være forklaringen. Nu har det også meget at sige, hvordan din kost er sat sammen generelt. Hvis et kalorieunderskud samtidig betyder, at du ikke får nok af visse mikronæringsstoffer, så kan det sagtens have negative konsekvenser for immunfunktionen. Man skal være ekstra opmærksom på at sætte ens diæt fornuftigt sammen, når man er i kalorieunderskud, så man sikre sig, at man ikke får for lidt af vigtige vitaminer og mineraler.