cvsleepman

Bliv rask hurtigere med mere søvn

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Det er måske ikke helt forkert når folk siger, ”de kan sove det væk”, når de har influenza eller er forkølet. En tysk undersøgelse fra 2011, fra universitetet i Lübeck, viser at immunforsvaret fungerer bedre, når man sover rigeligt.

Undersøgelsen

De tyske forskere injicerede 27 mandlige studerende på 26 år, med en vaccine imod det virus som giver hepatitis A. Eksperimentet varede et år, og i ugerne 0, 8 og 16 fik mændene en injektion.

Halvdelen af mændene fik lov til at sove efter injektionen, mens den anden halvdel skulle holde sig vågen. De måtte gerne læse, lytte til musik, se TV, så længe de ikke faldt i søvn.

I løbet af det år forsøget forløb, blev der fortaget regelmæssige blodprøver. De registrerede henover året, at andelen af immunceller som var i stand til at genkende hepatitis A virusset [CD40L+ HAV-specifikke Th-celler] steg. Igennem Th-cellerne bliver kroppen i stand til at eliminere hepatitis A virus ligeså snart kroppen bliver inficeret med det.

Forskerne kunne samtidig se, at mængden af CD40L + HAV-specifikke Th-celler var dobbelt så stor hos de mænd som havde fået lov at sove den dag de blev vaccineret [de sorte søjler], sammenlignet med de mænd som blev holdt vågen [de hvide søjler]. Dette fremgår tydeligt at nedenstående figur.

Efter vaccinationen steg antallet af antistoffer i blodet, som kunne genkende hepatitis A virusset [HAV-specifikke IgG1]. Disse antistoffer genkender hepatitis A virusset og hjælper til med at eliminere det. Koncentrationen af disse antistoffer steg mere udtalt hos de personer som havde fået lov at sove efter vaccinationen, sammenlignet med de personer som havde holdt sig vågen. Dette kan ses illustreret på ovenstående graf.

Forskerne mistænker, at hormoner spiller en afgørende rolle i forhold til den immunforsvars stimulerende rolle som søvn har. Når man sover, producerer man en stor mængde væksthormon, og væksthormon har en stimulerende effekt på immunforsvaret. Når man sover, falder produktionen af kortisol samtidig, og kortisol har en hæmmende effekt på immunforsvaret. Forskerne mener også, at hormonet melatonin spiller en væsentlig rolle.

En vaccine indeholder en svækket form af det pågældende virus. Man bliver ikke syg af det, men vaccinen er stadigvæk i stand til at fremprovokere et immunrespons, som lærer immunforsvaret at genkende det pågældende virus, hvis man bliver smittet med det. Den samme indlæringsproces sker når man bliver rigtigt syg, og man må derfor forvente, at man bliver hurtigere rask, hvis man sover rigeligt, når man er syg. Derudover er det måske en god ide, at gå hjem og tage en lur, når man er blevet vaccineret.

Kilde:

J Immunol. 2011 Jul 1;187(1):283-90. doi: 10.4049/jimmunol.1100015. Epub 2011 Jun 1.

Sleep after vaccination boosts immunological memory.

Lange T, Dimitrov S, Bollinger T, Diekelmann S, Born J.

Source

Department of Neuroendocrinology, University of Lübeck, 23538 Lübeck, Germany. lange@kfg.uni-luebeck.de