greencan10

Kosttilskuddet AssaultTM – bedre end placebo?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af Jens Lund

Pre-workouttilskud er utroligt populære og et af disse er det amerikanske AssaultTM fra Musclepharm som påstås at sikre 100 % energi under træningen, at give stigninger i eksplosivitet og styrke samt at levere bedre resultater en nogensinde (1). Dette må siges at være nogle heftige påstande, hvorfor vi i denne udgave af ”nyt fra forskerne”, vil se på et nyt forsøg fra 2012 omhandlende netop kosttilskuddet AssaultTM (2). 

Mange atleter tror på, at pre-workout-kosttilskud giver dem et større fokus, en bedre reaktionstid samt øger deres præstationsevne (2), men de påståede effekter af mange af disse pre-workout-tilskud er aldrig blevet testet videnskabeligt. Som regel indeholder disse kosttilskud en blanding af en række stoffer som måske virker synergistiske. Nedenfor ses udvalgte indholdsstoffer i AssualtTM:

Vitaminer og mineraler

B6

B12

Calcium

Natrium

Kalium

Phosphor

Præstationsfremmende stoffer

Koffein

Kreatin

Beta-alanin

Aminosyrer

Tyrosin

BCAA (Leucin, isoleucin og valin)

Arginin

Glutamin

Sådan var forsøget bygget op

Forsøgsdeltagerne var 12 mænd der alle var fysisk aktive i deres fritid, idet de bl.a. svømmede, løb, styrketrænede, spillede tennis, gik til kickboksning, baseball eller MMA. Forsøget var randomiseret, dobbeltblindt og placebokontrolleret. Deltagerne mødte op i testlaboratoriet 3 gange. Den første gang skulle de vænne sig til udstyret og de tests de skulle gennemføre, og de fik målt deres VO2max, 1RM i bænkpres og benpres, deres reaktionstider under forskellige øvelser samt deres anaerobe udholdenhed i en løbetest.

I 24 timer op til besøg 2 og 3 måtte deltagerne ikke dyrke hård fysisk aktivitet, og under hele forsøget skulle deltagerne følge deres normale motionsvaner. For at kontrollere kosten blev deltagerne bedt om at udføre en 2-dages kostregistrering før besøg nummer 2. Inden besøg nummer 3 skulle de så indtage præcis det samme, som de havde gjort op til besøg nummer 2.

Ved besøg nummer 2 fik deltagerne tilfældigt tildelt enten AssaultTM eller placebo, og ved besøg nummer 3 indtog de det andet tilskud. Det var altså tale om et forsøg med overkrydsning. Tilskuddene blev indtaget 20 min inden testene begyndte og i mellemtiden udfyldte deltagerne et skema, hvor de vurderede deres følelse af energi, træthed, årvågenhed samt fokus fra 1 til 5, hvor 1 var ”meget lav” og 5 var ”meget høj”. Testene foregik efter 12 timers fasten. Tilskuddet de indtog var enten 2 scoops AssaultTM (46 gram) indeholdende 6 gram BCAA, 5 gram kreatin, 4 gram beta-alanin, 1,5 gram citrulinmalat og 300 mg koffein eller placebo i form af maltodextrin med smag.

Anaerob løbetest

Deltagernes anaerobe udholdenhed blev målt i en løbetest, hvor de skiftevis skulle sprinte og hvile i 10 sekunder, indtil de ikke længere kunne gennemføre 10 sekunders sprint. Der viste sig dog ingen signifikante forskelle her mellem besøg 2 og 3. Den anaerobe præstationsevne blev altså ikke forbedret ved indtagelse af AssualtTM inden arbejdet.

Test af reaktionstider

For at efterligne en sportssituation benyttede man en trekantet konstruktion med af 3 ståltårne i hvert hjørne. Ståltårnene var 1,83 m høje og indeholdte hver 12 mål. Vha. dette udstyr kunne man måle reaktionstiden under flere forskellige typer af bevægelse. Tilskud med AssaultTM medførte signifikant lavere reaktionstid i flere af øvelserne end tilskud med placebo.

Test af muskeludholdenhed

Ved besøg nummer 1 fik deltagerne målt deres 1RM i bænkpres og benpres. Dette brugte man til at udregne deres 75 % af 1RM, som deltagerne så skulle reppe med til udmattelse under både besøg 2 og 3. Resultaterne fra disse tests viste, at deltagerne efter indtagelse af AssaultTM tog signifikant flere gentagelser i benpres efter indtagelse af AssaultTM end efter indtagelse af placebo.

Test af energiniveau mv.

Disse test viste en signifikant forskel mht. følelsen af energiniveau, årvågenhed samt fokus. Deltagerne følte simpelthen, at de havde mere energi samt var mere årvågne og i fokus efter indtagelse af AssaultTM end efter indtagelse af placebo.

Opsamling og diskussion

Kombinationen af indholdsstofferne i AssaultTM og indtagelsen af produktet 20 min inden arbejdet var altså mere fordelagtigt end placebo mht. reaktionstid, følelse af energi, årvågenhed og fokus samt muskeludholdenheden i benpres. Denne effekt skyldes sandsynligvis indholdet af koffein, der stimulerer det centrale nervesystem og som i tidligere forsøg har vist positive effekter på præstationsevne og reaktionstid. Sådan som forsøget var bygget op, får man ikke muligheden for at se det fulde potentiale af kreatin og beta-alanin, idet disse stoffer jo kræver en loadingperiode, inden præstationsevnen for alvor påvirkes. Hvis man prøver at overføre resultaterne til ens egen træning, skal det bemærkes, at deltagerne i undersøgelsen ikke var meget veltrænede, men altså kun motionister samt at testene foregik efter 12 timers fasten.

Det kunne have været interessant, hvis man havde haft endnu en testdag, hvor deltagerne udelukkende fik samme mængde koffein, som de fik gennem AssaultTM. På denne måde kunne man have testet om brugen af AssaultTM kan anbefales frem for et almindeligt koffeintilskud lige inden et arbejde. Til sidst skal det også med, at Musclepharm har sponsoreret undersøgelsen.

Skal vi samle op på de påstande om AssaultTM, som vi så i indledningen, så er det nok korrekt, at produktet kan øge følelsen af energi under træning pga. indholdet af koffein. Hvertfald så længe man ikke benytter koffein for ofte. Forsøget undersøgte dog ikke effekten på eksplosivitet og styrke, men det er sandsynligt at styrken forbedres, hvis man benytter AssaultTM over længere tid, sådan at man kan få den fulde effekt af kreatinindholdet.

Referencer:

(1)   Musclepharm Assault, 800 g, dansk webshop

(2)   Spradley et al: Ingesting a pre-workout supplement containing caffeine, B-vitamins, amino acids, creatine, and beta-alanine before exercise delays fatigue while improving reaction time and muscular endurance, Nutrition and metabolism, 9:28, 2012

Bemærk, at den originale artikel kvit og frit kan læses af alle her: http://www.nutritionandmetabolism.com/content/9/1/28