aee01

Styrketræning vs. Crossfit

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hej Bodylab,

Jeg beskæftiger mig med både styrketræning og crossfit, da jeg dyrker Mixed Martial Arts og derfor i min “off-season” gerne tager noget ekstra muskelmasse på, hvor jeg derimod op til en kamp gerne inkorporerer noget cardio, dette typisk ved at skifte til en mere crossfit orienteret træning, som crossfit tillader.

Mit spørgsmål eller hvad jeg godt kunne tænke mig at høre jeres mening om, er om hvorvidt det gavner sig mest at køre styrketræning og så cardio ved siden af. Med Styrketræning mener jeg reelt set styrkeløft såsom squat, dødløft, bænkpres power cleans, snatches og front squat da det er de øvelser jeg beskæftiger mig med.

Eller om Crossfit er fint at køre ved siden af, da det også tillader at have fokus på cardio, dog så med mindre belastning på de valgte øvelser.

Svar:

Lad mig som udgangspunkt konstatere, at der grundlæggende ikke er noget galt i at dyrke crossfit. Det er en aktivitet som har både fordele og ulemper. Desværre er det blevet populært at hade crossfit ”bare fordi”.

Når det er sagt, så er det ikke nødvendigvis det bedste valg for dig, med mindre det bringer dig større glæde end klassisk cardio træning, og du derved har lettere ved at holde et træningsforløb. Problemet med crossfit er at det grundlæggende er rettet imod det at være middelmådig til alt. Ja, man bliver stærkere. Ja, man får en bedre kondi. Men det kan ikke sammenlignes med de resultater man får med mere målrettet træning. Crossfit efterlader rigtigt meget til tilfældighederne.

Den styrke og eksplosivitet du opbygger med klassisk tung styrketræning er mange gange større end det man kan opnå på denne front med crossfit. Og det samme gør sig gældende med cardio delen. Du vil kunne opnå meget bedre resultater med mere klassisk cardiotræning. Hvis du er til korte træningspas, så kunne du supplere din vægttræning med HIIT cardiotræning, for derved at opnå optimale tilpasninger i det kardiovaskulære system uden at skulle investere adskillige timer på cardiotræning hver uge.

Du skal huske, at dit mål ikke er at blive god til crossfit. Dit mål er at blive stærkere, hurtigere, mere udholdende, og få en bedre kardiovaskulær kapacitet, som du kan trække på i din MMA træning. Og den mest tidseffektive måde at opnå dette på, er ikke ved at lave en masse uspecifikke WOD’s. Så jeg vil helt klart anbefale dig at holde dig til almindelig tung styrketræning, suppleret med den mængde cardio træning du finder nødvendig.

Det er som sagt ikke et angreb på crossfit som sådan. Det er helt fint at folk dyrker crossfit for at blive bedre til crossfit, hvis de vel at mærke forstår og magter at arbejde med de styrker og svagheder der er forbundet med crossfit. Det kører dog af sporet, når man bilder sig ind at crossfit er billetten til alt. Sådan fungerer det bare ikke.