Ældre mødre får stærke børn

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Kvinder på 35-44 år får børn med lige så godt helbred senere i livet, som de kvinder, der føder i alderen 25-34 år, skriver Videnskab.dk og citerer en helt ny undersøgelse. Det er en undersøgelse af 18.000 amerikanske børn og deres mødre, udført ved Max Planck Institute for Demographic Research (MPIDR) i Rostock, Tyskland. Og ifølge dén, har ældre mødre ikke grund til bekymring:

”Vi behøver ikke bekymre os for stigende alder for førstegangsfødende, i hvert fald ikke hvad angår barnets helbred i en voksen alder,” siger forskeren bag undersøgelsen, Mikko Myrskylä.

Tidligere har man antaget, at mødre, som venter til godt op i 30-års alderen med at få børn, har dårligere fysiologiske forudsætninger på grund af reduceret kvalitet i modnede ægceller eller svækkelse i moderkagen.

Og rigtigt nok er det sådan, at højere alder ved graviditet øger risikoen for spontan abort og misdannelser af fostret. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, ser det ikke ud til, at raske spædbørn af ældre mødre oftere bliver syge eller fede senere i livet – eller dør for tidligt.