cvfood_seafood_pieces_of_fish_meat_012002_

De sunde proteiner i fisk

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af Jens Lund

Fisk er en fremragende kilde til protein og mineraler som jod og selen. De fede fisk som fx laks, sild og makrel er desuden rige på D-vitamin og omega-3 fedtsyrer. Der er ingen tvivl om, at fisk er sundt, og at vi burde spise mere fisk, end vi gør. Men er fisk ligefrem slankende og har det positive effekter på kolesterolet i blodet, blodsukkeret og blodtrykket? Det har norske forskere undersøgt i et nyt studie.

Det er populært, at øge sit indtag af protein under et cut eller en slankekur, da det bl.a. øger mætheden (hvertfald på den korte bane). Der er dog stadig helbredsmæssige bekymringer ved et højt proteinindtag, så måske løsningen snarere er, at fokusere på proteinkilderne i stedet for på mængden. Måske har fisk særlige egenskaber. I en række undersøgelser, udført før dette norske studie, har man både på rotter og mennesker set flere gavnlige effekter af fiskeprotein – bl.a. på insulinfølsomheden, blodets kolesterol- og fedtindhold samt blodtrykket. Det nye norske studie er det første af sin slags, og havde til formål at undersøge de helbredsmæssige effekter af tilskud med fiskeprotein.

Forsøgets opbygning

Studiet var et dobbelt-blindt, placebokontrollet og randomiseret forsøg, hvor deltagerne i 8 uger skulle indtage enten kapsler med fiskeprotein (fra torsk) eller placebo (alt afhængig af hvilken af de to grupper lodtrækningen placerede dem i). I de første 4 uger indtog interventionsgruppen 3 gram fiskeprotein dagligt og i de sidste 4 uger blev dosis fordoblet til 6 gram pr. dag.

Forsøgspersonerne var midaldrende, overvægtige nordmænd, og i hver gruppe var der 20 personer til at starte med (10 mænd og 10 kvinder). 6 af deltagerne droppede ud af studiet undervejs, hvilket efterlod 18 deltagere i fiskegruppen og 16 i placebogruppen.

Mens forsøget stod på, skulle deltagerne bibeholde deres normale kost- og motionsvaner og de måtte maksimalt spise ét fiskemåltid om ugen (hvilket nok stemmer meget godt overens med, hvor meget fisk den typiske dansker spiser).

Resultaterne

Deltagerne udfyldte 24-timers kostregistreringer tre gange i løbet af forsøget, og disse viste, at der ikke var forskel på kosten i de to grupper. Ligeledes var der ikke nogen forskel mellem de to gruppers niveau af fysisk aktivitet.

I fiskegruppen så man et fald i LDL-kolesterol efter de 8 uger, hvilket ikke var tilfældet i placebogruppen. HDL:LDL-ratioen steg desuden i fiskegruppen men forblev uændret i placebogruppen.

Tilskud med fiskeprotein havde ingen effekt på blodtrykket. Til gengæld medførte det en meget lille ændring i kropskompositionen i løbet af de første 4 uger. Her faldt fedtprocenten en lille smule, mens procentdelen af muskelmasse omvendt steg en lille smule.

Efter 8 uger var faste-blodsukkeret signifikant lavere i fiskegruppen i forhold til placebogruppen. Blodsukkerstigningen efter et standardiseret morgenmåltid var også signifinkant lavere i gruppen, der i 8 uger havde fået fiskeproteintilskud.

Fiskeproteinet havde altså en positiv effekt på blodsukkeret samt kolesterolet i blodet. Der var ingen effekt på blodtrykket og effekten på kropskompositionen var lille men gavnlig.

Hvad skyldes effekten? Det er muligt, at det er specifikke aminosyrer, som findes i fiskeproteinerne, der er ansvarlige for effekten. Det kan muligvis også skyldes bioaktive peptider, som enten findes i proteinet eller som frigøres under fordøjelsen.

Normalt er det især indholdet af D-vitamin og omega-3 fedtsyrerne i de fede fisk, der fremhæves som særligt sunde. Men dette nye studie antyder, at der måske også er nogle gavnlige effekter i de proteiner, der findes i magre fisk som torsk.

Der er dog en del usikkerheder ved dette lille forsøg, hvorfor resultaterne skal bekræftes i større, længerevarende og bedre forsøg.

Reference

Vikøren et al: A randomised study on the effects of fish protein supplement on glucose tolerance, lipids and body composition in overweight adults, British Journal of Nutrition, 109, 648–657, 2013.