Skrevet af admin2. Fredag, 11. maj 2012 00:00
Hej Bodylab,
Jeg har fået af vide af mine kammerater, at hvis muskler som engang har været store, og som er blevet mindre efter ½ år uden træning, hurtigt kan trænes op til samme masse igen. Er det korrekt?
Svar:
Det er faktisk korrekt. Det er det man populært kalder ”Muscle Memory”. Hvis man en gang har været stor og stærk, så er det lettere at opnå det samme niveau en gang til. Man ved ikke rigtigt hvordan fænomenet hænger sammen, men det er meget sandsynligt, at det slet ikke har noget med musklerne at gøre som sådan.
Ligesom en oplevelse kan lagres i hjernens hukommelse, så kunne man formode, at den neurale effektivitet man opbygger i forskellige øvelser, på en eller anden måde lagres i hjernen, så den neurale effektivitet opbygges hurtigere efter en pause. Og forbedret neural effektivitet vil give anledning til hurtigere fremgang i muskeltilvækst.
Så selve muskeltilvæksten er et indirekte resultat af, at den neurale effektivitet udvikles i et højere tempo. Det er en teori. Man ved som sagt ikke 100 % hvordan det fungerer.