cvdrinkingwater

Mænd dehydreres lettere end kvinder

Bedøm artiklen:
1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner
Skrevet af

Når der skal tilbagelægges længere distancer bliver mænd hurtigere dehydrerede end kvinder. Hollandske forskere fra Radboud Universitetet i Nijemegen fandt i et studie ud af at mænd gennemsnitligt drikker mindre, og muligvis også mister væske hurtigere via sved, end kvinder.

Forskerne undersøgte 99 mænd og kvinder i alderen 21-82 år som alle deltog i det årlige ” International Four Days Marches” hvor de gik enten 30, 40 eller 50 km i alt. ¾ af deltagerne trænede hver dag.

På figuren herunder ses det at mændene tabte dobbelt så meget i kropsvægt som kvinderne under træningen, sandsynligvis primært pga. væsketab. Mændenes væskeindtag var ligeledes lavt i forhold til kvindernes og deres plasmavolumen, der afhænger meget af hydreringsstatus, faldt i forhold til før løbet, hvorimod kvindernes steg.

En stor del af forklaringen er netop at mændene drak mindre end kvinderne under selve løbet i forhold til deres kropsvægt. Der var altså ikke den store forskel i den totale mængde af væske som mænd eller kvinder drak, men mændene burde drikke større mængder grundet deres større kropsvægt, hvilket de altså ikke gjorde.

Efter det 4 dage lange løb havde 34 % af mændene tabt mere end 2 % af deres kropsvægt, hvilket indikerer dehydrering. Kun 12 % af kvinderne havde tabt mere end 2 % af deres kropsvægt.

27 % af mændene havde ligeledes forhøjede plasmaniveauer af natrium; såkaldt hypernatriæmi. Forhøjet plasmanatrium er en stærk markør for dehydrering.

Udover at mændene drak mindre væske end kvinderne per kg kropsvægt så estimerer forskerne også at mænd taber mere væske via sved end kvinder. Cirka tal for væsketab sættes til 2,9 ml/kg for kvinder og 3,7 ml/kg for mænd.

Forskerne foreslår, med baggrund i studiet, at kønsforskelle bør overvejes når væskemængder under træning skal vurderes.

Selv om dette studie er nyt kommer det dog næppe som nogen overraskelse for nogen at det er en god idé at drikke rigelige mængder vand hver dag, især når man træner (uanset om det er styrketræning eller udholdenhedstræning). Er man hankøn bør man, på baggrund af dette studie, være mere opmærksom på om man får drukket nok til træning, for det har mænd tilsyneladende lidt problemer med at huske.

Sex difference in fluid balance responses during prolonged exercise.  Scand J Med Sci Sports. 2013 Mar;23(2):198-206. doi: 10.1111/j.1600-0838.2011.01371.x. Epub 2011 Aug 11.