linseed

Kan hørfrø øge udskillelsen af fedt?

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af Jens Lund

Vi har tidligere set, hvordan mejeriprodukter kan øge udskillelsen af fedt via fäces (http://news.bodylab.dk/nyt-fra-forskerne/1688-calcium-er-mere-end-blot-byggesten), og noget tyder nu på, at hørfrø har samme effekter. Hørfrø består af ca. 30 % kostfibre og 1/3 af disse er vandopløselige.

Man har i et tidligere dansk forsøg på 11 unge mænd fundet, at tilsætningen af hørfrø til rugbrød (6 g / 100 g) reducerer fordøjeligheden således, at den ekstra fedtindtagelse pga. hørfrøene udlignes pga. hørfrøenes evne til at forhindre noget af fedtet i at blive optaget. De danske forskere har også fundet, at tilsætningen af hørfrøfibre til voksende rotters diæt ligeledes hæmmer fordøjelsen af fedt samt hæmmer rotternes vægtøgning. Hørfrøfibre i doser på 5 – 10 gram har desuden vist sig at øge mæthedsfølelsen og nedsætte mængden af sulthormonet ghrelin.

I et nyt dansk forsøg var formålet bl.a. at undersøge, om hørfrø tilsat en kontrolleret diæt ville øge udskillelsen af energi og fedt i afføringen. De 17 forsøgspersoner (7 mænd og 10 kvinder) fulgte i 3 perioder en 7-dages kost, som de fik udleveret fra Institut for Human Ernæring. I løbet af forsøget skulle deltagerne bibeholde deres normale motionsvaner. Udover den udleverede kost skulle deltagerne i de 3 perioder indtage ekstra fiberbrød og drikke:

Uge A: Indtagelse af placebodrik + placebobrød 3 gange dagligt

Uge B: Indtagelse af hørfrøfiberdrik + placebobrød 3 gange dagligt

Uge C: Indtagelse af placebodrik + brød med hørfrøfibre 3 gange dagligt

Hvis man skal omsætte den anvendte dosis hørfrøfibre til hørfrø svarer det til en indtagelse på ca. 50 gram hørfrø dagligt. Dette skal holdes op imod den advarsel som Fødevarestyrelsen udsendte i 2008 mod høje indtag af hørfrø. Hvad et højt indtag er i gram er dog et godt spørgsmål, idet det ikke fremgår af advarslen, men måske 50 gram er i overkanten af en anden grund. 50 gram hørfrø indeholder nemlig hele 1000 kJ – 10 % af en almindelig danskers daglige energibehov.

Hørfrøfibrenes effekt på udskillelsen af fedt og energi

Sammenlignet med placebo, viste der sig at være en 23 % højere udskillelse af energi i fäces efter indtagelse af drikken med hørfrøfibre (svarende til ca. 129 kJ/dag). Man så også en øget udskillelse af fedt på 55 % i ugen med indtagelse af fiberdrikken. I gram fedt er effekten dog ikke særlig stor, idet der kun er tale om en ekstra udskillelse på ca. 1,5 gram sammenlignet med placebo.

Effekterne af brødet, der var blevet bagt med hørfrøfibre, viste ikke ligeså overbevisende effekter på fedt- og energiudskillelsen.

Også gavnlige effekter på kolesterolniveauet i blodet

Udover effekterne på fedt- og energiudskillelsen, så sænkede drikken og brødet med hørfrøfibre både den totale mængde kolesterol samt mængden af LDL-kolesterol i blodet. Noget man også for nylig har set på personer med sukkersyge.

alt

Konklusion

Brød med kerner har været skældt ud pga. deres høje fedtindhold. Dette er fejlagtigt, da der jo er tale om sunde fedtstoffer. Er der tale om hørfrø er det måske endnu mere fejlagtigt pga. de gavnlige effekter der ser ud til at være på kolesterolmængden i blodet. Om det er en god idé, at indtage ekstra hørfrø som et led i en slankekur er tvivlsomt, da de jo har et pænt højt energiindhold. Så for at få effekten, skal man nok ud og have fat i selve fibrene fra hørfrøene.

Litteratur

Kristensen et al: Flaxseed dietary fibers lower cholesterol and increase fecal fat excretion, but magnitude of effect depend on food type, Nutr Metab, 9:8, 2012.

Kristensen et al: Whole flaxseed but not sunflower seeds in rye bread reduce apparent digestibility of fat in healthy volunteers, Eur J Clin Nutr (abstract).

Fødevarestyrelsen – Alt om kost: Fødevarestyrelsen fraråder højt indtag af solsikkekerner og hørfrø