maglo03

Få nok magnesium og sænk din fedtprocent

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Det vurderes at 60 % af befolkningen i ikke-udviklings lande, samt at 75 % af USAs befolkning, indtager mindre magnesium end det anbefalede indtag på ca. 5 mg per kg kropsvægt per dag. Dog ligger indtaget i de nordiske lande fint på det anbefalede.

Et lavt indtag af magnesium resulterer i at folk lagrer fedt lettere ifølge et nyt befolkningsstudie fra Taiwan, der er publiceret i Nutrition Journal. Studiets resultater peger på at ældre mennesker, der indtager meget magnesium i deres kost, har en lavere fedtprocent og en smallere talje, end folk hvis kost indeholder mindre magnesium (1).

Forskerne fra Fu-Jen Catholic University undersøgte 210 mennesker over 65 år, der alle led af begyndende type 2 diabetes. Forsøgsdeltagerne blev spurgt om deres kostindtag de seneste 24 timer (et såkaldt 24 hour recall), fik taget blodprøver og fik undersøgt deres kropsmål.

Forskerne bag studiet var blevet inspireret af meta-analyser der viste at folk der spiser store mængder af magnesium sjældnere udvikler type 2 diabetes end folk der spiser lidt magnesium (2). Derudover er det før vist at type 2 diabetes patienter forbedrer deres insulinfølsomhed når de får magnesiumtilskud (3).

Det lave indtag af magnesium menes at skyldes et stigende indtag af færdigretter og lavere indtag fuldkorn, bønner, spinat og nødder, der alle er gode kilder til magnesium. Dette var også tilfældet for de ældre mennesker i dette nye forsøg; næsten 90 % af dem fik for lidt magnesium og næsten 40 % af dem havde for lave niveauer af magnesium i blodet.

Forskerne fandt ud af at de forsøgsdeltagere der spiste mindst 4,5 mg magnesium per kg kropsvægt per dag (den anbefalede mængde er ca. 5 mg per kg per dag) i gennemsnit var 7 cm smallere om taljen end deltagerne der kun indtog 2,3 mg magnesium per kg kropsvægt per dag.

Den gennemsnitlige fedtprocent i gruppen der fik mest magnesium var 24,5 %, mens den var 33,3 % i gruppen der fik mindst magnesium. Derudover havde høj-magnesium gruppen en højere koncentration af det gode HDL kolesterol i blodet, og viste ligeledes færre tegn på depression.

I skemaet herunder ses forskellen mellem de to grupper. Markering med gråt indikerer at der er en statistisk forskel mellem de to grupper.

Siden gode kilder til magnesium er grønne grøntsager, fuldkorn og nødder kan det tænkes at folk der har et højt indtag af magnesium samtidig har et højt indtag af disse fødevarer. Et højt indtag af især grove grøntsager og fuldkorn kan i sig selv tænkes at have en gavnlig effekt på kropsvægten og fedtprocenten.

Referencer:

1)    Huang, JH. et al.: Correlation of magnesium intake with metabolic parameters, depression and physical activity in elderly type 2 diabetes patients: a cross-sectional study. Nutr J. 2012 Jun 13;11:41. doi: 10.1186/1475-2891-11-41.

2)    Dong, JY. et al: Magnesium intake and risk of type 2 diabetes: meta-analysis of prospective cohort studies. Diabetes Care. 2011 Sep;34(9):2116-22. doi: 10.2337/dc11-0518.

3) Rodríguez-Morán, M. and Guerrero-Romero, F.: Oral magnesium supplementation improves insulin sensitivity and metabolic control in type 2 diabetic subjects: a randomized double-blind controlled trial. Diabetes Care. 2003 Apr;26(4):1147-52.