Så lidt motion skal der til

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Hvis man udelukkende dyrker motion for at blive fri for de værste sygdomme, såsom hjerte-kar-sygdomme, så behøver man faktisk ikke gøre særligt meget. Danske forskere har påvist, at blot 30 minutter dagligt med øget puls effektivt reducerer risikoen for både diabetes og hjerte-kar-sygsomme.

”Vores undersøgelses gode budskab er, at de får den samme sundhedsgevinst, uanset om de træner 30 eller 60 minutter om dagen,” siger læge Michala Holm Reichkendler, der er ved at færdiggøre sin ph.d.-afhandling.

53 yngre mænd fra forskellige sociale klasser deltog i undersøgelsen. De var alle i farezonen for at få livsstilssygdomme. De skulle hjælpe forskerne med at undersøge, hvordan træning kan forbedre de mekanismer i kroppen, som læger normalt måler på, når de konstaterer diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Sundhedsstyrelsen har længe anbefalet, at vi skal bevæge os 30 minutter hver dag. Men det er faktisk først nu, der er lavet en videnskabelig undersøgelse, som viser, at de 30 minutter er det magiske punkt, hvorfra du ikke bliver mærkbart sundere af at træne mere.